The Hans Christian Andersen Center

Dato: 10. november 1840
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

113. Til E. Collin.

Leipsig den 10 Nov 1840.

Min inderlig kjre Ven!

Brevet her, skal vel ikke sendes hjem fr naar jeg, om Gud vil, naaer Mnchen, men da jeg iaften har Tid og Rolighed og min Tanke saa ganske er hos Dem! ja jeg holder af Dem, kan De tro! vil jeg dog begynde Brevet. Her er jeg i Leipzig, boer i Stadt Rom og har en Udsigt over hele Jernbane-Gaarden, hvor Troldvognene rulle til Magdeborg og Dresden. Jeg har i Dag frste Gang i mit Liv kjrt med Dampvogn, 16 Miil i omtrent 3 1/2 Time, jeg er ganske henrykt, o havde dog De og alle der hjemme vret med! nu veed jeg hvad det er at flyve! nu kjender jeg Trkfuglenes Flugt, eller Skyens naar den jager hen over Jorden; o, hvor den ene By laae ved Siden af den anden! hvor det nrmeste Agerland foer afsted, som det snurrende Rokkehjul! Jeg maa da sige, jeg var gruelig angest for at gaae med Dampvognen, men jeg vilde og seer De! det er det forunderlige hos mig, som lader mig overvinde min medfdte Frygtagtighed; jeg havde den Flelse: Du kommer aldrig levende derfra. Men da jeg var i Vognen og den brusede afsted og intet210 Lufttryk generede, jeg var som i min Stue og Trer og Mennesker fli mig forbi flte jeg mig vel! O de stakkels Kjrende, de syntes at krybe, som Snegle! Det var fra Magdeburg til Leipsig jeg foer, over Halte, fra Klokken 7 til 10 og vi gjorte dog flere smaa Ophold, men kun eengang fik jeg Lov af Conducteuren at stige ud og hans ie var bestandigt da rettet mod Maskinen mens jeg stod udenfor. O, hvor jeg beundrer den menneskelige Aand! ja, den maae vre uddelig!; mit Hjerte sang en Hymne til Gud saa begeistret, som vist noget Hjerte har sjunget det paa den flyvende Vogn. O, saaledes at reise ja det er just det rette. Dampvognen, som jeg var angest for, det er just min Reise-Hest! men jeg maa fortlle Dem lidt fra jeg sidst sendte Dem Brev, det var fra Lbek. Gotlieb har jeg skrevet til fra Hamburg, De har da hrt hvorledes jeg med Extrapost foer til Breitenburg, medens Rantzau havde sendt sin Eqvipage efter mig. Han gjorte en lille Fete for mig, kjrte mig siden til Itzehoe og derfra gik jeg med Dampskibet Stren til Hamborg hvor jeg hos Grev Holcks nd en magels Gjstfrihed, jeg gjorte Bekjendtskab med Gutzkov og hrte den bermte Lizt, ja jeg stod Side om Side med ham, vi talte sammen, men han fik ei at vide hvem jeg var. Lizst saae ud, som om han havde ligget paa det ordopdiske Institut, der var noget saa edderkopagtigt, noget saa klein Zackes genannt Zinober, som gjorte et uhyggelig Indtryk; og da han spillede, syntes jeg han var en Fordmt der skulde spille sin Sjl fri! han tiltalte slet ikke min Flelse, men kun min Fantasie, dog Sligt har jeg aldrig hrt! Amalie Rieffel er virkelig ikke saadant noget. Han var ddbleg og Vanddraaberne stod i hans Ansigt. Ved Consertens Slutning kom Hotellets Bademester og uddelte Krandse til Damerne og bad dem kaste disse paa Liest211, det skete, men jeg tnkte; havde det vret Luzile Grann, saa havde det hedt i mit onde Danmark: det var et Arangement af Hotellets Folk! og Lizt fortjente det! Lizt som har givet en heel Formue til et Marmor-Monument for Bethoven der dde i Usselhed, Lizt der altid deler med de Fattige! han er styg, men han spiller sig interessant og smuk! Den 7de November reiste jeg over Harburg, hvor en tyk, fattig Dame, spiiste med mig! hun var saa fattigeret thi hun gav Helteinderoller og de fattigerede; Dagen forud havde hun spillet med den danske Pallesen i Lbeck og saa kastede hun sin Boa, der fllede, nok saa dristigt over den fede Skulder. I Braunschweig traf jeg ikke Hr Vieveg, han var endnu med sin212 Kone paa Reise; Dagen efter da jeg stod og skulde med Posten til Magdeburg kom Vieweg, der var indtruffen om Natten, han vilde saa gjerne at jeg skulde have blevet hos ham nogle Dage, men nu lod det sig ikke arangere. Han sagde mig at Billedbogen uden Billeder var daarlig oversat, at den nok var correct men hele den poetiske Duft borte. Fortalte at Nur ein Geiger var udbredt over hele Tydskland og at hvor jeg traf Folk der lste, vilde jeg finde Venner. Han havde Lyst til at faae mere af mig ud i Tydskland og jeg talte om Prof: Abrahams, der har nsket det og Hr. Vieweg meente om Abrahams kunde tage sig af de poetiske, (lyriske) og Jenssen af de tilkommende Romaner. Siig til Abrahams at han kan efter sine Anskuelser nu gjerne skrive Hr Vieweg til, om han maaskee kan indlede en Forhandling med ham angaaende: Mulatten, Maurerpigen og Ravnen, de tre i et Bind, og kaldes Andersens dramatiske Vrker 1ste Deel. Pasagererne i Vognen hrte ved vor Samtale hvem jeg var og jeg blev behandlet, som et sjldent Menneske. Jeg maatte give en Dame min Haandskrift og en Herre fra Blankenburg, der var meget musikalsk og kjendte godt Hartmanns Musik fik Hartmanns: Den danske Bonde. Siig Hartmann det. Saa krb vi en slet Vei over Halberstadt til Magdeburg og fli nu her til Leipzig!

Nrnberg den 14 November213.

Nu er jeg her og har hvilet mig en Nat efter at have reist to Nttere og Dage, det var en noget trttende Tour. Men jeg vil vende tilbage igjen til Leipzig og fortlle derfra. Den anden Dag i Leipzig var ogsaa den sidste, skjndt jeg fortryder jeg lod mig saa snart indskrive med Posten, men det var for at slippe snart Nord-Tydskland hvor Pengene smlte mellem Hnderne og jeg har dog intet Sted vret paa Comedie, ingen extra Udgifter gjort. Jeg skulde altsaa bort fra Leipzig igjen Dagen efter Klokken 4 om Eftermiddagen, men Brockhaus havde arangeret Middag for mig til Klokken eet for at jeg kunde spise der og jeg fik ogsaa en saa elskelig Behandling, og Taksigelse for mine Romaner, som jeg neppe havde troet; men hr nu! imorgenstunden sgte jeg Mendelsohn-Bartholdy op, hvem Deres Sster har hilst mig fra paa deres Rhiinreise; han var paa Prve i den store Concert Sal, jeg gik der hen, lod ham kalde ud og da han hrte hvem jeg var, blev hans Ansigt saa levende, han jublede ganske hit: Naa saa kommer De dog engang til os! vor kjre Digter! han bad mig nu hre Prven paa en Symphonie af Bethoven, jeg troer den 7de; nu indviterede han mig til Middag, men da jeg alt skulde til Brockhaus kunde jeg ikke. Ja saa kommer jeg paa Posthuset, naar De reiser og saa tale vi lidt mere! Da jeg imidlertid var ved mit Middagsbord, kom der Brev fra Mendelsohn, hvem Mad: Brockhaus strax havde skrevet til om at komme sammen med mig der, men han havde selv Selskab; jeg fik da et smukt Brev fra ham og han havde komponeret et lille Stykke, som fulgte med paa den anden Side Brevet. Jeg gav ham til Gjengjeld, da han nskede min Haandskrift, et Exemplar af Hartmanns Cantate i Studenterforeningen og skrev nogle Ord derpaa; siig til Hartmann at jeg troer saaledes at jeg har givet hans Musik til een af de Vrdigste. Jeg sagde til Mendelsohn, at han havde talt om mig paa Rhinen med nogle danske Damer og jeg nvnede Fru Drevsen, nei, sagde han, hun hed ikke saa, det var et Navn der klinger som Coline! Louise Collin! sagde jeg og han huskede hende tydelig! Jeg nvner Louise! ja kjre Ven iaftes (den 13) da jeg var kommet her til Nrnberg havde jeg en uforklarlig Flelse af at det var Louises Bryllups Dag[;] jeg drak hendes og Linds Skaal! Gud gjre dem ret lykkelige! jeg veed de har tnkt paa mig! Mit Stykke gaaer maaske i Aften frste Gang, gaaer Aftenen efter Louises Bryllup. Skriv om begge Dele kjre Ven. Fra Leipzig gik Reisen over Hoff og Bayreuth i to Nttere og Dage. Jeg kom her til Nrnberg og da jeg i Vogn-Nttet skulde tage min Paraply var den borte og en Dame-Parasol efterladt i Stedet! en Dame havde i Bayreuth forladt Diligensen og taget min Paraply for sin Parasol! jeg gjorte Larm og der gik strax Brev til Bayreuth[;] Postvsenet mener at skaffe mig den, men det er vel ikke saa trolig, godt er det at jeg ingen ny kjbte. Jeg boer i Strudsen, fortl Wulle det!

I Dag har jeg seet den gamle Borg, Kirkerne, Albrect Duerers og Hans Saxs Huus; her er hist gammeldags, grnne Huse med smaa Taarne, Kanapper og Altaner, Springvand og Helgenbilleder. Jeg er fra Brockhaus adresseret til den rige Boghandler Campe; han har indfrt mig i Museum et Slags Atheneum og givet mig nogle Bger, samt anbefalings Breve til Augsburg hvor hen jeg reiser imorgen. Aviser med Nyheder fra

Kjbenhavn har jeg lst i Eftermiddag. Campe forrede mig en Sang, der i nogle faae Uger er blevet til Folkesang i hele Tydskland, den er af en ung Mand Becker, som lever i Cln og blev der nyelig for frste Gang afsjunget og gjentaget i Theatret; her i Nrnberg slges den nu, som i alle Byer paa Gaderne; her214 er Sangen, der har til Overskrift: Der deutsche Rhein. (C'est notre Parisienne).

1.

Sie sollen ihn nicht haben

Den freien, deutschen Rhein,

Ob sie wie gier'ge Raben

Sich heiser darnach schrei'n.

2.

So lang' er ruhig wallend

Sein grnes Kleid noch trgt,

So lang' ein Ruder schallend

In seine Wogen schlgt.

3.

Sie sollen ihn nicht haben

Den freien, deutschen Rhein,

So lang' sich Herzen laben

An seinem Feuerwein!

4.

So lang in seinem Strome

Noch fest die Felsen stehn,

So lang' sich hohe Dome

In seinem Spiegel sehn.

5.

Sie sollen ihn nicht haben

Den freien, deutschen Rhein,

So lang noch khnen Knaben

Um schlanke Dirne frei'n

6.

So lang die Flosse hebet

Ein Fisch auf seinem Grund,

So lang' ein Lied noch lebet

In seiner Snger Mund.

7.

Sie sollen ihn nicht haben

Den freien, deutschen Rhein,

Bis seine Flut begraben

Des letzten Manns Gebein!

Denne Sang gjr i Tydskland samme Opsigt, som i Danmark Holstes: O Fdreland!

Augsburg den 16 November.

Imorges Klokken 5 kom jeg her til og begyndte med at gaae i Seng og sove en 3 Timer; jeg var anbefalet til Redacteuren af Algemeine Zeitung Dr Kolb, der i Dag har gjort mig Vesit og fortalte mig at han just af: Nur ein Geiger, gjorte et Uddrag af mit Liv og Levnet for at det nu jeg var i Tydskland, som han alt vidste af Bladene, kunde komme i Algemeine Zeitung; han, ligesom alle her i Tydskland behandle mig saa himmelvidt forskjelligt fra de fleste i Hjemmet; o Gud hvor jeg fler mig bld derved, ret ydmyg af Hjertet; ja jeg har et Navn anderledes end de troe derhjemme; men kjre Ven, jeg vil med Guds Hjlp strbe at fortjene det!

Af en Boghandler Himmer blev jeg indfrt i Dag i Harmonien og hvad der isr intereserede mig og som De endelig maa lade rsted vide, eller lade ham lse dette af mit Brev, jeg saae hos en Sveitser, Isenring, Maler fra St Gallen, en Samling udmrkede Daguereotypper og det Portrtter tagne i 10 a 5 Minutter af levende Mennesker, de vare i alle Strrelser og saae ud som Raderinger paa Staalplader, Haaret var smukt, og iet ganske tydeligt, selv Glandspunket i Pupilen. Silketiet i Klderne ganske mrkeligt skjnt; Manden viste mig ogsaa nogle Portrtter med Farve, men de behagede mig mindre, thi Indtsningen af det Rde gav dem en Colorit, som naar Maleren fremstiller et Ansigt belyst af en strk Ild. Efter paa den photographiske Vei at have faaet Billedet, giver han det ved Indtsning Farven. Der var 47 Portrtter. Jeg boer i Zum drey Mohren, hvor jeg som Maurerpigens og Mulattens Forfatter syntes jeg maatte tage ind, men jeg mrker det er det strste og dyreste Hotel i Staden, dog jeg reiser alt imorgen Klokken 8 med Dampvognen paa Jernbanen til Mnchen, det er min anden Jernbane Reise. Gid jeg nu maa trffe Holst, ellers bliver jeg rigtig nok rgerlig. Hans Kone sagde at hun skulde sende sine Breve til Frankfurt og Mnchen, men Rantzau sagde at Holst var gaaet til Berlin; ingen veed noget om ham. I gaar passerede jeg den nye Canal, ved Nrnberg, der skal forbinde Donau med Rhinen. Kys Wulle, Lovelase og Jonas og giv dem et Stykke Sukker for hvert Kys, saa lnges de vel efter flere Kys fra mig.

Mnchen den 17 November 1840.

Her er jeg og har gjort min anden Jernbane reise, men den var meget langsom imod den frste, en Deel gjr det vel at vi maa stige 228 Fod fra Augsburg, dertil kom en skrkkelig Storm og den virkede mrkvrdig ind paa Farten, som ogsaa Damp-Conducteuren sagde, det gik ikke strkere end en meget rask Kjrsel, Kjellerup tog imod mig da jeg steeg ud af Vognen, lidt efter saae jeg Blunck; frst et Par Timer efter traf jeg Holst, som jeg ret gldede mig ved at mde; det var hans Bestemmelse at blive en Maaned her, jeg vilde kun otte Dage, da Alperne ganske ligge med Snee og vi fiede os da saaledes efter hinanden, at vi fra i Dag blive her 14 Dage, som er vel lnge og kan maaskee skaffe os Nd nok i Tyrol. I Aften var jeg paa Kunstner-Kneipe og blev srdeles smukt modtaget af mange Bekjendtere. Her er et Ls og det et Dagvogns Ls Danske. Imorgen fltter Holst og jeg sammen; jeg har udgivet 118 Rdlr, deri er en ny Hat; Dersom De strax naar De modtager dette Brev vil skrive da kan jeg mueligt endnu faae det her i Mnchen; at jeg vilde vre meget lykkelig ved at hre noget godt om Maurerpigen fr jeg gik over Alperne, begriber De. Siig mig Louises Bryllups Dag og hils hende og Lind. Sig Deres trofaste kjre Moder at hun saa tidt er i min Tanke! Deres Fader hilser De og Ingeborg, min egen kjreSkolemester! Hils Drevsen, Jonna og hele Brneflokken. Naar Deres Jette lser dette Brev, er maaskee min Tanke hos hende! O hvor man dog ude, lrer at skatte sine Venner. Hils ret Gotlieb, Gusta og Brnene der! Hils Deres Onkel, og siig han maa holde sig rask til vi mdes; tryk Vilken i Haanden og bring en venlig God Dag til Sstrene der. Min kjre Theodor skal faae en Geburtsdags Present fra Italien. Hils Thybergs! ja hils til Hiere og Venstre, i Stuen og paa 1ste Sal og skriv snart min prvede, elskede Eduard, min bedste Des-Broder

H.C.Andersen.

[I Margen paa 3. Side: ] Vegener var een af de frste jeg traf i Dag her i Mnchen, han blev meget glad over Brevet jeg bragte ham; han yttrede stor Lngsel efter Hjemmet.

Iaften var han med paa Kneipe, ogsaa Marstrand.

[Nederst findes nogle Linier fra H.P.Holst til Edvard Collin.]

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter