Erindring er en venlig fager Mø
Der følger os fra Barndoms Drømmerige
Der svæver med os over Livets Sø
og vil med Sjælen til Guds Himmel stige.
Alt hvad Hun seer, Alt hvad som Hiertet rører
Med trolig Haand hun paa sin Tavle fører
Men Tiden er en kold og gammel Kiæmpe
Der med sin Dis selv Elskovsdrikken dæmpe.
Han kommer frem med Storm, med Snee og Slud
Og sletter mangt et venligt Billed ud.
Men er det kiært for os, Erindrings Minde
Du skiærme os det Goldt for Slud og Vinde
Min Vei gaaer rastløs mod det vide Fierne
Jeg har kun Harpen og mit haab paa Gud.
Nu skilles vi - Dig vinkede Hymens Stierne
Til nye Glæder kalder den dig ud. -
Erindring om den svundne Tid os følger
Med kiærlig Haand jeg Mindet vogte vil
Og hvergang jeg seer munter barnlig Lyst
da dit skal flamme dobbelt i mit Bryst.
venskabeligst
H. C. Andersen
Slagelse den 21 April 1826