The Hans Christian Andersen Center

Dato: 20. januar 1831
Fra: Bernhard Severin Ingemann   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Sore, den 20. Jan. 1831

Kjre Andersen!

Med smertelig Deeltagelse lste jeg, hvad De saa venlig og fortrolig meddeelte mig om den Begivenhed, der nu truer med at berve Dem alt Haab og al Kjrlighed til Livet. Inderlig gjerne vilde jeg sige Dem et venligt Ord til Trst og Beroligelse; men jeg fler kun altfor vel, at hvad der i Sandhed skal kunne trste og berolige Dem i en saadan Stilling, ikke kan komme fra Mennesker, men kun fra den kjrlige og forbarmende Gud, der visselig Intet tilskikker os uden af en uendelig Kjrlighed, som vi kun ikke altid forstaa. Hvor en sand og dyb Kjrlighed er bleven til i et Hjerte, er der visselig en evig Livskilde fremsprunget, som i et fromt gudhengivent Gemyt, selv under de misligste udvortes Omstndigheder, maa ansees for et ubetaleligt Gode. Er Kjrligheds-Ideen fremstaaet heel og uden Skuffelse for Dem, idet De selv er overbevist om dens Sandhed i en reen og gjensidig Flelse, saa er Kjrlighedens frste og hieste Fordring derved ogsaa opfyldt, og en saadan Kjrlighed br aldrig kunne bringe en Sjl til Fortvivlelse. Lykken af en udvortes Forbindelse maa den hieste Kjrlighed kunne resignere paa, naar hiere Pligter og Hensyn, som her, forbyde den; men den Lidenskab, hvormed Ideen forbinder sig, er af jordisk og endelig Natur; den maa mandig bekmpes, og gjennem Afsigelsens Smerte maa en hiere Glde ndvendig udvikle sig. Tnk Dem blot, at De i Morgen var et halvt hundrede Aar ldre!

Mit Raad er derfor ikke at glemme og slaae hen hvad der hverken kan eller skal glemmes; nei tvrtimod, r og bevar en Flelse, der kun for en Tid kan synes at gjre Dem ulykkelig, men som dog kan og maa give Dem uendelig langt mere, end den berver Dem, idet den aabner Dem Indsigten i en Himmel, som kun faa Mennesker kjende og som det allerede er en sjlden Lyksalighed at have seet i dette Liv, om det ogsaa var paa en Pinebnk og i den strst mulige Frastand. Jo mere det kan lykkes Dem at hve Flelsen til en stor og evig Idee, jo lettere vil det falde Dem at lsrive Dem fra Pinebnken og bekmpe Lidenskaben. Jo dybere og hiere vor Kjrlighed i sin enkelte Retning er, jo nrmere er den ved at sammensmelte med den hieste og meest fordringslse Hengivelse i Guds Villie og i al Kjrligheds evige guddommelige Kilde.

Kjre Andersen! Gud give Dem Kraft og Mod til at gaae denne Kamp igjennem - og den Tid vil vist komme, da De med Ro og Glde kan see tilbage til disse Dages Lidelser og selv ikke vilde have undvret dem for den hieste udvortes Lykke. Men her gjlder det at stte Krfterne i Virksomhed og ikke fortabe sig i daadls Sorg; her haaber jeg ogsaa, at Deres Begeistring for Poesien og Deres Trang til et aandeligt Liv og en skjn Virksomhed i denne Retning skal vre den beskyttende Engel, der frer Dem frelst over Dybet. Gud velsigne Dem!

Deres hengivne Ingemann

Min Kone beder Dem meget hilse. Hun har med den inderligste Deeltagelse lst Deres Brev. Hun skriver ikke da hun omtrent vilde have sagt Dem det samme, som hun nu har lst i mit Brev, hun haaber og nsker med mig at De med Kraft og Mod maa gaae den Lidelse igjennem der er tilskikket Dem, uden at tabe det kjrlige Sindelag, der nu selv gjennem deres Sorg saa klart udtaler sig. -

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (67)