Dato: 9. november 1862
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Christinelund d. 9de November 1862.

Kjære Andersen! Jeg har altid en vis Sky for at bebyrde Dem men mine Breve, da mit ensformige Liv herude bringer saa lidt tilveie af den Slags som interesserer Reisende. Følgen deraf bliver imidlertid, at jeg aldrig hører fra Dem, muligt kunde den ogsaa blive, at De troede jeg glemte Dem - mod begge disse Følger vil jeg ved dette Brev værge mig. Og det er mig saameget mere magtpaaliggende, som jeg ikke har læst Deres Breve til "Dagbladet." Jeg er ingen stadig læser af dette Blad, saa jeg maa gjøre opmærksom paa, hvad der deri kunde interessere mig. Jeg blev ogsaa gjort opmærksom paa Deres Breve, men først da det var forsilde, da Bladene var brugte til Indsvøb eller Sligt. Jeg trænger derfor til at høre lidt fra Spanien, som staaer saa romantisk for mig, om Alhambras Løvegaard, om alle de skjønne mauriske Mindesmærker; sete med Deres Øine og skildrede af Deres Pen, faae de et ganske eget Liv. - Vi leve vel her i vort lille Hjem, Henrik passer sin Dont, men er dog nu paa Udkig efter "en stor Glæde," som De siger, forsaavidt som Trangen dertil kan kalde den tilveie; hans livlige Natur trænger til lidt Adspredelse, lidt aandelig Forfriskning, og hans Phantasie maler os tidt deilige Reise-Toure. Han er dog ikke kommen længer end til Kjøbenhavn, hvor han var for en Tid siden og opholdt sig hos mine Forældre; han kom oplivet og opvarmet tilbage, og havde befundet sig saa vel mellem mine Forældre og Sødskende. De flre Døttre, som Gud være takket! voxe med hver Dag, læse og arbeide, for at ligne andre Qvinder i at være dannede. Livet selv udvikler dem, hver i sin Retning, Rigmor varm og fuld af Sands og Interesser, Astrid barnlig og naiv, Christine fornuftig og eftertænksom, og den lille Jeanina, ja hun bliver vist "villiefuld," som De skrev om Rigmor, saa tapper og modig kræver hun sin Villie gennemført. Mit eget Liv dreier sig imellem at være Moder, Hustru og Huusmoder; har jeg Tid dertil, vil jeg gjerne pleie mine Venskabsforhold, "thi med Græs begroes, og med Ukrudt den Vei, som sjelden betrædes," og nødig giver jeg slip paa at læse lidt, eller at drømme lidt i min lille Stue, hvorfra jeg kan see en Smule salt Vand, Kirkegaarden, hvor Graven findes med mine Smaae og hvor jeg selv skal hvile, og Mark og Træer, som ere tomme og bladløse, og som Vinden farer igjennem, men hvori dog stundom en trofast Vinterfugl sætter sig. - Blandt de Mennesker jeg lever iblandt og som De kjender, er der ingen Forandringer, ingen synlige skeet. Jeg har truffet Grevinde Holstein-Holsteinborg og vi talte om Dem, hun saae svag ud, men med et forunderligt fromt og blødt Blik. Baron I. Rosenkrands har ogsaa talt til mig om Dem og fortalt mig, at De var Venner; han sagde De havde troet, at han var en daarlig Person og var bleven forundret over at flnde ham meget skikkelig. Han fortalte dette meget morsomt. Med Viggo gaaer det fremad og jeg venter ham snart herud. Men han kan endnu ikke taale Lyset, han maa gaae med 2 Par mørke Briller. - Jeg glæder mig meget til at De skal opfylde Deres Løfte at besøge os til Foraaret, vil Gud; jeg længes efter at De igjen skal see vort Familieliv. - Min Svoger Christian tager om nogle Maaneder til Rom, Baronesse Zeuthen og Prindsen af Noer ere paa Veien dertil. - Louise Ahlefeldt, født Neergaard er med Mand og Børn taget til sin Broder, Carl Neergaard paa Fuglsang, for at tilbringe Vinteren der; Manden tillige for at lære Landvæsenet. Nu ere Beutners komne hjem fra Reisen efterat Fru Pingel og Søn vare komne til Meran til den syge Datter. Vær nu rigtig elskværdig imod mig, kjære Andersen! regn ikke efter mit kjedelige Brev, men skriv ret snart til

Deres hengivne Jonna Stampe.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus