Dato: 18. august 1824
Fra: Chr. Høegh-Guldberg   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Odense den 18. August 1824

Kjære Andersen!

Hvi lade Modet synke? Hvi med Mismod betragte Livet og Opdragelsen deri til det langt Større, langt Ædlere? Føl den store Opdragers vældige Arm, naar Verden ganger imod og vore kjæreste Ønsker, sødeste Forhaabninger ligesom bortsvinde i den mørke Nat, bøi Dem da med dyb Underkastelse under hans Villie, hans Ledning, og bevar saalunde den barnlige Aand, der er den sig opsvingende Digters sande Særkjende.

"Noget Stort eller Inten vil De vorde", saa er Deres ord: "Det Første kan jeg aldrig naae, maa derfor ganske synke".

Hvilke Udtryk, kjæreste Andersen, i Deres Mund! Hvilken Forfængeligehed ligge ei der til Grund? Hvore lang - (lader De denne Anskuelse lede Dem) - er De da fra Maalet, fra den barnlige Tillid og Overgivelse i en Guds Villie, der hidintil saa faderligen som forunderligen ledede og styrede Alt for Dem, der i den Aand, han gav Dem for det Høie og Ædle, i Anelsen om dets oversandselige Væsen, saa tydeligen kaldte Dem til sig, rækkede Dem fra Faderhaand, at det jo synes, som stødte De den fra Dem, saae De den ikke, greb De den ikke!

Overlad De trøstigen til ham, hvad De skal vorde, arbeid De selv med Kraft, see ei paa den knudrede Vei, der leder til Maaleet, see kun paa dette selv, kun da kan De, vil han det - vorde noget Stort, ellers - tro det, vær overbeviist derom - vorder De lille, saare lille! Afsvi ikke Deres egne Vinger; eller mon den, derholder Lyset for tæt ved sig selv, sit eget Jeg, ei udsætter sig derfor?

Miskjendelse undgik intet Væsen; men skulde vel det lamme min Kraft? Var den med Rette, da søg Feilen i eget Indre og undgaa den for Fremtiden; var det Modsatte Tilfældet, da styrker Tanken om egen Uskyld. Handl retteligen, og frygt da selv ikke Satan! Ere ikke de andre Lærere, kjære Anderesen, tilfredse med Dem? Giv ei det anden Udtydning, end det bør have, glæd Dem derover og søg at vinde Rectoren ved Flid, Agtpaagivenhed og god Opførsel; et vredladent Ord kan jo dog ei brække Staven over Dem, naar De ei brækker den over Dem selv.

Deres Charakterer har det fornøiet mig at see; meget gode vare jo de og maae glæde alle Deres Venner, der saa inderligen ønske Deres bedste held; lad og det, som Collin saa rigtigen skrev, være Dem en Opmuntring, at alle Disse deeltage i Deres Vel og Vee!

Nu, kjære Andersen, rask til Arbeidet! Den Gud, der hidindtil ledede Alt saa synderligen for Dem, vil og, leder De kun med barnlig Hengivenhed efter hans Haand, slipper De den ikke, række Dem den og aldrig bortdrage den, holder De med Ydmyghed fast ved den, og er Sandhed og ikke Glimmertant Deres rene Id.

Ja, han styrke Dem! Bed han dagligen om den Kraft, De mangler, og renset Blik for Livet og dets store Bestemmelse!

Deres trofast hengivne, faderlige Ven

C. Høegh-Guldberg

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost