H.C. Andersen centret

790. Fra E. Collin.

Det er godt at mærke paa Deres Breve, kjære Andersen, især det side at De er i tiltagende legemlig Bedring, og da følger Aanden med; ved Aanden forstaaer jeg her nærmest Humeuret. Men der er noget som ilde ophører med Bedringen, og det er den nervøse Ængstelighed. Det kan jeg tale med om, og den seneste Erfaring i den Retning fik jeg efter at have læst Deres Brev. »Skulde Du have taget heile sagde jeg til mig selv, og da jeg, som Fraværende fra mine Bøger ikke kunde gjøre mig selv Rede for Detaillen, skrev jeg til min Fuldmægtig i Sparekassen, som idag har sendt mig en Udskrift af Deres Conto.

Saaledes fik jeg den Angest af Livet

Men jeg synes, at De efter denne Oplysning ogsaa maa kunne blive af med Deres Ængstelse; thi Tal er noget uigjendriveligt, og Deres Penge ere anbragte paa den sikkreste Maade som kjendes. Naar De i Renter har henved 1000 R. og ligesaameget i Gage, altsaa 2000 R. aarlig foruden hvad De paa anden Maade tjener, saa kan der jo fornuftigviis ikke være Tale om at angribe Capitalen, endsige at De skulde komme i Baghaanden, selv om De bruger en Sum til Reiser engang imellem.–

Det er faldet mig ind, da Viggo nu skal bygge og altsaa maa optage en Prioritet, at denne kunde udredes af Deres contante Penge; der vil ikke blive Spørgsmaal om meer end 2000 Rdl. At Sikkerheden er god nok, skulde jeg naturligviis nok paasee, ligesom og, at De ikke havde den ringeste Uleilighed med Sagen og overhovedet ikke havde at gjøre med Andre end med mig.

Men som sagt, dette er et Indfald. Har De den ringeste Betænkelighed, saa siig mig det ligefrem. Det er en Sag mellem os.

Jeg finder det lidt eensomt efter Louises og Gerds Bortreise.

Deres gamle Ven

Ellekilde 14 Julii 1874.

E.Collin.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost

© H.C. Andersen-Centret, Institut for Kulturvidenskaber ved
Denne side er senest opdateret 19. september 2019 Netstedet er senest opdateret 23. februar 2023 Seneste ændringer | Webservice