The Hans Christian Andersen Center

Dato: 28. april 1840
Fra: Henriette Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Tirsdag d: 28de April 1840.

I Sndags Middags da jeg kom hjem fra nogle Visitter der lnge havde ligget mig paa Samvittigheden, havde Hansen vret her med Deres Brev, og den nydelige Bog573 , hvormed De har overrasket Ssteren. Tak for den gode Andersen, tak for den venlige broderlige Tanke at vilde glde mig, jeg skjnner paa den som paa Gaven, der daglig skal minde mig om Broderen, om den Hyldning Nabolandet har givet Digteren, og om Andersens Kjrlighed til dette Land ! Det forreste Portrait er rigtignok ikke hldigt574, det ligner Dem som Dreng, siger Tante Gusta, det kan jeg nu ikke huske, det Kobberstykke som De tidligere har sendt mig er det troeste; men det fornjer mig alligevel at have Deres Portrait i mit lille Haandbibliothek. Seer De jeg spaaede rigtigt paa Deres Fdselsdag, at Deres mindre Udflugter vilde bringe Dem Glde ! Hvor Moder har vret glad paa Deres Vegne. Fader grd da han lste Deres Brev, de have begge bedet mig sige Dem hvormeget de have deeltaget i den Hder og Opmuntring der er bleven Dem tildeel. Jeg kan saa godt stte mig ind i hvordan Flelsen maae have overvldet Dem, og hvordan det Hele forunderligt maae have greben Dem, jeg kjender denne physiske Slaphed der flger paa en strk aandelig Anspndelse, enten den nu er frembragt ved Glde eller Smerte, og kan ogsaa derfor godt begribe at De ilede med at forkorte Deres Ophold i Sverrig. Jeg havde slet Intet lst i Bladene som vi ikke mere see, Deres Beskrivelse var mig nye og overraskende, den virkede ogsaa besynderligt paa mig, der strmmede under Lsningen saa mange forskillige Flelser ind paa mig, at jeg blev mat og aldeles stille. Sstrene syntes at det var saa underligt, at jeg slet ikke gldede mig paa Deres Vegne, jeg var nr ved at grde over at de kunde tro det, men jeg kunde ikke vre anderledes. Saaledes har De ogsaa engang sagt, at jeg ikke blev glad naar jeg saae mine Venner igjen, at jeg ikke gldede mig naar De efter et Aars Forlb besgte os nogle Dage, jeg har saa tidt nsket at jeg kunde glde mig som Andre fornuftige Mennesker, saa var Glden mig ingen Smerte som den nu ofte er, o, jeg tror at jeg kunde de af en stor ret pludselig Glde, derfor er det jo godt at Vorherre her i Verden kun har tildeelt mig de mindre. Det maae have vret en underlig hjtidelig Flelse da De stod der, og de Alle blottede deres Hoveder, o, jeg kan godt tnke mig, at jo hjere man staaer i Menneskenes jne, jo ringere maae man fle sig for Gud, denne Flelse af sand Ydmyghed er dog vist ogsaa den hjeste Fuldendthed en Konstner tilegner sig, og for enhver mere end almindelig Skabning den sidste Afrunding Gud giver sit Billede ! Tror De ogsaa ligesom Sstrene at jeg ikke ret har gldet mig paa Deres Vegne? Det er saa beskedent og smukt hvad Andersen har svaret Ordfreren, sagde Moder, det er det ogsaa, og jeg tror Beskedenhed er hos Dem en rlig Flelse naar den yttrer sig, og ikke som hos Mange en villet Form, derfor stter jeg Priis paa den. Medgang forvenner og fordrver siger man nok, det tror jeg ikke, det er saa svrt at vre beskeden naar man bliver dadlet, og jeg synes det er saa let at vre god naar man ret fler sig lykkelig. Alting klder de Lykkelige, Alt bliver dem henregnet til Fortjeneste, endog den Munterhed og Livsglde som de gode Dage medfrer, naar jeg nu seer saadanne klare Solskinsmennesker saa oplives jeg i deres Nrhed, Verden forekommer mig smukkere, og jeg fler mig mere tiltrukken af Menneskene; men der hrer Kraft til lnge at bade sig i disse Solstraaler uden at gjennemisnes af det eget Livs Kulde og Tomhed, saa er det langt lettere at krybe om i Skyggen og grde med Sorgen, saa er det eget Jeg dog en Blomst paa Graven der qvger med Duft og Farve! Dog jeg begriber ikke hvor jeg kommer til denne forfljne Betragtning, der slet intet har at gjre med hvad jeg vilde skrive om. Jeg snakker saa meget for at tnke mindre, jeg fler mig ret angreben i disse Dage, syg er jeg vel egentlig ikke; men jeg har undertiden en Angst over mig der virkelig er kvlende, og dertil fler jeg mig saa gruelig mat, saa mine Timer i hj Grad trtte mig, ja det anstrnger mig nsten at tale, paa dette Brev har jeg alt skrevet i 3 Dage, jeg har vret saa rask i det sidste Aar derfor er det mig maaskee mere paafaldende, den pludselige Overgang til Sommer bidrager vist sit til dette Ildebefindende; men endnu mere gjr den Spnding vi Alle gaae i nu de kjre Forldres Afreise er saa nr for Haanden og Fader desvrre igjen er saa slet, ja det er han, det glade Haab som hans Bedring gav os er nu ganske tilintetgjort. Om 14 Dage reiser Top hvis Kahyt vi have leiet, og med hvem Alt er afgjort, da han ikke kunde indlade sig paa en bestemt Afgjrelse, Gusta er endnu noget svag efter Mslingerne og hun behver saa megen Styrke, Moder er som sdvanlig, om hun ogsaa har aandelig begriber jeg ikke hvor hun skal tage legemlig Kraft fra til hvad der forestaar. Den Operation som Liebe har gjennemgaaet kan Faderen ikke underkaste sig det er umuligt han vil det heller ikke; og vores Lge har aldeles fraraadet ham det, kan Knusning nu ikke foretages, saa er der intet tilovers uden at see de gruelige Lidelser bestandig tiltage, til de maaskee om et Aar, maaskee om lngere Tid ende med Koldbrand eller Tring. Seer De naar Alt staaer saa klart for en, og ens Haab kun hnger ved et Spindelvv, saa hrer der meget til ikke at bukke under for Smerte og ngstelse. Men jeg ved nok at det ikke er Ret at jeg saaledes klager for Dem, nu isr da De fler Dem saa glad og lykkelig, burde jeg ikke, ikke engang for jeblikke kaste mine Sorger paa Dem, men her hjemme maae jeg jo vre saa strk som muligt ude blandt Fremmede er det mig en Pine at udtale sligt jeg er desuden saaledes i Vane med at vise Folk et muntert Ansigt, at det nsten bliver betragtet som en Fordring til mig at see det, derfor bliver jeg helst hjemme. Jeg vil herefter heller ikke faae megen Tid at anvende paa det selskabelige Liv, thi fra frste Mai af faar jeg endnu en Time mere daglig. Brnene blive nu strre og maae beskjftiges mere. Schnheyders have saa gjerne nsket at jeg skulde lse med deres Brn allene, jeg have gjerne gjort det. Reckes Brn ere saa angribende livlige, og det koster mig en hj Grad af Overvindelse at vre streng imod Brn; og ja jeg veed nok, at det er en daarlig Kjrlighed jeg holder desuden saa meget af alle Brnene at jeg sielden har Kraft dertil. Jeg aandede saa frit da alt var afgjort med Schnheyders; men saa vilde Reckes ikke give Silp paa mig; Brnene grd og Moderen spurgte mig, om jeg da foretrak Schnheyders Brn for hendes, og saa blev det da ved det Gamle, jeg tog een Time til, Forldrene tilbd at holde Lrere til flere Ting, og forhjede min Indtgt, men nu kan de jo ogsaa gjre strre Fordringer til mig, og jeg frygter at Brnenes Hengivenhed for mig gjr, at Forldrene overvurderer mine Evner.

Fredag Eftermiddag. [1.5.] Det er en ret smuk Melodi der er til Deres skandinaviske Sang575 , jeg troer isr den vil lyde godt for flere Stemmer, jeg har endnu ikke lst alt i Hertha kun Fortllingen, de danske, og nogle af de svenske Digte det falder mig ikke ganske let at forstaae det Svenske, flere Ord ere mig aldeles uforstaaelige, Deres lille Digt Aarets Maaneder er morsomt576 , det kjendte jeg ikke. Nicander er ikke smuk, om Portraitet ligner ham577 , det er ganske Oldenborgs forrige Informators Ansigt, hvad der i den lille Fortlling morede mig meest var den unge Reisendes Glde over at komme til Hovedstaden, see Theateret, Konstnerne, mde Andersen paa stergade, paa Volden eller fra Theateret til Hotel du Nord, sommetider forekommer det mig saa underligt, at De er saadan en vigtig Person, og at jeg kjender en stor og omtalt Mand saa nje nje ja det vil jeg nu egentlig ikke sige, somoftest kjender man kun det Billede man danner sig af et Menneske og hvor ofte er det dets Speilbillede! De har lovet Sverrig et Arbeide hvor De vil udtale Deres Kjrlighed for dette Land Deres ny Tragedie kan det da ikke blive, vel? Den foregaar jo i Spanien. Adjunct Hansen hvem jeg igaar var samlet med var ganske henreven af Mulattens Opfrelse i Kjbenhavn han talte ogsaa lidt om Deres nye Arbeide, jeg tnkte nsten at han havde vidst lidt mere om det en jeg; men han sagde: " jeg havde gjerne udspurgt A? mere om det; men fandt det ubeskedent, jeg sagde ham da hvad Tragedien skulde hedde, det havde jeg Lov til, det er ikke Noget De har betroet mig men som jeg paa 3die Haand selv har skaffet mig at vide. Hvad synes De om Hansen? Flere af vore unge Damer her sverme lidt for ham siger man , han er for jeblikket i Mode ; "De har saadan en vis uforskammet Godmodighed Hansen! der baner Dem Vei overalt" siger Sich i Spg til ham, og den Paagjldende leer deraf. Hansen er et godt Hoved i hvilket der dog er en evig Gjring, han er rlig og usdvanlig ejendommelig, det er vistnok det der gjr ham interessant, thi noget behageligt har han jo egentlig ikke. Han er ganske overordentlig indtaget af Deres Mulat som jeg veed han har forelst flere Steder her i Byen. Thomsen har faaet Deres Hilsen ! Svenskernes Hyldning kan jo ingen Hemmelighed vre, jeg har derfor fortalt flere af mine Bekjendtere hvorledes det Hele gik til, thi hvad der har staaet i Bladene var saa lidt. Kjre Andersen naar mine Forldre komme til Kjbh. saa see engang imellem til dem, det er ikke noget Oplivende jeg beder Dem om; men jeg veed at det vil glde Fader og Moder, selv om den Frste i den Pirrelighed Smerten undertiden medfrer ikke altid viser det. De vil vist ogsaa kunne trffe Moder eller Gusta i et andet Vrelse. Her har De nu et Brev der ikke indeholder saa mange Linier som det foregaaende; men dog sikkert dobbelt saa mange som Deres jeg giver Dem i Materiel, hvad jeg ikke kan give Dem i Gehalt. Jeg vilde skrive nu strax deels for at takke Dem for Deres smukke Forring, deels fordi jeg fler, at jeg lngere hen ikke vil kunne skrive, De maae nu intet Brev vente fra mig fr de frste Efterretninger ere indlbne fra Kjbh. Levvel, skriv mig til naar De fler Trang dertil. Tankerne ere vel somoftest i Nabolandet. Levvel min kjre Broder, gid at Deres Fremtid ret maae blive lykkelig, og troe at Ingen nsker det inderligere end Ssteren.

Lrdag [2.5.] Med Fader er det det samme nu jeg slutter mit Brev, som da jeg begyndte det; men jeg selv fler mig noget bedre, og saa bliver Hjertet, ogsaa lettere, og klynger sig til Haabets Spindelvv, som til et Ankertoug. Gud lad det ikke briste! De spaaer os Glde i det lille Hjem paa Overgade, o, det er mig saa kjrt hvor man dog kan hnge ved dde Ting; men "Alt hvad kjrt er maae man miste", har De jo selv sagt, det vil gaa med det som med Tolderlund, derude er det nu ikke mere saa trist som De ofte fandt det. Prinds Fritses Frue Friede ligger paa Landet der hvor hendes Elsker saa ofte levede som Dreng578 , de smaae simple Vrelser skal vre elegant meubleret, der er lyst i Stuerne thi de 4 store Abbeliner som bar Deres Plader ere huggede ned til Roden579 . Fruen og hendes Veninder spadsere nu i de Gange, hvori jeg husker hver Trrod, streife gjennem Skov og Mark, og gjennem den lille Lund hvor Bedstefars Minde staaer580.

Jeg skal bringe Dem to srdeles Hilsner fra Louise og Caroline, den sidste forlader os en af de frste Dage, ogsaa Louises Reise bliver nok nu fr Faders da denne saaledes har trukken sig i Langdrag. Kalkar bragte os en Hilsen fra Dem gjennem hans Kone. Den Usynlige gik 3die Gang i Sndags; men var ikke saa besgt som sdvanligt da det var Confirmationssndag, og her vare flere Selskaber i Byen, jeg havde Plads til en Loge den Aften; men flte mig saa syg at jeg maatte blive hjemme, det var den pludselige Varme, den kjligere Luft har igjen gjort mig godt. Alle hilse

Deres skandinaviske Sang er deilig; men De maae nu sverme saa meget for Sverrig som De vil, saa er og bliver Verset om Norge dog det smukkeste.

Igaar for et Aar siden rullede jeg med Deligencen ind i Kjbh. Hils Fr. Lsse naar De seer hende.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost