474. Til E. Collin.
Basnæs den 4 December 1864. [C: 4/1 1865]
Kjære Ven!
Det var venligt af Dem og ligner Dem saa ganske, at naar det berører Forretnings Sager skriver De strax og giver Besked, saaledes fik jeg snarest Brev fra Dem. De har opgivet mig min, for Øieblikket, staaende Formue og Aarets Renter af samme; at Renterne fra Sparekassen ikke er anført, forstaaer jeg ligger i, at disse glide der over i Capitalen. Deres Udtalelse om at De oftere har tænkt paa at overføre, som jeg forstaaer, en Deel af min lille Formue, paa en Livrente, er jeg ikke for Øieblikket enig med Dem i, dermed vil jeg endnu hellere vente; desuden finder jeg det meget ringe at en Livrente, det vil sige naar den der kjøber den er 60 Aar, som jeg nu bliver det, kun giver det Dobbelte af almindelig Rente, hvor Capitalen beholdes; der maa, synes mig tages betydeligt Hensyn efter den Tid man kan vente at Livrenten vil være at hæve. Dog det er ikke værd at skrive videre om denne Sag, da jeg ikke ønsker dette Arangement. Iøvrigt Tak for Deres velvillige Tanke!–
Nu ere vi da inde i det nye Aar, og jeg kan klarligt tænke mig at den Forandring der ved Tingenes Gang er indtraadt, er for518 Deres Virksomhed, i det De som oftest var for overvældet af Forretninger, nu føler Dem ligesom kommet ind i en for lang Ferie, men just med den Friskhed og Virkelyst De har, veed jeg, De vil vide at tage fat, og have meer end nok til Gavn og Glæde at gjøre; det vil bevare Deres Sundhed og Humeur. De smiler maaskee af hvad jeg her skriver,–nu, det ønsker jeg helst. Julen herude gled stille hen; at her en Dag har været Jagt, som jeg ikke tog Deel i, var ikke videre fornøieligt; imorgen Aften skal her spilles privat Comedie, paa hvilken der har været flere Prøver, er heller ikke morsomt, især naar jeg daglig seer i Aviserne Faust og atter Faust opført inde i Byen, en Opera jeg, som De veed holder særdeles af. At herude, efter Tidens store Krigs Begivenheder, gaaer stærke Døninger i politiske Meninger er tidt lidt for piinligt,–men jeg er paa Landet, faaer Spise og Drikke, om jeg saa maa sige, frit tilkjørt, og kan, uden Forstyrrelse af Tiggere, der formeligt jage mig ud af mit Hjem i Kjøbenhavn, holde mig i flere Timer paa min Stue, det gjør godt og er oplivende. Nytaarsdag tog jeg fat paa et nyt Lystspil, jeg alt før Krigen fik Ideen til og jeg har nu i tre Dage saa deiligt levet ind deri, at jeg i Nat, efter Midnat, endte første Act; vel skal det senere gjennemarbeides mere, men det er friskt og livligt sat paa Papiret og bebuder mig at min Musa ikke har forladt mig og at jeg i dette nye Aar, som jeg venter saa meget Godt og Glædeligt af, ret skal blive virksom og ikke dovne hen som ifjor. Mere end denne første Act faaer jeg dog nu ikke istand herude, i dette Øieblik komme de og ville have Prolog og Gud veed hvad, til deres Forestilling; før Løverdag kommer jeg ikke herfra, og da Deligensen fra Skjelskjør først gaaer hen paa Eftermiddagen, kommer jeg ikke til Byen før seent med Aftentoget. Vi sees da Dagen efter, (Søndag). Tør jeg til den Tid bede Dem at have 100 Rdlr til mig; jeg har en heel Haab Udgifter ved min Hjemkomst, vel har jeg ingen Skrædderregning, men jeg skal betale, Læge-Honorar, Boghandler Regning, give Nytaarsgave til Controleurer og Huusfolk, det løber op og kommer der nu Krigs Skat, Indkomst Skat etc. til, ja da slipper jeg ikke med 100 Rdlr, men før disse Skattebiletter komme vil jeg dog ikke hæve flere Penge. Vil De altsaa kun hæve, (f Ex paa Løverdag) 100 Rdlr, som jeg kan erholde Søndag, thi naar jeg kommer til Byen har jeg neppe hos mig en halv Snees Rigsdaler.–Forleden fik jeg Brev fra Professor H. P. Holst; han skrev: at Theaterchefen vilde at der nu med al Kraft skulde tages fat paa »Ravnen«, og jeg maatte opgive Costumerne; det svarede jeg naturligviis strax paa og jeg tænker derfor at Navnene nu alt er i Fart for at flyve ind i Repertoiret. Vil De takke Deres Kone for hendes Brev til mig, samt hilse hende, Louise og Jonas. Gid at jeg nu maae finde Dem i Humeur og ved Sundhed, gid det nye Aar, som er begyndt, være et godt og lykkeligt Aar for Dem og os Alle.
Deres trofaste
H. C. Andersen.
E. S.
De er vel endnu saa god, som tidligere, at naar De hæver Deres Gage, da ogsaa at modtage min, eller lader det sig nu ikke længer saa beqvemt gjøre, som før.
