Den 20. Januar 1838.
Kjæreste Ven!
Jeg har i længere Tid ikke været vel, ellers havde De længe havt Brev fra mig. Jeg skylder Dem nemlig en Skrivelse for at sige Dem, hvi jeg ikke efter Løfte har skrevet en Anmeldelse af Deres Bog. Jeg føler, at De maa være misfornøiet herover, og dog troede jeg ikke at kunne handle anderledes. Jeg finder Deres Bog, som sagt, meget smuk og fuld af poetiske Steder og Tanker; men ved nøiere Eftersyn fandt jeg ogsaa Adskilligt, som jeg efter min Samvittighed maatte omtale, og som jeg vidste vilde være Dem ukjært. Jeg troer nemlig, at De har forbigaaet et vigtigt Moment i Spillemandens Liv; De har vel givet os den smukke Begyndelse og Ende deraf, men ikke den egentlige Kamp i Mandomsaarene, hvorved man paa engang seer, at Geniet for Alvor udvikler sig og paa samme Tid stødes tilbage, og dette synes dog at være væsentligt. Dernæst trøster efter min Mening det høiere Liv ikke Spillemanden nok; man bliver ikke engang vis paa, om han virkelig er et Genie; hans Religiøsitet synes snarere en mat Resignation, hvorved han griber Himlen, da han ei kan faae Jorden, der dog endnu synes ham det Bedste. Han staaer ikke over Roes og timelig Udødelighed, men han lider af Sygdom, fordi han ikke vandt dem. Dette, min Ven, er en Overbeviisning, som jeg som ærlig Mand ikke kunde fornegte. Vær De for Resten overbeviist om, at jeg skatter Deres Roman som et Værk, hvori der findes megen Poesie. Peter Vik, Steffen Carreet ere i mine Tanker mesterlige, hvad saa den fine Portion siger om den sidste, ligeledes Barndomshistorien og meget mere; heelt igjennem findes ogsaa glimrende, poetiske Diamanter; dette erkjender jeg i høieste Grad. Dog troede jeg, at en Recension af det Slags, jeg vilde kunne levere, ikke vilde være Dem ganske kjær, og da jeg nødig vil saare Dem, taug jeg heller. Vel Dem, at De har Kraft til at arbeide; jeg har i den sidste Tid været saa indisponeret, at jeg endnu ikke har naaet Midten af den Roman, jeg skriver paa. Ingemann har viist mig et Brev fra Dem, hvori De omtaler Deres Stykke i Studenterforeningen; jeg maatte lee høit paa flere Steder, som jeg fandt meget træffende, og dog beder jeg Dem som Deres sande og vel tillige mere erfarne Ven, vogt Dem for at fornærme dette Parti; De kan komme til at lide derunder i mange Aar, og det hjelper da ikke, om De virkelig præsterer noget Godt, det vil blive miskjendt og skudt til Side. Tag mig nu ikke dette Brev ilde op, og tro, at jeg nu som stedse er og bliver Deres hengivne og Deres Værd i Sandhed erkjendende Ven.
J.C. Hauch.
