Kjøbenhavn den 13 Novbr 1842.
Riimbrev til min Ven H. C. Andersen fra hans hengivne og oprigtige August Bournonville
Digterens Træe
November-Dagens Kulde gjennemisner
En sørgelig Natur med Regn og Slud.
Det grønne Løv døer hen og Bladet visner
See Stormen hvirvler det paa Marken ud.
Det nøgne Træe staaer pegende mod Himlen
Dets Frugt er plukket af, fortærret, glemt;
Bortdragen er mod Syden Fugle-Vrimlen
Den havde Green og Qyist i Toner stemt,
Og Digteren sig føler ung om Hjertet
For ham er Vaar og Sommer svundne hen
Uskjønsomhedens Høst hans Sjd har smertet;
Men Vinteren bringer ham en ærlig Ven.
Erindringen Du Kunstens Huldgudinde!
Du ædle Moder til de Søstre ni!
Hos Dig vil Digteren en Tilflugt finde,
Og Du med Trøst og Haab vil staae ham bi
Du kjærlig vil fortælle ham hvorlunde
Den Plante han har sat i Bjergets Læ
Er spiret frem af haarde Klippegrunde
Og voxet til et stort og deiligt Træe.
Blev det ei Ygdrasil der Valhal naaede,
Flød Urdas Kildevæld ei fra dets Rod;
En ædel Slægt dets Skyggekreds betraade
Og vederqvæged sig ved Stammens Fod.
Fra Aar til Aar forskjelligt det har prunket
Snart som Cypres, som Palme, Bøg og Lind.
Det ofte stod i Sneen dybt nedsjunket
Men blomstred' frem paany ved Foraarsvind.
Der sang Antonio om Sydens Dale
Der skreven heldig Skjald saa mangt et Ark
Mulatten kom sit heede Blod at svale,
Et O: og T: stod dybt i Træets Bark.
Der stemte Spillemanden sine Strenge
Og Fuglesvermen sang Halleluja!
Om Juul vi der saae Børneglæder hænge
Og i dets Ly fik Elskeren sit Ja!
I Som'rens Heede læsked' Dine Pærer,
Nu kastes de som overmodne hen.
Ad Aare maaskee Træet Druer bærer
Og qvæge ved sin Frugt os mildt igjen.
Derfor; lad Mismod ei Dit Hjerte nage
Lad Sorgen ei aftvinge Dig et Ak!
Hvor mange troer Du, som Guds Gaver smage
Betænke sin Velgjører vel med Tak?
Vær selv ei utaknemlig mod Din Skaber!
Du har modtaget meget af hans Haand!
For Digteren sig ingen Idræt taber
Han kan ei døe, thi alt hans Værk er Aand
