Dato: 17. oktober 1821
Fra: H.C. Andersen   Til: Adam Øehlenschläger
Sprog: dansk.

Min Velgjører

Hr. Profesor Øehlenschlæger


Improvisatori,

er dette Digt.

De hellige Søstre, Ni

vel ikke ynder sligt. -

Men Hjertet taler,

ei Haanden maler,

hvad her jeg vilde.


Til Ragnarokr!

Til Guders mørke!

Naar Himlen styrter

for Surturs flamme,

og Fenrisulven

opsluger alt. -

Skal hist i Gimle

De Gode nyde

Et varig Held. -

Ei kan jeg tolke,

hvad Hjertet føler,

Alfader lønne

der ædle Iid.

I Morgenrøden,

da Dagen smiled'

paa Kanten af de lyse Skyer. -

ned steeg fra Norden,

en fager Møe,

Den fulde Læbe,

den smalle Midie

og Kindens Roser,

ei tolkes kan. -

Et Bølge Hav

De lyse Lokker,

med Blomsterkrands

af hvide Roser

omslynget, lignede. -

Ja! det var Freia!

det var den hulde,

den fagre Møe. -

"Jeg har ham lønnet"

var hendes Ord. -

"En trofast Qvinde

"og hulde Børn. -

"det er den Gave

"jeg her paaa Jorden

"gav ham til Løn. -

"En Egekrands

"hvor i jeg fletter

"med evigt grønt, en Tusindskjøn

"Jeg flette skal

"omkring Din Urne

"naar seent Du vandre

"til min Hal. -


erbødigst

Hans Christian Andersen

Elev ved det kongelige Theater

Kiøbenhavn den 17 October 1821

[påskrift af HCA:]

foræret mig igjen af Øehlenschlæger omtrent 30 Aar efter.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost