H.C. Andersen : Eventyrsamlinger - 50 titler
Blandt eventyrsamlingerne nævner vi også Billedbog uden Billeder, dette særlige værk, der ofte har været (mal)placeret blandt rejseskildringer eller romaner. Bogen indeholder en samling af litterære billeder, kortprosa, prosaskitser eller hvad man nu vil kalde det. H.C. Andersen har selv strukket grænserne for eventyr/historie-genren så vidt, at det er naturligt at rubricere Billedbogens enkelte tekster, de såkaldte "aftener", som Andersenske eventyr eller historier og følgelig Billedbog uden Billeder som en eventyrsamling.
Derudover udmærker listen sig ved at inddrage de to engelsksprogede samlinger, der indeholdt førsteudgaver af eventyr: A Christmas Greeting to my English Friends (1847) og A Poet's Day Dreams (1853).