Nørrevold den 10. Marts 1850
Jeg takker Dem ret meget, kjære Ven, for Tilsendelsen af Drees Ole Lukøie og skal med Fornøielse opfylde Deres Ønske at meddele Dem, hvad Indtryk den ved Gjennmlæsningen har gjort paa mig. Men jeg beklager meget, at jeg endnu ikke har seet den opføres. I et saadant Skuespil er naturligviis Meget beregnet paa Maskineri og Theatervirkning.
Allerede for nogle Aar siden glædede jegmig over et Par Træsnit (jeg troer til en af Gersons Børneøger, hvor Ole Lukøie paa en sindrig Maade var fremstillet som en til vore Folkesagns Mytherække hørende, egen Person, ligesom Nissen, Ellefolk og Desl. Det var en gaske ny Idee; jeg veed ikke, hvem den oprindelig skyldes, men det er en virkelig Axqvisiiton i vore Folkesagns Mythologi, lige kjærkommen for Digteren som for de bildende Kunstnere. I Deres Eventyr har De (og meget muligt harj eg her primus motor) udviklet Ideen om ham videre, og lbandt Andet ved at gjøre ham til en Broder af Døden givet denne fortræffelige lille Patron, saaledes om Folketroen og Børneeverdenen hidtil har kunnet tænke sig ham, mere Indhold og Dybde. Pedersen har i sine Træsnits-Tegninger ogsaa vidst at give ham et meget characteristisk Psyiogonomi. At De endelig nu har gjort ham til en Person i et Drama, er en lykkelig Tanke, der endnu oftere maa kunne benyttes.
Nødvendigheden af Ole Lukøies NÆrværelse i dette Stykke er, troer jeg, etsteds bleve bevivlet. Men det er dog en saadan luftig og lyklig lille Personage, der her maatte tænkes til, for at motivere det Springende i Indholdet. Skulde jeg indvende Noget mod Stykkets Personer, da maatte det være den "afdøde Dagdriver". Allerede denne Benævnelse og hans hvide Cigar og Stok, der tænkes afdøde og gaaende igjen som han selv, betegne ham absolut som en comisk Person, og Ingen troer ham, naar han er alvorlig og sentimental. Jeg idetminste tænkte hele Tiden, at han dog tilsidst havde en lystig Streg i Baggrunden.
Tag nu tiltakke, kjære Ven, med disse faa, i al Hast nedskrevne Bemærkninger over Deres Skuespil, hvori der findes aamegen sand og dyb Følelse, men hvori Et og Andet, især Hist og her i Dialogen, kunde ønskes noget renere udarbeidet.
Deres venskabeligt hengivne
Henrik Hertz
