Dato: 25. november 1824
Fra: H.C. Andersen   Til: Anne Leth Jürgensen, f. Bruun
Sprog: dansk.

Slagelse 25. Novb. 1824.

Gode Madam!

De bliver dog ikke vred fordi jeg skriver Dem idag nogle Linier til, egentligt undseer jeg mig ved det jeg vil komme med, men aabent beder jeg, afslaa da ogsaa aabent, kun tag mig det ikke ilde op; at jeg troer at De har nogen Godhed for mig giver mig Mod dertil, da jeg ellers ikke vilde; derfor uden lang Indledning: Jeg vilde gjerne til Kjøbenhavn i Julen, kun 8 Dage) kan De ikke laane mig Natteleie, det gjordte De i Fjor, og jeg burde altsaa ikke bede igjen iaar, men De var dengang strax villig, da De indsaae at det vilde blive mig for kostbart at ligge paa en Giæstgivergaard, kan De? saa er jeg overbeviist om De vil, da jeg ellers ikke faaer den Fornøielse at komme til Kjøbenhavn, og jeg vilde saa gierne; jeg har nu et heelt Aar hængt i Bogen, døiet Ubehageligheder, som maa mode den Begyndende og ethvert Menneske i sin Stilling. Juleferien skulde nu være en lille Styrkning for det Kommende og soulagement for det Forbigangne, derfor, kan De? saa nægt mig det ikke; om 3 Uger faar jeg Ferie, men vil De ikke i det seneste om en 8 Dage skrive mig blot et Ja eller Nei! til, jeg aner rigtignok det sidste, men er overbeviist om at det kun kommer fordi De ikke kan; Nu gaaer det meget godt i Skolen; i mit sidste Brev saae De hvilke ret gode Charakterer jeg havde erholdt endogsaa for Sprogene; altsom det bliver bedre med det svinder ogsaa mit, sygelige mørke Lune. Lad skee hvad vil, jeg gjør hvad jeg kan.


Fra Armods Mulm til Lysets Himmel

Du drog mig Guddom med din Haand,

Du kaldte mig til Lysets Himmel

Og Følelse indgjød min Aand.

Tilgiv mig da paa Modgangs Dag,

Hvis jeg maa synes dig for svag.


Forsag ei Siæl! udbred din Vinge!

Ryst Lænken da den trykker ei,

Grib Harpen, lad dens Toner klinge

Og gaa kun rolig Prøvens Vei.

Det Herren vil du skal opnaae,

Trods Støvets Magt da vinde maa!


Nu har jeg Kraft, ei meer jeg gyser

For Svaghed, Smerte og for Nød.

Nu seer jeg klart, min Hjemstavn lyser

Bag Dækket af den sikkre Død.

Lad skee hvad vil i Jesu Navn,

Jeg veed det skeer kun til mit Gavn.


Hvad du mig gav, jeg kan ei glemme,

Selvom du nu forglemte mig!

Med barnlig og med frydfuld Stemme

Jeg synger Barndoms Fryd og Dig,

I Smertens Stund i Støvets Død

Jeg hviler barnlig i dit Skjød.

-------------

Forsmaa ikke mit lille Digt, jeg en Søndag nedskrev, da jeg følte mig saa rolig og lykkelig.

Nu lev vel! Kan De tage mig o giør det! eller maaskee Deres Søn kan; om 8 Dage faar jeg altsaa Brev ellers troer jeg De ei har faaet mit.

Deres taknemlige

Andersen

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost