Dato: 3. november 1862
Fra: H.C. Andersen   Til: Carl Steen Andersen Bille
Sprog: dansk.

Tanger, 3die November

Dette Brev flyver til Dem fra Afrikas Kyst, hvorhen min Reisefælle og jeg kom igaar. Vi boe hos den engelske Ministerresident Sir John Drummond Hay, der ogsaa er dansk Konsul. I Gibraltar fandt jeg Brev fra ham og den venligste Indbydelse at komme og med min Reisekammerat boe i hans Huus. Dette Besøg udenfor Europa synes næsten at blive et Glandspunkt i Reisen; det lille Hjørne af en anden Verdensdeel har allerede frembudt saa meget Nyt og Eiendommeligt, at jeg øieblikkelig næsten kun kan rumme dette. Dog, førend jeg fortæller Ankomsten, maa De høre et Par Ord om Opholdet i Gibraltar, hvor vi blev tre Dage, hvad der ikke er lang Tid til at besee denne mærkelige Klippe-Halvø. Byen deler sig i to Dele, der skilles ved en stor udstrakt Promenade, hvorfra man har en vid Udsigt over Bugten til den spanske Side og imod Syd de maleriske Bjerge paa den afrikanske. Den nordlige Deel af Byen er det egenlige Gibraltar og omsluttes af høie, brede Mure; ved Solnedgang, naar Kanonskudet falder, lukkes alle Porte, Ingen kan da senere komme ud eller ind, førend igjen Kanonskud lyder ved Solopgang. God Musik hører man om Aftenen, der er ogsaa spansk Opera. Paa Gaderne er der livligt, og uagtet her vrimler af Arabere, Tyrker og armeniskklædte Jøder, har man dog ganske Fornemmelse af vort Hjemlige, her er et Stykke England. Med vor danske Konsul Mathisen gjorde vi en smuk Tour gjennem de mægtige Fæstningsværker. Henad slyngede, snevre Veie kom vi ud paa den flade Landtange, der forbinder Klippen Gibraltar med det spanske Høiland; alt laae udbrændt af Solvarme, kun hist og her var at see en mægtig blomstrende Kaktus; over et Stykke neutralt Land, naaede vi den første spanske Grændseby, hvor vi vendte om og igjen nærmede os den steile mægtige Klippeø, hvis forbausende Befæstninger og lange mørke Gallerier, sprængte i den haarde Klippe, vi siden skulde see. Vi kjørte hen over Murene til den store Spadseregang, der breder sig fra Haven hen til den med Pinier, Kaktus og Laurbær begroede nedre Deel af Klippen; snart naaede vi det sydligste Punkt, hvor i forunderlig Eensomhed den af Vind og Veir forvittrede Klippe løfter sig; dybt under os det mørkeblaae, næsten sorte Vand, Søfugle fløi ud og ind i de dybe Huler, her laae en Mængde Skibe, ventende paa gunstig Vind til at slippe ud af Strædet; den afrikanske Kyst syntes ganske nær, man saae Husene i Ceuta, saae Bjergformationen, saae den kunde i Enkeltheder tegnes paa Papiret. Øverst oppe i Klippen, ud imod Vest er en underlig Stor Drypsteenshule; til den knytter sig Sagnet om, at den danner en umaadelig Tunnel ned under Gibraltarstrædet, og at gjennem denne have Aberne, som findes der paa Gibraltar-Klippen og er ganske samme Slags som de paa afrikansk Kyst, fundet Veien over.

I smukt Solskin, men lidt for skrap Vind gik vi igaar morges, Søndag den 2den November, med det lille Dampskib, der noget uregelmæssig farer imellem Gibraltar og Tanger; foruden os var en Englænder ombord, ellers kun Maurer. Den europæiske Kyst, som vi forlod, saae vild og udbrændt ud; den afrikanske løftede sig i friske grønne Bjerge, paa hvilke en dobbelt Række takkede mørkeblaae Bjerghøider hilsede os. Brændingen under Kysten var meget voldsom; Skibet lagde sig et Stykke udenfor, og nu steg Englænderen og vi i en af de mange Baade, der kom for at bringe Folk iland. Kysten var opfyldt af Mennesker, en Snees Stykker af disse vadede ud i Vandet imod os, og det var som det voldsomste Røveri. Een greb en Kuffert, Een tog en Natsæk, hvert Stykke reves de om; endelig blev vi selv revne ud af Baaden og løftede op paa Skuldrene af to Mænd, som bare os gjennem Brændingen: Det var, som kom man iland mellem Vilde: Livorno og Neapel ere stille Fredens Strande imod Landingsstedet her; halv nøgne Unger, mauriske Lastdragere, beduiner, den mest brogede Vrimmel trængte sig om os hen til Byens Port, hvor der paa ophøiede Sæder sad 6 til 8 ældre Mænd i orientalsk Dragt; Visitationen af vort Tøi var meget let, og nu begav vi os til den engelske Ministerresidents Bolig. To Dage forud havde jeg med en Sivbaad, da intet Dampskib gik, sendt Brev og meldt vor Ankomst, men Baaden var fra Gibraltar først gaaet til Tarisa og endnu ikke indtruffen; man havde ikke faaet mit Brev, men Legationens Sekretair, der venlig modtog os, hørte vi, at man hver Dag i Ugen ventede os, og at Hr. Drummond Hay med Familie endnu var paa sit Landsted Ravensrock, der ligger tre engelske Mile oppe i Landet ud imod Atlanterhavet. Efterat vi havde nydt lidt Forfriskninger, blev vort Tøi lagt paa Muulæsler, vi selv fik hver et Muuldyr, og nu begyndte Ridtet gjennem de snevre, menneskeopfyldte Gader. Alt rundt om mig var nyt og eiendommeligt. Høist malerisk aabnede sig Udsigten, da vi kom ud af Byen; vi saae over de grønne Høie en Green af Atlasbjergene, og op til Byens Mure langs Kysten var der en lang Strækning med Ørkenens gule Sand, her laae en Vrimmel af Mennsker og strakte sig i det varme Solskin; det var vanskeligt at komme frem gjennem denne vilde Leir; endelig vare vi paa et Stykke brolagt Vei, der dog snart gik over i Gade mellem store Kaktus, Viftepalmer og deilig blomstrende Lyng; Veien førte til Landstedet og er anlagt af Sir John. Nedenunder os hørte vi Havet, vi saae gjennem Strædet Kysten paa europæisk og afrikansk Side; rundt om var der et forunderligt Øde og dog en overvældende frodig Vegetation; vi kom forbi en maurisk Bondegaard, indhegnet med høie Bambusrør; Familiekirkegaarden var tæt op til Bygning. Her havde for ni Aar siden vist sig en Løve, der dræbte endeel af Kvæget; Hr. Drummond-Hay med en stor Skare Folk havde været paa Jagt efter den; i Krattet nær ved Lyststedet opdagedes Sporet af den, og snart blev den seet af en af Maurerinderne, der dødblev forkyndte det; man slap en glubsk Buldog løs, men den lod Halen hænge og trak sig strax tilbage. I de senere Aar er heroppe ved kysten seet endnu en Løve, men det hører nu aldeles til Sjeldenhederne. - Henimod Klokken tre om Eftermiddagen naaede vi Ravenrock og red ind i det store nye Haveanlæg, hvor Naturen selv har plantet Laurbær, Kaktus og vilde Frugttræer. Alt i den deiligste Pragt. Lyststedet, høit paa en Klippe, ud imod Havet, skinnede med sine hvide Mure mellem det møre Løv. Paa det hjerteligste blev vi modtagene af den høist elskværdige Familie. Fru Hay er en datter af vor tidligere Konsul her i Tanger Hr. Carstensen; den Ældste af de halvvoxne Døttre er født i Kjøbenhavn, den Yngre derimod her i Afrika. Det er en ganske egen, deilig Følelse, i en fremmed Verdensdeel, hos et Folkefærd, man i Religion og Sæder er ganske forskjellig fra, med Eet at sidde hyggelig og godt som hjemme i sit eget Land, at høre Sproget herfra og see milde Øine, der sige os, at man er hjertelig velkommen. Jeg har et Værelse med en mageløs Udsigt; jeg seer den afrikanske Kyst op imod Ceute, jeg øiner paa den anden Side Gibraltar og Husene i Tarisa; iaftes lyste Fyrtaarnet derovre som en funklende Stjerne. Husets Tyende ere Alle maurisk klædte men i Huset selv er det engelsk Komfort og engelsk-dansk Gjæstfrihed. Vi blive et Par Dage herude; da flytter Familien ind til Tanger, hvor vi komme netop til en af de store Markedsdage og ville se en Mængde Folk fra det Inde af Landet med belæssede Kameler. Søndagen den 9de, maaskee en Dag senere, ventes et fransk Dampskib fra Oran; med det gaae vi da til Cadiz, men endnu have vi en heel Uge der til Udflugter og til Skuet af meget Eiendommeligt, som vil give mig uforglemmelige Erindringer.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost