The Hans Christian Andersen Center

Dato: 26. juli 1839
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

108. Til Henriette Collin.

Glorup den 26 Juli 1839.

Min sde Vulles elskvrdige Moder!

Tak Eduard for hans Omslag, det om Brevene, jeg fik det i forgaars, thi det maatte sge mig op inde i Landet, jeg var da paa Lykkesholm. Den godeste Eduardo kunde gjerne have skrevet lidt mere, dog jeg er taknemlig selv for det lidet! hans Omslag, har trukket de varmeste Flelser ud af mit Hjerte, jeg sender ham disse til Tak og lover at der skal strax skyde ligesaa mange frem derinde, saa at Hjertet altid blomstrer med en grn Bouquet for ham. Jeg skrev for nyelig Theodor til; han har vel sagt Dem at den drengeagtige Critik i Maanedskriftet har afficeret mig! I Dag sender jeg over Nyborg Brev til Louise i Ems. Jeg har ogsaa lovet Augusta, i Kjbenhavn, et Epistel og vilde skrive det, men jeg veed slet ikke om hun endnu er kommet hjem, hun gaaer nok endnu paa Volden i Hamborg og seer ud over Elben efter Rhinlandene hvor vi have vore Vand[d]rikkere. I Odense var jeg paa Comedie og saa Lumpacivagabundis, slettere Troup har jeg ikke seet, og den gjr dog stor Lykke. Jeg sagde det var Snavs og kunde ikke holde det ud til Enden. I de Dage jeg var paa Lykkesholm hvorhen jeg tog fra Odense, vandrede jeg daglig ene omkring i de smukke store Skove, der tage fat hvor Haven ender204; jeg tnkte da paa Sverrig, mine Venner der og min Erkjendelse; jeg flte smukt den nordiske Aand, hvorledes de tre Brdrefolk lidt efter lidt voxe sammen, og da faldt det mig ind, men vi tre have jo ingen Nationalsang, jeg vil give dem een og som sagt, saa skete det; jeg troer at faaer den en rigtig Melodie, een, som Kong Christian, har det, da kan den gjerne blive skandinavisk, her er den. Lad Eduard lse den for sin Fader.

1.

Vi er eet Folk, vi kaldes Skandinaver,

I trende Riger er vort Hjemstavn deelt;

Men mellem Nutids store Himmel-Gaver

Er den: vort Hjerte voxer til et Heelt!

Lad vre glemt, hvis os en Uret skete,

Tidsaanden, som en luttret Margarethe

Forener os, den trefold Kraft forlener,

Selv Sproget os forener.

Paa Fjeld, i Skov og ved det natblaa Hav,

Jeg jubler hit: jeg er en Skandinav!

2.

Kom med paa Dovre-Fjeld hvor Jklen ligger,

Hr Fossens Torden, Stterpigens Sang.

Den friske S- og Bjerg-Luft jeg inddrikker,

Jeg gaaer, hvor Nordens Guder gik engang,

Og hvis om Snillets Mnd jeg hrer heller,

Da Bergens By om Holberg mig fortller;

Til Fjelds! til Fjelds! Med strke Klippeborge

Staaer Du mit gamle Norge,

I Glands af Nordlys, ved et stormfuldt Hav;

Jeg elsker Dig; jeg er en Skandinav!

3.

Kom paa den snelle Baad, lad Dampen virke,

See, Floder, store Ser er vor Vei!

Seil over Bjerget, hvor de hie Birke

Udaande Duft! O, Sverrig elsker jeg!

Herfra ld Gustav Adolfs Navn paa Jorden,

Han var den sidste Ridder her i Norden.

Lidt Barkbrd og den svenske Bonde synger,

Ham Nisomhed forynger,

Han synger Sangene ham Skjalden gav,

Og vi med ham; Jeg er en Skandinav.

4.

En smuk Bouquet af Klver, Korn og Humle,

Er Danmark! kom og see vor Bgeskov!

Paa Sletten her sig Aandens Snner tumle,

Det dundrer lystigt under Hestens Hov.

Til Videnskab og Kunst vi snelt udride,

Europa om det lille Land skal vide;

Ved Thorvaldsen dets Navn fra Stenen klinger,

Og her har Sangen Vinger.

En Rose Danmark er! syng Skandinav,

Om Aandens Blomst midt i det barske Hav!

5.

Lad ei den skjnne Enighed forsvinde,

Dansk, Svensk og Norsk hinanden rkke Haand;

De gamle Folkesange os forbinde,

I Melodien er et kraftigt Baand.

Af Enighedens Sd kun Godt man hster,

Vi skue kjkt mod Vester og mod ster

I Fryd og Sorg! O her er godt at vre!

Her leve vore Kjre!

Fra Bg og Birk og Gran, vidt over Hav,

Lyd Gldes Sang: Jeg er en Skandinav!

Hils den yndige, smilende Mumme, min afecterte Wulle og [tnk]205 selv smukt og venligt paa mig. Siig til Valdemar at det gjr mig ondt at hre at han er blevet til et Faarehoved, jeg haaber at det er uden Flger for Fremtiden. I Fredericia er Rosenkildes Dramatiske Skrdder, eenstemmigt blevet udpebet; det er frste Gang Sligt er skeet i een af vore Provindsbyer.

Men jeg maa fortlle Dem lidt om Glorup, dog De kan jo tage Spillemanden frem og lse Christians Besg der i Haven. Jeg kom her igaar og Greven viser mig en Opmrksomhed, en Omhu for at gjre mig mit Ophold saa behageligt [som] mueligt. Jeg har to brillante Vrelser, herlig Opvartning og hver Dag lover Afvexling, i Dag skulle vi spise paa Sebysegaard, vi reise om en Time, det er fire Miil dertil, altsaa have vi otte Miil at kjre i Dag; Greven har bedet mig endelig at blive hos sig til Onsdag i nste Uge og jeg har lovet det, gid De var her! det er just et Ophold efter min Smag, det er et Slot ganske i italiensk Stiil og med en Have, som de engelske Parker. Fortl dem derom i Amaliegaden. Det er mueligt at jeg tager lige herfra til Kjbenhavn, thi kun mine Kjre der [i] det colinske Huus, kan smage mig efter denne grevelige Hyldethee, Sor vil blive for haardt oven paa, dog jeg er endnu ikke ret bestemt. Greven er hist elskvrdig, viser mig Alt, frer mig om som var jeg en Udgave af Thorvaldsen. Lev vel!

Deres

Digter!

[Udenpaa Brevet: ] I den fynske Avis staaer i Dag et smukt lille Digt til mig (skrevet da Brevet var forseglet.)

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin