Ariccia 20/7 1861.
Kjere Jonas Collin!
Det var et prægtigt Indfald af dig at skrive mig til. Du kom engang just som jeg sad meget ene. Thi min Kone er her ikke; maske er det atter uvist om hun kommer, saaledes forfølges nemlig alle mine Ønsker og Foretagender i Livet af Nisser.
Jeg længes ganske uhyre efterat høre, hvad Andersens nye Fortælling [Iisjomfruen] indeholder. Det er ganske urigtigt at kalde det, som Andersen nu skriver "et Eventyr". Det var hans første, saadanne smaa fuldendte Tingester, som man kunde putte i en Nød, og somman atter kunde uddrage og omspænde en Verden med. I dsse Eventyr hersker ogsaa en ganske fuldendt Form, der ikke befatter sig med noget andet end den inderste Kjerne i sit Stof. Men nu, siden Andersen, ofte ubilligt, er trængt tilbage fra Romanens, Dramets, den filosoferende Fortællings Omraade, er det blot forat lade alle disse kuede Rodskud sprænge sig som Egen frem gjennem Klippen opaa et andet Sted, og nu har han, Herren hjælpe mig, baade Dramet, Romanen og sin Filosofi tilstede i Eventyret! At dette saa ikke længer er et Eventyr, forstaar sig af sig selv. Det er noget, som er Andersensk, og forresten ikke passer i et literært Apothek, ja om saa Mesteren studerede sig gal. Imidlertid kalder vi det familiært mellem os "Andersens Fortællinger". Skjønt det slet ikke heller er Fortællinger. Nu er det noget som hverken har Grændse foroven eller forneden, følgelig heller ikke i sin Form og som derfor blot den allegenealeste Natur kan styre. Og dette kan Andersen undertiden saaledes gjøre, at enkelte af hans Frembringelser utvivlsom hører til det første, som æstethisk er skabt.
Men hin Ubundethed, at al Form, og al Verden, den tragiske, komiske, lyriske, episke, Betragtningen, Sangen, Prædikenen, Spøgen, det Levende, Livløse gaa sammen som i Paradis, gjør, at man skjælver for hans næste Arbejde. Hvilken Hemmelighed rører han, hvilken Rejse maa vi gjøre, og vil det lykkes eller ikke? Du ved, at hvad jeg ikke kan komme ud af det med, det er naar han gjør Religionen til et Hospital, hvorpaa man først kommer, naar man bliver syg, eller hin Strid med Vorherre, hvor først Kræfterne fratages os, og saa siger Vorherre: vær'sgo, forsøg nu!
Saadan sker det ofte i Verden; men det er i Digtningen altid en pinlig Historie, hvis vi ikke med Tilforladelighed tør regne paa Menneskets frie Vilje, frie Valg. Han lader ofte Religionen indhente sine Personer, saa de ere hjemsøgte af en Art Bedøvelse, dog ingensteds saa slemt som i "Salomon de Caus" af Munch hvor Manden ligefrem først gjøres gal, forat Gud kan raade paa ham. Naar man saaledes standser sit eget psykologiske Maskineri, kan man følgelig heller ingen psykologisk Udvikliing præstere, følgelig Intet, som kan fange æstethisk Interesse; - det er kun Livet andengang, raat tungt, trykkende.
Men jeg vil haabe, at dette nu er overvundet, thi han lever formeget i Lykken, til længere at ville fastholde saa mørk en Side.
Altsaa jeg venter, og med en Blanding af Angst og Henrykkelse paa hans næste Arbejde. Hvad han hernede skabte, var stort, denne Rejse er følgelig velgjørende for os Alle. Ved hiin livlige Omgang saaatsige med Alle og Alt i Verden er det ogsaa lykkes ham for sin nye Frembringelsesmaade at erhverve en Form, der solklart og ømt som Solstraalen omslutter Alt, den rører. Hvor den derfor ofte slet ikke befatter sig med sin Opgave uden høst indirekte, der er den dog noget saa mærkeligt i og for sig,a t man tør ikke skjære bort. Giv ham nu Godhed og stille Hensynuden at det dog sker paa din Indivudalitets Bekostning. Selv det største er i nærheden kun Menneske, jeg g kan kun saa godt præke det for Andre, og kan saa daarligt holde det i Omgang dermed. Men vær ham dog en god Aand, hvis du lever længer end han, vil det glæde dig at vide, du har været det.
Tak for dit Brev, det aander saamegen Velvilje, baade for ham og mig. Du er en haandfast liden En. [...]
Jeg erindrer ikke, at jeg har lovet dig Manuskript til din fader. Jeg har nemlig slet Intet, som kan kaldes Manuskript. Jeg river mit Papir op i Remser, disse fylder jeg og ordner med Tal, og andre Lapper lægger jeg ved Siden fulde af Indskud og Rettelser. Saa skriver jeg dette altsammen af, retter ogsaa ofte heri, hvad skal saa kaldes Manuskript - det Første eller det Andet? Det gaar Altsammen Pokker i Vold. Jeg har heller ikke en Bog hos mig af dem, jeg har skrevet; og jeg taaler ikke at se Kladen, naar jeg er færdig. Jeg længes saa meget efter at komme saa langt op, at jeg kan se det Forudgaaende med Fred; thi denne Tilstand piner. Jeg kan i Øjeblikkene være glad i det,men det er dog blot Øjeblikke, mine Arbejder er endnu ikke blevne mine Venner.
Hils Andersen og fru Serre.
Din B.
