Dato: 13. februar 1864
Fra: H.C. Andersen   Til: Dorothea Melchior
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 13 Februar 1864.

Kjære Fru Melchior! Det var smukt og trofast af Dem at De sendte mig et Brev saasnart De kom til Rom; jeg havde i den sidste Tid slet ikke hørt om Dem og Deres, idet at jeg i flere Uger ikke kom til Deres Broder, da Børnene der havde Skarlagensfeber; nu er denne Qvarantaine forbi og vi sees igien, Alt staaer der godt og vel, ja der siges endogsaa at det ikke engang har været den nævnte Feber. Deres kjære Brev kom i forgaars og har været over fjorten Dage underveis, det kom her i tunge, alvorsfulde Dage, dem vi ikke see Udgangen paa. Gud er vor Stormagt, den vi have at haabe med Fortrøstning paa. Jeg iler med at skrive Dem til, og er dog uvis om dette Brev naaer Dem endnu i Rom! Tak for Alt hvad De meddeelte, Italien er jeg saa ganske hjemme i; De veed jeg har været der sex Gange og paa enkelte Steder blev jeg flere Maaneder, saa at blot Navns Nævnelse, om Sted og Mærkværdighed, strax oprulles hos mig et heelt Erindrings Billed; selv hvad De meddeler fra Opholdet i Ægypten, kalder beslægtede Erindringer frem; jeg har jo besøgt Smyrna og Konstantinopel og nu senest fra Spanien gjort en Udflugt til Tanger, hvor det hele Liv er saa forskjelligt fra det europæiske, hvor selve Militairet er marokansk og hvor jeg paa de ugentlige Markeds Dage saae store Skarer af Kameler der kom med Varer fra Byer over hundred Miil inde i Landet. De vil engang, her i Kjøbenhavn, læse hvad jeg har at fortælle om alt dette og om det høist interessante minderige Spanien. Folket er elskværdigt og ridderligt, Naturen riig og afvexlende, en Palmeskov, som den vedElche, to danske Miil at befare, har jeg intet Sted seet før. De deilige Quinder, de maleriske Dragter, ja om al den Herlighed synger og klinger det gjennem min sidste Bog:"I Spanien". Fra denne Reise kom jeg hjem aandelig forynget og saa productiv at i et Par Maaneder vare alle disse Erindrings Billeder nedtegnede og Bogen er ikke lille, den udgjør 20 Ark, derpaa fuldendte jeg et nyt originalt Lystspil i to Acter, "Han er ikke født", som nu indstuderes paa det kongelige Theater og dernæst endnu en fire Acts Folkekomedie,"Paa Langebro", bestemt for Casino hvor den vil blive spillet om faae Uger. Jeg var saa livsfrisk, jeg var saa glad, da fik jeg en Sorg, en Skuffelse, som betog mig, og snart efter kom Efterretningen om Kong Frederik den Syvendes Død, Krigens Udbrud og nu netop i Dag for otte Dage siden, Budskabet om at vi havde opgivet Dannevirkestillingen og at hele Hæren var draget nordpaa til Dyppel, Als & - Vi bleve Alle overvældede ved Efterretningen, det var en Sorg saa dyb, saa bitterlig, man kunde ikke ret tro det! her var en forfærdelig tung Stemning, og om Aftenen vildt larmende; nær var jeg selv kommet ind i den vilde Vrimmel i Gaden. Jeg spiiste just den Middag hos Kammerherreinde Neergaard i Amaliegaden, Klokken var omtrent halv syv om Aftenen , da vi kom fra Bordet og ind i Stuen ud mod Gaden, derude huiede og skreeg Folk, en fremvæltende Masse, jeg vilde snarest see at komme hjem og skyndte mig fra Fru Neergaard, og med bankende Hjerte banede jeg mig Vei i den Mylren, naaede Garnisonspladsen og kom hjem. Al den Bitterhed, al den Smerte - ja De har nu læst om den i danske Aviser, som De vist nok faae i Rom. Nu løfter sig igjen Sind og Hjerte, nu klarer det sig Dag for Dag, Time for Time, for hver især. Det har været rigtigt og klogt at opgive Dannevirkestillingen, da ellers vor brave, udmattede Hær var blevet omringet, afskaaret og ødelagt; Tilbagetoget har været særdeles hæderfuldt, Soldaterne ere ved herligt Mod, uagtet Alt hvad de have døiet og holdt ud. Gud vil ikke slippe det lille Danmark, der er en Aandens Sundhed og Friskhed i dette gamle Land, at det maa groe og trives, i hvor tunge Søer der rulle hen over det. Første Regiment har paa Tilbagetoget glimrende udmærket sig, holdt ud som Mænd, kjæmpet som Helte; Gud velsigne dem Alle. Gid Foraaret snart komme, og med Guds Hjælp, naar Skovene grønnes, løfter den danske Landsoldat den grønne Seiersgreen, uagtet Fjendens fremvæltende Overmagt er saa stor. Da Krigen brød ud, skrev jeg i den levende Stemning jeg var et Par Ord, som har tiltalt Mange; maaskee kjender De det ikke; her er derfor en Afskrift:

Fortrøstning
Ei Nogen veed hvad imorgen skeer,
Alene Gud Herren det veed og seer,
Men naar det for Danmark saa mørkest ud,
kom altid Frelse og Hjælp fra Gud.

Da Landet laae splittet og reent faldet hen,
Opmandet det blev ved Niels Ebbesen:
Gud Herren ledte vor Velfærds Sag.
Og hele Danmark saae Atterdag.

Det er en Storm-Nat, høit Søen slaaer
Vort lille Fartøi paa Dybet gaaer;
Men Gud Vorherre ved Roret staaer,
Han raader, hvad ogsaa end Mennesket spaaer.

Ei Nogen veed, hvad imorgen skeer
Alene Gud Herren det veed og seer,
Men naar det for Danmark saae mørkest ud,
kom altid Frelse og Hjælp fra Gud.

Frelse og Hjælp vil komme, jeg stoler paa Gud og paa vore brave, udmærkede Soldater. - Kun om Kampen, om Dagenes Tryk og Smerte kan jeg skrive, det fylder mig, fylder os Alle; de sidste Ugers Begivenheder, føler jeg have gjort mig gammel, det Ungdomsfriske Gud havde lagt i mit Sind er som knækket og afsviet, jeg kan intet Arbeide bringe istand, Aviserne er min Læsning, Ro har jeg ikke i min Stue, jeg maa ud, afsted, tale med Mennesker, høre hvorledes det rører sig. De og Deres, saa danske i Sind og Hjerte, ville forstaae det og begrive, at mit Brev ikke bliver, broget og riigholdigt, som man paa Reise, saa gjerne ønsker at modtage det. - Her kommer en stor Deel Penge ind til de udkommanderedes Koner og Børn; hver virker dertil efter Evne. Nu skal her være en stor Bazar, paa den kommer en Mængde Sparebøsser, hvis Hensigt er, at de kjøbes, staae paa Bordet og daglig faae et Par Skillinger, jeg har indviet dem med medfølgende Vers:

Hver Dag tag her, som Hjertets Tavlepenge
En lille Skilling eller to,
Og Du skal see, om ikke meget længe,
vil Skillingen til Daler groe.
Og Du vil alvorsfuld og glad tillige,
Forstaae hvad Rigdom siger nu.
Imens Soldaten skjærmer Danmarks Rige,
Hans Børn og Hustru skjærmer Du!

Kjøbenhavn den 16 Februar 1864.

Forleden Dag fik jeg ikke Brevet sluttet, der vælter saa Meget ind; fra Krigs Skuepladsen er intet Særligt senere hørt; jeg er glad ved at vore brave Tropper kunne udhvile sig; de ere nu vort Dannevirke, og det er stærkt ved deres Mod og Sindelag!

- Gamle Grev Wilhelm Moltke Bregentved er død igaar, han havde, saavidt jeg veed, Kræft i Ansigtet. Er De endnu i Rom naar De modtager dette Brev, da hils mine Venner der. Küchler har De jo seet og talt med, siig ham, at han er tidt i min Tanke. Vor gode Konsul Bravo er flink og vel? Har De i Rom lært at kjende min Navner, Digteren Carl Andersen? han er en elskværdig Personlighed. Veiret her hjemme begynder at blive mildere, Vinterkulden har været streng og vi have prøvet voldsomme Storme. Gid at snart Vaaren kom og med den Seier og Fred, men paa den sidste tør vi endnu ikke tænke; meer end een blodig Dyst vil desværre forestaae, men med Gud glimrende for os! første Regiment har vidunderligt holdt ud [overstreget: særligt viist sig] paa tilbage Gangen til Als, de have kjæmpet som Helte og holdt Fjenderne tilbage - Lev nu vel kjære Fru Melchior! tag tiltakke med mit Brev, hils Deres Mand og Børn; De bede til Gud med os "for Konge og Fædreland!" - Gud give os Seier!

Deres hengivne,

ærbødige

H.C. Andersen

Tekst fra: Niels Oxenvad