At Herr H. C. Andersen er en ung Digter med Phantasie, Følelse og Vid, har i flere Aar et ikke ubetydeligt Publicum været enig i. Allerede som et uopdraget Barn , aldeles blottet for Kundskaber viste han et besynderligt Talent, til rhytmisk at udtrykke sig i Modersmaalet, med Lethed og Levenhed; han kunde digte flydende velklingende Vers, førend han kunde læse og skrive; saa man kan vel sige: at denne Gave er ham medfødt af Naturen! At han i senere Aar har giort Fremskridt, vil Billigheden ogsaa tilstaae; dog kunde han vel trænge til at udvide sin Menneskekundskab, at dyrke og skiærpe sin Dømmekraft, at øve sig i at opfatte og fremstille interessante Characterer. Til denne Øvelse er vist ingen Skole bedre; end en Udenlandsreise, og en saadan vilde udentviivl være den unge Digter til største Nytte, ligesom det ogsaa er at haabe, at det vilde bære gode Frugter for Fædrelandets Litteratur.
.den 7 Januar 1833.
.Allerunderdanigst
.Adam Oehlenschläger
.