"Rolighed" den 13 Juli 1867.
Kjære Hr Melchior!
I det jeg skriver dette, tænker jeg mig at De er under Engelands Kyst, ja at De allerede iaften bestiger den. Vi Alle her paa Rolighed have naturligviis, stadigt med Tankerne fulgt Dem. Den Morgen De reiste sprang jeg ud af Sengen lidt efter Klokken fire for at see Damperen glide forbi, men der var intet Fartøi som tog Fart. Den første Dag blæste det her stærkt, men de sidste Dage og Nætter har det været stille og aldeles sommerligt saa at vi maa troe at De har været heldig med Reise-Veiret. Dagene ere farne hen alfor hurtigt; paa Tirsdag maa jeg, desværre, sige Farvel til den smukke, lykkelige Tid i Deres Hjem De og Deres Kone har forundt mig, jeg maa besøge Fru Ingemann i to Dage og kommer saaledes først til Basnæs den 18de, hvor Opholdet mod Sædvane bliver saare kort, Fru Scavenius reiser med sin Datter til Schweitz den 27 Juli; rimeligviis gaaer jeg da til Glorup og er vel om en tre a fire Uger igjen i Kjøbenhavn, altsaa omtrent paa den Tid De gjenseer Hjemmet. Af hele mit Hjerte takker jeg Dem for dette Hjem De nu i en heel Maaned har forundt mig, den mageløse Velvillie og Godhed De viser mig. Fra den Formiddag De før min Afreise til Portugal, besøgte mig i Hotellet og med Een for Andre saa usædvanlig Hjertelighed tilbød mig at være mig til Gavn og Tjeneste, har De været, om jeg tør sige, som en varmfølende Broder mod mig, jeg har fornummet det i saa mange smaa Træk, jeg opbevarer hvert i et taknemligt Hjerte; gid det maa gjengjældes Dem af Gud, i at Deres Børn finder Venner, som jeg har fundet dem. Fra London flyver De til Paris, gid at jeg var der, gid at jeg kunde føre Dem ud paa Udstillingen, jeg syntes, før jeg forlod Paris, at jeg var saa hjemme i den. Det er næsten med en Slags Sorg jeg tænker paa at al den Virksomhed og Skjønhed skal veire hen og at jeg ved næste Besøg, om Gud vil, kun seer den sandede Mars-Mark, der hvor nu Industri og Kunst har viist sine Pauluner, hvor Palmerne vifte og Vandet strømmer fra Kaskader og Springvand. Vil De hilse Kammerherre Wolfhagen fra mig, han var den som jeg varmest erindrer mellem Bekjendtskaberne ved Udstillingen.
Veiret er i Dag saa aldeles sommerligt, Akasietræet blomstrer under Balconen, de gule Roser staae i Flor og her er fuldtop af Jordbær. Sønnerne skulle i Dag til Examen; imorgen ventes her til de unge Folk, Melchiors fra Marienlyst, de ere særdeles glade ved Udsigten der og det smukke Veir. Bloch er vendt tilbage efter at have malet Komtesse Frijs. Seer De i London eller Paris Venner af mig eller min Musa, da hils; kom frisk og glad tilbage og bevar altid Deres Hjertelag for Deres
taknemlig hengivne Ven
H.C. Andersen
