Elben d 10de August
tak, kiære Ven! for dit lille Brev, som jeg fik inden i Moders; dette bliver heller ikke stort; men snart skal du faae et større Opus fra mig. Tak for din Afskeed til Italien. Jeg fandt den meget net, hver Linie slog mig for sin Sandhed; jeg ahner det er Sandhed, hvor kan jeg andet, jeg som endnu ikke har sadt min Fod i Paradiset. Den er alerede halv componeret i Hovedet; iaften skal 1ste Vers paa Paradiset; thi den maae ikke componeres som en Romance, med samme Melodie til alle Versene, men som et heelt Musikstykke; Skiøndt Eenheden er fuldkommen deri, er Ideerne dog for mange og for forskiellige til at trænges ind under samme senere Melodie, og blot Titelen: Farvel til Italien er indholdsriig nok til at kunne faae nye Toner til den, heel igiennem. Jeg maae ogsaa takke dig for dit Tilbud at skrive mig en Text, det er at giøre mig lykkelig 3,4-6 Maaneder, hvorlænge det nu staaer paa. Den 2den April skrev jeg paa i 2½ Maaned, fra den 11 May, til den 26 July. Om denhavde jeg havt Lyst til at tale lidt med dig her i Altona; men jeg fik jo slet ikke Leilighed; Jeg kom af en Hændelse til at skrive noget om Texten til den i et brev til Moder; jeg er i bestandig Striid med Fader om Texter; han vil bestandig have at det skal være borgelige Dagligstuestykker, og beskylder mig for kun at vilde have Omgang med Riddere, Feer etc; men for mig maa de gierne gaae ganske simpelt klædt naar blot der er nye Situationer, og store Handligner, og det har du opløst i den 2den April. Et Stykke jeg bestandig har tænkt mig fortræffelig skikket til Opera er Turandot; den chinesiske Tummel og Virvar, foruden alle de virkelige poetiske Følelser, hvoriblandt hendes undertrykte Kierlighed, ikke staaer sidst, der er deri, giør det meget skikket til et Musikstykke, NB, uden Maskerne; det har altid været min Mening, og endnu mere siden jeg har seet Ravnen; de ere uhyre kiedsommelige, trivilelle, monotone, hvori baade Du og Acteurerne ere Skyld; men det er jo rimeligt, hvorfra skulle I paa eengang blive venetienaske. Lad os tale lidt om Ravnen; jeg saa den første Gang i vinter; Jeg blev fuldkommen henreven af de yndige Toner, og skjøndt jeg havde store Forventninger, bleve de dog overtrufne. Hartmann har begyndt som Mester; den Masse af Følelse og Dybde veed jeg ikke at have fundet noget Sted, især Følelse foremt med saa megen Fornuft, somd er virkelig er i, havde blot maskerne ikke været deri, skiøndt Componisten af den af Jer alle, der har behandlet dem paa den bedste Maade. Hils Hartmann og gratuleer ham til hans Søn.
Siden du forlod Altona har jeg seet den berømte gamle Mad Schröder spille Marie Tudor; Jeg tænkte hele Tiden paa dig; men tillige kan jeg ikke nægte jeg giærne havde seet en Yngre spille den Rolle, som hun iøvrigt spilte ganske mesterligt; hendes Declamation er fuldkommen, hendes Arm-Bevægelser saa graciøse og altid med Betydning, hvilket stak selsomt af til de Andre, der giorde en heel Deel Dikkedarer med Arme uden at det betød saa meget som God-Dag Øxeskaft, Tak Støvleknekt; skiøndt det hele blev givet, hvad man til Dagligdags kalder ganske godt spilt; det er umueligt andet end at den maa giøre Lykke paa ethvert Theater, især naar man har en saa ung Dronning som Frue Heiberg, saa smukke en Fabiano og Jane som Hr og Mad. Holst, saa god en gammel Elsker som Nielsen, og saa kraftig en Simon Raynard som Ryge. Med Winsløw som Jøden og Foersom som Slutteren vil det Hele give et fortræffeligt Sammenspil og hvorfor skulde saa saadant et Mesterstykke ikke ogsaa giøre Lykke hos os; vi ere dog ikke støre Heste end andre Folk, i de tmindste ikke større end Hamburgerne. - Jeg glemmer aldrig hvorledes hun udhævede hvert Ord da hun gav Bøddelen hans Hoved: Det, gier jeg dig.
Farvel kiære Ven! nu ikke mere denne Gang; vær ikke for streng mod Kiøbenhavnerne. Jeg kan forsikkre dig nu at der er meget godt i os. Tænk paa mig med det bevidste.
Din trofaste
Chr. Wulff.
[Udskrift:]
S.T.
Hr. H.C. Andersen.
