The Hans Christian Andersen Center

Dato: 3. august 1858
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

Maxen ved Dresden den 3 Aug: 1858.

Kjre Ven!

Allerede har jeg vret fjorten Dage her i Maxen, og her modtog jeg iaftes Deres inderligvelkomne Brev; jeg begyndte i den sidste Tid at frygte at De, eller Deres Kone, var syg, eftersom jeg slet ikke hrte fra Dem! nu hjertelig Tak fordi De skrev. Min sidste Skrivelse kom fra Brunnen, afsendt Dagen fr jeg med den unge Drevsen, tog Veien op paa St Gotthardt. Det deiligste Veir havde vi, og det har fulgt os, saalnge vi var i Schweitz og altsaa meest trngte til det. Vi gik heelt over Bjerget, til den italienske Side, vendte igjen tilbage og sov i Hospenthal, Sneen laae skinnende hvid, Alperoserne blomstrede, og vi frs, som var det i Januar. Siden gik vi tilbage over Vierwaldtstadterse til Glarus, og beseilede den melankolske Wallenstadter se, gjennem hvis nre steile Klippevgge vi hrte Springningen for den ny Jernbane, nu er snart et Banenet spndt gjennem hele Schweitz, og om to Aar kan man gaae gjennem Alpekjden lige til Milano. / Det interessanteste Opholdssted for mig i Schweitz var imidlertid denne Gang: Ragaz, her er et Hotel, storartet som Hotellerne skulle vre det i Amerika, man finder i Bygningen selv, Kirke, Theater, kort enhver Slags Indretning. Fra Ragaz strkker sig, en Times Vei, en Klippe-Spalte, gjennem hvilken Floden Tamina bruser og hit over den er sprngt [overstr: Vogn] Vei, smal, saa at kun en lille Vogn kan kjre der og det er alene mueligt at slippe forbi en anden Vogn ved at denne holder paa de dertil bestemte Steder, indtil den anden har [overstr: forbi] passeret. Klippeveien ender ved en klosteragtig Bygning der synes kastet hen i denne Afgrund, denne Bygning er Bad-Pfffers; gaaer man nu gjennem dens hvlvede Gange ud paa den anden Side, da ophrer Veien, Klften gaber under os, og de taarnhie sorte Fjeldvgge hlde sig mod hinanden, saa at Daglyset kun hist og her formaaer at trnge ind, og dog maa man her endnu fremad et Qvarteers Vandring. Uhyre Bjlker ere fstede til Klippen, et Gelnder af Trstammer, men saa aabent, at falder man, da gaaer man under det ned i Afgrunden, af denne Vei naaer man til Taomina Flodens Udspring der er en kogende Kilde. Noget mere Rdsomt har jeg aldrig seet, jeg gik Halweien, da sprang Sveden mig ud af alle Porer, mine Fdder vaklede, Freren vdede mit Hoved med koldt Vand, jeg lukkede inene og samlede mig, gik saa igjen et Stykke, dette gjentoges, men da jeg / var omtrent hundrede Skridt fra Maalet, greb Svimmelen mig, jeg skreeg hit og det var et Helved at naae tilbage, ned igjen og der faldt jeg, som en vaad Klud til Jorden, aldrig glemmer jeg den Vandring. Gjennem Linth-Kanalen gik jeg ind i Zrickersen, tog paa Jernbane til Schaffhausen og med Dampskib derfra over Bodensee til Lindau. Fem Dage bleve vi Mnchen, der hrte jeg af en hitstaaende Mand at Alt syntes at staae godt med Danmark og Tydskland, at Svaret fra dansk Side vistnok vilde vre ganske tilfredsstillende, nu mlder De i Deres Brev ganske det Modsatte. Jeg hrer her i Tydskland, saa godt som aldrig tale om Stridighederne, her i Maxen allermindst. Deres Efterretning har imidlertid saaledes virket paa mig i Nat, at jeg bestandig drmte om Krig og at alle mine Penge, paa een Rdlr nr var borte, Passet kunde ikke findes. Jeg var i stor Urolighed; godt naar det bliver kun ved Drmme. I den sidste Uge har det stadigt regnet her, Floderne trde over deres Leie, og rive med sig Huse, Sd, Vogne, ja selv en Vugge med et levende Barn kom forleden flydende hrer jeg; Skybrud paa Skybrud og dertil er her meget koldt; vi have her om Morgenen kun otte Grader. Mit Egetr staaer i fuld Vxt her i Maxen, et Danebrogs Flag veier over det. / Professor Welhaven har i lngere Tid opholdt sig i Dresden og var herude i Maxen, paa Serres Fdselsdag, indfrt af et Par Dresdner Digterinder, De veed at Dresden skal have 65 af den Slags. Sidst i August kommer jeg til Danmark og flyver fra Korser til Sor, jeg haaber at De har Huusrum til mig et Par Dage! - Hvad De fortller mig om Hedt og hans Parties tiltagende Magt, har jeg forudseet, det gjr mig ondt for Theatret, thi saaledes gaaer det ikke godt. Hauch slipper vel ikke sin Post. Bring Rector Boyesen min hjertelige Hilsen, ligesaa Zeuthens, Wilsters og hver som venligt erindrer sig mig. - Paa Reisen, veed De, jeg aldrig skriver Noget, men jeg tnker at [overstr: jeg] i Hjemmet, vil det aandelige Reise-Bad virke og nye Eventyr og Digtninger skyde frem. Jeg er i denne Tid plaget af en Byld under Armen, Noget skal man jo die, det er smerteligt, men haaber jeg, faaer vel ende!. Mine Eventyr paa Tydsk, komme frst ud i October, jeg gjennemlser dem i denne Tid, men de stirre saa trre og fremmede paa mig, kunne ikke gjengives fler jeg, tidt piner Oversttelsen mig nsten til Taarer. Lev nu hjertelig vel! De og Deres fortrffelige Hustru.

Deres trofast hengivne

H. C. Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 502-05)