Basnæs ved Skjelskør den 7 Juni 1870
Søde lille Marie [Henriques, 4 år]
Fader og Moder kunne læse dette Brev for Dig, da Du endnu ikke kan det, men til Pintse om fire Aar, - ja, Alt hvad Du da kan læse! – Jeg er ligesom Du ude paa Landet, Du er paaa Petershøi, men jeg er langt omme paa den anden Side af Kjøbenhavn, ved Skoven og Vandet, ligesom Du; her er saa yndigt. Og jeg har faaet Jordbær, store røde Jordbær med Fløde. Har Du faaet det? De smage lige end i Maven. Igaar gik jeg nede i Haven der her gaaer lige ned til Havet, der er ingen Landevei imellem, som ved Petershøi; man behøver slet ikke at tage sig iagt for Vognene, for her er ingen Vogne inde i Haven. Saa sætter jeg mig paa en Steen nede ved Stranden, da kommer der flyvende en stor hvid Fugl, som kaldes en Maage, den flyver lige hen imod mig saa jeg troede den vilde baske mig med Vingerne, nei Gud bevar’os, den sagde: Ma! – Ma! ri!" Hvad for Noget? Spurgte jeg: "Ma! Ma! – ri!" sagde den igjen og saa forstod jeg at "Ma-ma-ri", skulde betyde Marie! – "Naa!" sagde jeg, "er det Marie Du skal hilse mig fra!" "ja! ja! ma, ma, ri", sagde den, bedre kunde den ikke sige det, den kan jo kun Maagemaalet og det ligner ikke meget vor Tale. "Tak for Hilsenen!" sagde jeg og saa fløi Maagen; som jeg saa gaaer op i Haven kom der en lille Spurv; "Du har vist flyvet om saa vidt, saa vidt!" – "Vidt" vidt" sagde den. "Har du været paa Petershøi?" spurgte jeg! "lidt, lidt, lidt!" sagde den. "Saae Du Marie?" spurgte jeg. "tidt! tidt! tidt" sagde den. "Saa skal Du vel der hen igjen?" sagde jeg; "hils saa Marie!" "lidt! lidt!" sagde den. Har den ikke været hos Dig endnu, saa kommer den, men først vil jeg dog sende Dig Brev, Du maa gjerne kramme det, men det maa ikke trykkes. Hils nu alle gode Mennesker, alle skikkelige Dyr, og alle de yndige Blomster som visne før jeg faaer dem at see. Det er deiligt at ligge paa Landet, gaae i Vandet, spise Eet og Andet og faae Brev fra Kjæresten H. C. Andersen
