Dato: 26. marts 1839
Fra: C. Molbech   Til: Jonas Collin d.æ.
Sprog: dansk.

[Censur: "Mulatten"]

Handlingen i dette saakaldte romantiske Drama er i kort Begreb følgende ...

Enhver vil af denne Skizze kunne indsee, hvor lidet af sand dramatisk Interesse et saa trivielt og ideeløst Stof, hvis Bneyttelse tillige er i høi Grad ubehændig og uden Konstfærdighed, maa kunne frembringe. Det ligger nemlig klart for Dagen, at Forfatteren har hentet sit hele Sujet eller idetmindste dets Hovedmotiver fra en eller anden fransk Roman af den berygtede nyere Skole, hvor dette Slags Situationer, uden alt Hensyn til Sædelighed, Decents og Moralitet, men kun ved Beregning af en stærk raa og cras Effect, paa hundrede Maader varieres, vistnok ikke sjeldent med langt mere Talent, end her er lagt i den dramatiske Behandling. Denne er nemlig, hvad enten nu Handlingens Hovedtræk ere laante eller opfunde (der hører vistnok til det sidste en meget tarvelig Phantasie), saa lidt beregnet paa Konstens sande Fordringer: naturlig, individuelt fremtrædende Substants eller Væsenhed i Charaktererne (Hr. Andersens Charakterer ere forskruede, ubestemt henflydende, lige affecteret opfattede og fremstillede Skikkelser, som kun med unaturlig Svulst og Bombast, aldrig med ægte Konst ville lade sig repræsentere paa Scenen) - poetisk Liv og dramatisk motiveret Phantasivirkning i Situationens Opfindelse og Handlingens Udvikling. Her ere Charakterer og Handlinger lige lidt naturlige og rigtigt motiverede. Man seer nogle tilfældigt opsnappede og sammenkastede Træk af det Vestindiske Plantage-Liv i en Tid, som rimeligviis ogsaa i de franske Colonier ikke er den nærværende; og det Hele gaaer egentlig ud paa og dreier sig om det ene Forhold i Slavestanden, at en Mulat, der ikke havde erhvert sig Frihed, efter Fødsel af en Slavinde, kunde betragtes som herrelsø, reclameres af Moderens Eier, bortsælges o.s.v. uden Hensyn til hvad Stilling eller Cultur han kunde have opnaaet. Dette Motiv kunde vistnok være dramatisk benyttet, om Forfatteren havde forstaaet at gjøre sinM ulat til en virkelig interessant og ophøiet Skikkelse i sit Drama; men han er, som alle de øvrige, kun en sentimental Phrasemager, og hvad der, formodentlig som et Laan eller Spøgerie af Romanen, i Hr. Andersens Drama gaaer igjen, at to Damer af Rang blive forelskede i en saadan Mulat, er her blevet til en, vel ikke just meget slibrig eller indecent, men ogsaa hjetelig flau og lidet piqvant Situation. Iøvrigt, uagtet alle de Phraser, hvormed Madam Leonore kaster om sig, er hendes Opførsel mod sin Mand, der ikke gjør hende andet Ond end hvad hun, naar hun har ægtet en Plantage-Eier, maatte vente sig - at denne nemlig tracterer Negerslaver som Slave rog ikke vil finde sig i, at hun coquetterer med Mulatter - just ikke meget anbefalende til den Glorie, Digteren har villet tildele hende ved Siden af Manden. Det Hele gaaer igrunden ud paa Leflerie, sand Lidenskab findes ikke udtalt i hele Stykket. La Rebellières Personlighed er idetmindste den, som - skjøndt overdreven og unaturlig i sin Brutalitet - er tegnet med lidt mere Consistens end alle de øvrige. At forresten Taktløshed og Smagløshed røber sig omtrent ligesaa meget i dette Stykkes dramatiske Composition, som i Forfatterens 5 Aar tidligere Argeider for Scenen, kan jeg ikke andet end finde; ja, af to sure Æbler at bide i, troer jeg dog næsten, baade paa Scenen og i Bogen, at ville foretrække "Spanierne i Odense" med sin Fortsættelse, saaledes som de senere noget afpudsede og forandrede udførtes, for denne Mulat-Comedie, der upaativlelig baade paa enhver dannet Læser og Tilskuer maa gjøre et ganske andet, ulige ringere Indtryk, end muligen de samme ville modtage ved at høre Forfatteren declamere den lyriske Dialog, af hvis Svulst, BVombast og Affectation meget da glider ubemærket forbi, som ved Læsningen og paa Skuepladsen ei vil blive ubemærket. Uagtet nu, ved Siden af saa megen Unatur, saameget Føleri og Bombast i Lyriken, vistnok et og andet Smukt, en og anden Yttring af sand og ædel Følelse heller ikke mangler (som dette jo overhovedet er Tilfældet med Hr. Andersens lyriske Poesie), kan jeg ikke betragte dette hans Arbeide, som originalat Drama, for at staae paa et saadant Trin af æsthetisk Modenhed og scenisk Brugbarhed, at jeg - uden at være uretfærdig mod mange andre forkastede Stykker - kan stemme for dets Antagelse til Opførelse, med Hensyn til Stykkets egne selvstændige Wuvaliet. - Om man vil finde, at det af personlige ller andre Stykkets eget dramatiske og sceniske Værd uvedkommende Grunde skulde egne sig til at bringes til Opførelse - eller om man troer, det ved uvæsentlige Egnskaber, ved en og anden Glimmer og søgt Effect i den lyriske Dialog kan bringes Publicum til at glemme dets dramatiske Tomheed og Trivilaitet, og at det saaledes kulde kunne være værd, derpaa at vove de betydelige Bekostninger, dets Arrangement uden Tvivl vil medføre: dette er Bevæggrunde, hvis Anvendelighed og Styrke jeg ikke forstaaer at skjønne og beregne.

26. Marts 1839

Brev

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost