Dato: 6. januar 1863
Fra: Henriette Oline Collin, f. Thyberg   Til: Frederik Bøgh
Sprog: dansk.

Rom, d. 6ter Januar 1863

Det var smukt og elskværdigt af Dem, kjære Bøgh, at skrive mig til; thi uagtet Dekun holdt et givet Løfte, saa er det jo dog af den Slags Forpligtelser, som kun Faa betænke sig paa at bryde, og allermindst turde man vel bebrejde et saadant Stemningsbarn som en ung Digter, om han glemte at skrive til en gammelagtig Dame, selv om han i denne Dame med Rette saa en Veninde. -

Deres Brev var mig en rigtig kjøbenhavnsk Luftning, jeg følte den danske Kulde og Slud og glædede mig over at være ligesaa langt fra den som fra mine Landsmænds henrykte Begejstring over de spæde Violin-Kunstnerinder. Jeg véd intet mere Udhulende end den Slags Nydelser og deres Betydning som Konversations-Gjenstand. - Her i Rom har jeg ogsaa været paa Børnekomedie; men det var foran Alteret, hvor en lille Pige paa 8 à 10 Aar stod paa et bord og prædikede. I en halv Time talte hun, uden at standse et eneste Øjeblik, go Faderen stod med Stolthed ved Siden af Bordet og hørte paa, at den lille stærkt krinolerede Unge med Gestikulationer formanede til Tro paa Madonna, etc. etc.!

De fører altsaa nu et mere selvstændigt Liv, kjære Bøgh, og den Skildring, De giver mig af Deres nye Hjem i Amaliegade, er saa levende, at jeg baade ser det og Dem; dog savnede jeg én Underretning, og det en mig meget magtpaaliggende. De taler nemlig ikke med et eneste Ord om, hvad Brug de gjør eller agter at gjøre af al den Ro og Stilhed, som De har søgt og fundet. - Hvem sidder paa Højsædet i Deres Arbejdsværelse? Er det Gudinden Justitia, der med Alvor fører sit strænge Regimente, eller staar Apollo, den snedige Forfører, og lokker sin unge Ven fra de store Folianter ind i Fantasiens frie og solbeskinnede Rige? Se, det var nu en meget højtravende Form for det simple Spørgsmaal: "Studerer De?" - Gjør De det, saa er jeg overbevist om, at De gjør det med Samvittighedsfuldhed, og saa vil jeg glæde mig først og fremmest paa Deres egne Vegne, og dernæst paa alle Deres, som saa inderlig ønske det. -

- - At Kulde, Storm og Slud i Forening med Dyrtid længe før Bestemmelsen har jaget Andersen ud af Spanien, véd De naturligvis; han er nu i Frankrig. Jeg har aldrig troet paa, at Andersen kunde i længere Tid føle sig vel i et Land, hvis Sprog hanikke forstod, og hvor hans Navn omtrent er ligesaa ukjendt som mit. Han er altfor forvænt i den Retning, og uagtet man skulde tro, at hans Alder og den dermed burdefølgende Tarvelighed med Hensyn til hans Forfængeligheds Føde bragte ham til ikke at føle disse Savn, saa - ja, saa er han her som altid Digter, og det Folkefærd bør man jo dømme paa en ganske anden Maade, fordi de ere andre Mennesker.

De maa hilse Blædels hjærtelig fra mig. Jeg er flere Gange kommen til at tænke paa dem, naar jeg har været "paa Komedie" i Kirken, og gad nok have set Deres Tantes Ansigt, naar der blev spillet op til en Polka. Hvor er det dog muligt, at dette kan holde længe ud! Paven har et mildt, ret smykt Ansigt, men det staaende sødlige Smil er mig imod. Han er af de Mennesker, som kun har ét Ansigt, og endskjønt det lyder som Noget, han har tilfælles med os Alle, saa protesterer jeg for min Person; thi jeg har mange, og det har alle mine Venner.

Dersom jeg maa være fri for at tale om de gamle Malerier her i Rom, (det kan alle andre bedre end jeg,) saa skal jeg fortælle Dem, at jeg har set Carl Blochs Samson i Trædemøllen og glædet mig ganske overordentlig derover. Det er et dejligt Billede, og Samsons hele Skikkelse, især hans Hoved, udtrykker Alt, hvad der maa bevæge sig i ham, medens han trækker Møllen og bliver spottet af Filistrene. - - -

Se nu er Papiret fuldt, og jeg tør ikke læse mit Brev igjennem; thi gjorde jeg det, saa fik De det næppe, da jeg har en stærk Anelse om, at det ikke indeholder én eneste Linje af det, somman med Bilighed kan vente sig af "et Brev fra Rom". -

Tag det nu, som det er, kjære Bøgh, og læs det uden Kritik; det har jo kun været et venligt lille Besøg af en gammel Veninde.

Deres Jette Collin.

Collin og Louise hilse Dem meget, - den sidste bliver næppe tro sin Kjærlighed til "den milde, graa, taagede Luft" i Danmark - dertil er en italiensk Vinter for dejlig.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost