The Hans Christian Andersen Center

Dato: 6. januar 1836
Fra: C.E.F. Weyse   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

[Januar 1836]

Carissime domine poeta! Det tungnmmede Kjbenhavn kan ikke rigtigt forstaae hvorledes det hnger sammen med anden Acts Finale i vor Opera; de fleste troe, at Scenen er paa Kenilworth og kunne ikke begribe, at Dronningen og Leicester ikke ere tilstede. Det var derfor maaskee ikke af Veien om De tilfjede en lille Introductions-Talescene til Finalet, hvis prosaiske Indhold (hvilket De ad libtium vilde behage at udpynte poetisk) kunde omtrent lyde som saa:

Scene: Skoven med Vertshuset. Holiday, Dickie og Bob trde ind.

Dickie til Holiday: I havde saa megen Hast, og nu ere vi dog de allerfrste. Holiday: En Skolemester br vre prcis, gid de Andre ogsaa vare det; thi vi have ingen Tid at spilde, der skal endnu foretages meget, inden vi kunne begive Os paa Vejen til Kenilworth. Bob: Hvad er her paafrde? Holiday: En Deel af Omegnens Beboere skulle samles for at prve Sangen og Dandsene, de senere skulle udfre for Dronningen paa Kenilworth. Bob: Det var herligt! saa kan jeg see paa det i Magelighed; paa Kenilworth vil jeg neppe vre saa lykkelig. Dickie: Naa, Gudskelov, der kommer de osv.

Her begynder Finalet, under hvis frste Ritornell Folket forsamles o.s.v. Den hje Theaterdirection vil, som jeg haaber, Intet have imod de Par Repliker. Det var Nummer Eet. Nummer To er, at man ikke forstaaer, hvorledes Barney kommer til at styrte ned i Stedet for Emmy. Jeg mener altsaa at hans sidste Replik kunde saaledes forandres, at han deri med bestemet Ord udtrykkede det Forst at ville drbe hende egenhndigt, da der nu ikke var Tid til at vente paa Foster, - og med dragen Svrd styrtede afsted, og ikke lod sig see paa Galleriet fr end jeg har bemrket det i mit Partitur, med de Ord: "Snart jeg Tegnet hrer". Og endelig drittens und letztens: Da hendes Maj. Drnningen spiller en forlegen Rolle ved Leisters og Emmys Slutningsduet, kunde Dronningen efter de Ord: Skrkkeligt! den aarme Quinde! (allenfals med Hnderne for jnene, som om hun ikke kunde taale sligt et Syn) hurtigt vende tilbage til sit Vrelse, og frst komme frem, efter at Duetten er endt. Endnu maa jeg bemrke, at saadan som Terzetten: "Ha Dudleys Hustru!" nu giver det, nok er det Bedste, at Leister ikke knler og lgger sin Kaarde paa Gulvet, men at Burleigh kommer ind med den i Haanden og Leister bliver rbdig staaende. Det er Alt hvad jeg for jeblikket har at bemrke. Behag nu at tage det i gunstig Deliberation. Ergebenst C. E. F. Weyse.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter