Dato: 4. april 1833
Fra: C. Molbech   Til: Jonas Collin d.æ.

Spanierne i Odense

og

Fem og tyve Aar derefter,

To originale Vaudeviller

af H.C. Andersen, idleverede i Marts 1833.

At Hr. Andersen mener at kunne smøre - ell. om man vil et finere Ord - fabriquere en Vaudeville med den samme daarlige, neppe halvt-udvoxne, kludderagtigt tilskaarne Gaasefieder, hvormed han sammenskriver sine Opera-Texter: har jeg nu lært af dette Vaudeville-Par, af hvilke den Ene virkelig ikke skal lade den Anden høre det mindste. Men hvad Fabriqueuren i sin lykkelige Indbildnings Drøm synes at have glemt, er, at man (c: baade kritiken & Publicum i Huset) lader meget passere i en Opera-Text, fordi en Componist ved saa mange Leiligheder kan være i Stand til at kaste Tonernes Slør over Forfatterens pudenda, som man ikke taaler ustraffet i en Vaudeville, hvor man faae anderledes tid til at befinde sig paa, hvad det dramatiske Product præsterer. At dette her er endnu langt under, hvad jeg havde forestillet mig, og at dette Hr. Andersens første originale dramatiske Arbeide, som jeg har læst (hans tidligere Vaudeviller kiender jeg ikke, & hans Opera-Texter kunne neppe fortiene at kaldes originale), er saa vandet, upoetisk og smagløst, saa skjødesløst, man kunde vel sige saa lapset og drengeagtigt behandlet, at jeg ligesaa lidt vilde give min Stemme til dets Opførelse, som jeg nogensinde vilde see een eneste Scene deraf, i Fald det lod sig opføre: Dette er et kort Begreb af den kritiske Dom, jeg skulde afsige over et Arbeide, som jeg kan sige, næsten har opbragt mig mod Forfatteren. Thi at anonyme Fuskere uden Prætension skrive og indsende Fuskerarbeider, hører til Naturens Orden, og kan ikke være anderledes; men at en Poet (thi dette vil Hr. A. jo dog engang passere for) med alle de Prætensioner, han har og skriver med, kan ville byde sit Renommée og det danske Theater et saa umodent, ubearbeidet, i Charakteer usselt, i Dialog trivielt og i Diction mangengang pøbelagtigt-smagløst og lavt Product som dette, kan opbringe mig ligesaa meget som at en Cand. philos. paa 30 Aar, eller der henved, som hvert Fjerdingaar eller Halvaar vil hiemsøge Theatret med sine knap halv fuldbaarne Fostre eller Misfostre, aldrig vil lære at skrive sit Modersmaal. - Iøvrigt troer jeg at have spildt Tid nok paa at gjennemlæse Hr. Andersens Vaudeviller, til at jeg skulde troe mig forpligtet til at spilde flere Timer paa den specielle Kritik af samme - som iøvrigt tilstrækkeligt kunde motiveres blot ved de 2 eller 3 første Scener.

Jeg vil da blot som et eneste Specimen paa Forfatterens Betise & Smagløshed giøre opmærksom paa at han (i I, ii Sc) lader en - maa han vel sige saa gemen Skoledreng, som Johan (og han er ovenikiøbet, hvad i min Ungdom kaldtes Mesterlectioner synge en Arie, som den, der findes - og hvor Forf. med eet vil giøre den lapsede Dreng med den længste Skoletone, til elegant allegorisk-mythisk Sanger; men derfor ogsaa (man skulde snart troe, med vitterlig Ironie) frembragte et saadant Monstrum af Dumhed, som skrevne Digt. - Og nu Salat Visen i 7de Scene, med 12 Slags Kaal, eller 12 Melodier! - tilvisse en ægte musicalsk Ret!

d 4. April 1833.

Molbech

Hr. A. vil udentvivl blive meget forundret over at see saadanne, i egen Indbildning, Mesterværker forkastede af Theater-Censorerne; men hvis der er at haabe nogen Forbedring for ham, vil han udentvivl engang i Tiden takke os for, at vi ikke (som flere af hans Velyndere, der desværre ved deres Fremgangsmaade mod ham nære en Indbildskhed, der hindrer hans Talent fra at erhverve sig de Betingelser uden hvilke det aldrig vil bringe det videre end til en ulykkelig Middelmaadighed) ved at antage saa maadelige Producter paatrykke dem et Slags Stempel, der vilde bestyrke ham i hans Indbildning at Publikums Forkastelsesdom, der neppe vilde udeblive, kun var fremkaldt af Nid eller andre personlige Grunde.

d. 9de April 1833.

L. Kirstein

Ikke antaget.

Holstein

Tekst fra: Solveig Brunholm (kopi Rigsarkivet)