Gennem livet går der en usynlig tråd
En yndlingstanke hos den lidt ældre H.C. Andersen, udtrykt i romanen De to Baronesser (1848), anden del, 6. kapitel, hvor den er temaet i Moritz´ konfirmationsprædiken for Elisabeth. Andersen brugte igen billedet, da han første gang stod på talerstolen i Arbejderforeningen for at læse af sine eventyr og da indledte med at forklare, hvad poesien´ var for noget (gengivet i Mit Livs Eventyr, fortsættelsen, året 1858 (i H. Topsøe-Jensens kommenterede tobindsudgave (1975) bd. II, s. 203, også gengivet i Johan de Mylius: Hr. Digter Andersen (1995), s. 345).
I Mit Livs Eventyr er tanken om den usynlige tråd i livet udtrykt i indledningen til kap. VIII og fungerer dér som en refleksion over det afgørende skel, Andersen lægger i sit liv ved året 1838, året, hvor han opnåede at komme på "finansloven" og dermed fik sikret sin eksistens økonomisk.
Stedet lyder i sin helhed:
Det var fra denne Dag, som om der kom et mere stadigt Foraars-Solskin ind i mit Liv; jeg følte en større Sikkerhed, idet jeg, ved at see tilbage over mine Livsdage, saae mere klart, at et kjærligt Forsyn vaagede over mig, at Alt, som ved en høiere Styrelse var ledet til det Bedste for mig, og jo fastere en saadan Overbeviisning bliver, des mere sikker føler man sig.
"I den engelske Marine gaaer der gjennem alt Tougværket, smaat og stort, en rød Traad, der viser, at det tilhører Kronen; gjennem det menneskelige Liv, i Smaat og Stort, gaaer der en usynlig Traad, der viser, at vi tilhøre Gud". Denne Overbeviisning, som jeg har følt og nedskrevet i Romanen: "de to Baronesser", er og lever hos mig, jeg er gjennemtrængt af den.
Et Barndomsliv havde jeg levet, et Ungdomsliv begyndte egentligt nu [i 1838, da HCA er 33 år gammel!] først fra denne Tid, før var det kun en Svømmen mod Bølgerne, en Kæmpen mod tunge, store Søer, i mit fire og tredivte Aar begyndte mit rette Livs Foraar, men Foraaret har ogsaa sine graa Dage, sine Storme, før det bliver klar, varm Sommer, og de maae til for at udvikle, hvad der skal modnes (H. Topsøe-Jensens kommenterede udgave, 1975, bd. I, s. 214).
For ret at forstå Andersens formulering om den røde
tråd skal man lægge mærke til, at han ikke siger, at den
er lig med en iboende meningsfuldhed i det forhåndenværende
liv, eller at den beviser ´Styrelsens/forsynets´ vise indgriben
i alt, hvad der sker. Han siger - også de andre steder, hvor han
bruger billedet - noget helt andet, nemlig, at den viser, "at vi
tilhører Gud". Denne tanke er - også teologisk set -
mere omfattende og kompleks end den traditionelle forestilling om, at
Guds ´førelse´ viser sig i alt, hvad der sker i livet.
H.C. Andersen har i øvrigt ikke fundet på billedet selv og
heller ikke hentet det ud af en eller anden ´from, kristelig´
sammenhæng. Billedet med den røde tråd stammer fra
Goethes roman Die Wahlverwandtschaften (1809). (Allerede i
1826, mens Andersen var latinskoleelev i Helsingør hos Meisling,
begyndte han at abonnere på Goethes Werke i Ausgabe letzter
Hand, hvis 40 bind stadig fandtes i hans bogsamling ved hans
død).
Die Wahlverwandtschaften er ifølge ODS (Ordbog over det
Danske Sprog) kilden ikke blot til HCAs brug af udtrykket, men i det
hele taget til danske forfatteres brug af det (i parentes bemærket
var det virkelig sådan, både i den engelske og i den danske
marine, at alt tovværk var gennemvævet med en rød
tråd for at markere, at det tilhørte Kronen).
I Goethes roman findes stedet i II del, 2. kapitel som indledning til
"Aus Otiliens Tagebuche", hvor Goethe med dette billede vil
karakterisere enkeltstykkerne i disse optegnelser i deres forhold til
helheden:
Wir hören von einer besonderen Einrichtung bei der englischen Marine. Sämtliche Tauwerke der königlichen Flotte, vom stärksten bis zum schwächsten, sind dergestalt gesponnen, daß ein roter Faden durch das Ganze durchgeht, den man nicht herauswinden kann, ohne alles aufzulösen, und woran auch die kleinsten Stücke kenntlich sind, daß sie der Krone gehören.
Det er ud fra formuleringerne tydeligt, at Andersen har haft stedet hos Goethe i frisk erindring, da han selv brugte billedet. Men den tolkning, han giver af billedet, er helt hans egen (religiøse), da Goethe udelukkende tager sigte på sit yndlingsemne: helhedsanskuelsen og dens forhold til enkeltdelene.
Top