Et italiensk Andersen-potpourri

Jeg vil indledningsvis præcisere, at jeg ikke har til hensigt at begrænse mig til at tale om H. C. Andersen-receptionen i Italien i egentlig forstand. Jeg vil derimod berette om de oversættelser, der er blevet foretaget, om de forskellige udgaver og oplag, de er kommet i, om de reaktioner, de har vakt hos nogle kulturpersonligheder, der er kendt også uden for Italien. Jeg har endvidere tænkt mig at berøre nogle specielle sammenhænge, H. C. Andersens værker er blevet sat ind, og desuden nævne nogle teaterforestillinger, der er blevet til under direkte inspiration fra den danske digter. Mit indlæg kan med andre ord nærmest betegnes som en slags potpourri over nogle af de spor, H. C. Andersen og hans værker har sat i en italiensk kultursammenhæng.

Til trods for, at i virkeligheden slet ikke så få af hans specifikt voksenlitterære værker findes på italiensk, noget, jeg vender tilbage til senere, er der ingen tvivl om, at H. C. Andersen for gennemsnitsitalieneren udelukkende står som forfatteren til de eventyr, alle kender og elsker fra deres barndom, og som findes i et utal af udgaver, meget ofte i omarbejdet og stærkt forkortet form, undertiden reduceret til næsten kun at være billedtekster. Men også i de tilfælde, hvor man har bevaret teksten intakt, udkom de indtil for ikke så forfærdelig længe siden praktisk taget altid i udgaver for børn. Eventyrene bliver med andre ord normalt betragtet udelukkende som børnelekture, og meget få italienere er overhovedet klar over, at Andersen har skrevet andet end eventyr.

Jeg vil dog i denne forbindelse nævne en artikel, nobelpristageren fra 1975, Eugenio Montale, skrev i det landsdækkende dagblad Corriere della Sera i 1954 i anledning af en meget fin oversættelse af 107 af eventyrene, som netop var udkommet.1 Artiklens overskrift lød "Andersens storhed", og Montale bemærker, at han umiddelbart havde fået indtryk af at stå over for en forfatter, der i virkeligheden skriver for voksne. Han understreger endvidere, at selve det, at H. C. Andersens navn er kendt af alle hans læsere og knyttet til hans værker, er en ære, Andersen deler med meget få andre eventyrforfattere. Således kender alle for eksempel Perraults eventyr, men de færreste er klar over, hvem der egentlig har skrevet dem. Det er ifølge Montale en ære, som kun tilfalder dem, man kan betegne som de store formalister blandt eventyrdigterne. Og H. C. Andersen er efter Montales mening en stor formalist, ikke kun stilistisk, men også kompositorisk og æstetisk i det hele taget. Montale bestrider med andre ord den i Italien (og sikkert ikke kun i Italien) almindeligt gældende, næsten dogmatiske overbevisning, som går ud på, at Andersens forfatterskab hovedsagelig skulle være karakteriseret ved dets enkelhed, og han understreger, at mange af eventyrene tværtimod er så komplicerede og så sammensatte, at de må anses for at være aldeles utilgængelige for børn. Den italienske digter nævner her eksempelvis "Dynd-Kongens Datter". Montale sammenligner eventyrene med musikalske toccataer, scherzoer eller impromptuer, idet Andersen følger mangfoldige skemaer og formler, men straks efter bryder dem for at afprøve andre.

Hvad eventyrene angår, startede man i Italien allerede i 1860'erne med at udgive et udvalg af dem for børn og unge, som det blev specificeret. Der fulgte en række udgaver, som regel ikke oversat fra originalsproget, men enten fra tysk eller (oftere) fra fransk. Den første oversættelse, der var udarbejdet direkte på grundlag af den danske tekst, udkom i 1904. Det drejer sig om 40 eventyr oversat på en meget samvittighedsfuld måde af en dame ved navn Maria Pezzé Pascolato, og disse eventyr er siden udkommet i talrige genoptryk og ny udgaver helt op i 1980'erne. Bogen blev meget positivt modtaget og vandt hurtigt indpas i så at sige alle italienske hjem, dog helt klart som børnelekture. Den første italienske nobelpristager Giosué Carducci var meget begejstret for den og gav udtryk for det i et brev, der blev trykt i alle de følgende udgaver af bogen. I 1938 udkom en slags fortsættelse, 20 eventyr oversat af en anden dame, Mary Tibaldi Chiesa, som udtrykkelig havde haft til hensigt at følge i sin forgængers fodspor. Også dette udvalg er blevet genoptrykt adskillige gange.

I 1954 udgav forlaget Einaudi så de 107 eventyr i en udgave, man godt kan kalde epokegørende. Den var, som Montale ganske rigtigt bemærkede, klart beregnet for et voksent publikum, hvilket var noget helt nyt. Den meget fine oversættelse var udarbejdet af to H. C. Andersen-forskere, begge fra universitetet i Rom, Alda Castagnoli Manghi og Marcella Rinaldi. De har formået at løse den yderst vanskelige opgave at genskabe eventyrenes talesprog og særlige tone på en så overbevisende måde, at man kan sige, det er lykkedes dem at opnå omtrent samme virkning på den italienske læser, som originalteksten havde haft på den danske, således at læseren, som Montale meget poetisk udtrykker det, for en stund næsten bliver forvandlet til dansker. Denne udgave blev anmeldt særdeles positivt blandt andet af germanisten Vittorio Santoli, som gjorde opmærksom på, at man i virkeligheden ikke kan betegne alle de 107 eventyr som eventyr.2 Santoli var i øvrigt meget stødt over, at Erik Dal samme år, i 1955, havde vovet at hævde, at Italien var langt tilbage i forhold til det øvrige Europa, både med hensyn til oversættelser og reception af H. C. Andersens forfatterskab.3

I 1950'erne udkom der en række monografiske værker om H. C. Andersen, og flere af dem er blevet genoptrykt adskillige gange siden. De udkom imidlertid praktisk taget alle i udgaver for folkeskolelærere eller på forlag, der udelukkende trykker bøger til skolebrug, og de havde næsten uden undtagelse en udpræget didaktisk og ofte moraliserende indfaldsvinkel.

Udgaven fra 1954 er blevet genoptrykt og nyudgivet adskillige gange, indtil videre i 48.000 eksemplarer. Oversættelserne er tillige blevet anvendt enkeltvis eller i udvalg, for eksempel i 1963 af forlaget Bompiani, i 1969 af Mondadori, og i 1970 af Einaudi selv i en billigbogudgave med 50 af eventyrene udvalgt af den kendte italienske eventyrforfatter Gianni Rodari. Rodari står også for indledningen, hvori han blandt andet vedkender sig sin egen store gæld til H. C. Andersen, som han betragter som sin vigtigste læremester og inspirationskilde. Specielt denne sidste udgave har mødt publikums gunst og er blevet genoptrykt utallige gange, sandsynligvis også på grund af dens omfang og udstyr, der har gjort den mere prisvenlig end den oprindelige udgave med de 107 eventyr. Den er, oplyser man på forlaget, indtil videre blevet trykt i 87.000 eksemplarer.

I 1986 blev et udvalg af eventyrene nyoversat for forlaget Mondadori af Anna Cambieri og udgivet i to bind. Samme udvalg udkom i 1989 i en mere økonomisk etbindsudgave. Jeg har spurgt på forlaget, hvad grunden var til, at de havde ladet eventyrene nyoversætte efter selv, i 1969, at have anvendt oversættelsen fra 1954. Man oplyste, at grunden simpelthen var den, at de rettigheder, man i sin tid havde erhvervet af Einaudi, kun gjaldt i fem år, og det ikke havde været muligt at få dem fornyet. En af 1954-udgavens oversættere, H. C. Andersen-specialisten Alda Castagnoli Manghi, har for øvrigt udvalgt de 83 eventyr og skrevet indledning til denne udgave. Forlaget har oplyst, at den er blevet genoptrykt flere gange og indtil nu solgt i omkring 15.000 eksemplarer.

For mindre end et år siden, i 1990, udkom udgaven fra 1954 på licens i en serie med eventyr fra hele verden hos en bogklub, der kun sælger pr. korrespondance, og man oplyser, at den her allerede er solgt i næsten 50.000 eksemplarer. Bogklubberne formår at nå ud til et publikum, der normalt ellers ikke køber bøger.

Parallelt med disse lødige versioner for voksne udkommer eventyrene til stadighed i mangfoldige oversættelser, omskrivninger og udgaver af forskellig art og af varierende kvalitet.

Hvad H. C. Andersens øvrige produktion angår, kan jeg nævne, at Kun en Spillemand udkom på italiensk allerede i 1879, men efter al sandsynlighed var den ikke oversat fra dansk.4 Fra 1888 stammer den italienske version af Billedbog uden Billeder oversat fra volapyk-oversættelsen.5 Ellers må vi, forsåvidt angår den specifikt voksenlitterære del af forfatterskabet, helt frem til 1931, da Improvisatoren blev oversat af H. og G. Cau Elmqvist,6 og så til 1959, da Mit Livs Eventyr blev oversat af Mario Carpitella, som præciserer, at oversættelsen er blevet foretaget på grundlag af H. Topsøe-Jensens udgave.7 Improvisatoren bliver for øvrigt betegnet som Andersens bedste værk af Vittorio Clemente, der tager romanen som udgangspunkt for en artikel fra 1941 om Andersens Rom.8

Omkring og i forbindelse med hundredåret for H. C. Andersens død skete der en masse i Italien. Improvisatoren blev nyoversat af Castagnoli Manghi, som også skrev indledning og noter.9 Bogen, der udkom i 1974 i et oplag på 4000 eksemplarer, blev særdeles positivt modtaget, og blandt anmelderne kan man finde mange kendte navne fra den italienske kulturverden. I 1975 kom der endvidere en lang række artikler i anledning af hundredåret. I mange af dem tages der udgangspunkt i den italienske version af Improvisatoren (tidspunktet var utvivlsomt heller ikke tilfældigt valgt fra forlagets side), medens romanen i andre mærkeligt nok overhovedet ikke nævnes. I visse tilfælde affærdiges det, man plejer at betegne som den voksenlitterære del af Andersens forfatterskab, nærmest som udtryk for falleret og frustreret ambition hos digteren. Dette gælder dog ikke en række kulturpersonligheder, som jeg formoder, at man kender også i H. C. Andersens fædreland, for eksempel Natalia Ginzburg, Claudio Magris, hvis Donau-bog er udkommet på dansk for ikke så længe siden, og germanisten Giorgio Zampa, der kendte Karen Blixen personligt og citerer hende som kilde til nogle oplysninger om den danske digter. På den anden side omtaler ingen af dem Improvisatoren, der ellers lige var udkommet, og de er til tider noget skeptiske over for eventyrene. Det gælder for eksempel Natalia Ginzburg, der betragter dem udelukkende som børnelekture og ligeud erklærer, at eventyrene er prolikse, moralistiske og sødladne og, bortset fra 8-10 af dem, ikke ret meget værd! De få, der danner undtagelsen, er til gengæld grufuldt sørgelige og tårepersende og, mener Ginzburg, ikke særlig velegnede til moderne børn, som ikke bryder sig om at græde over det, de læser. Ginzburg giver for øvrigt en meget pessimistisk forklaring på dette, idet hun hævder, at hendes egen generation havde kunnet græde over manglen på lykke i verden, fordi man dengang endnu bevarede et vagt minde om begrebet lykke. Nutildags er selv mindet gået fuldstændig tabt, og man kan ikke sørge over tabet af noget, man slet ikke kender.10 Magris peger på den anden side på den atmosfære af harmoni og idyl, som dominerer eventyrene, når disse har mennesker og ikke ting som hovedpersoner, og som her efter hans mening bliver til kristelig spidsborger-optimisme, udtryk for den borgerlige tillid til en overordnet retfærdighed, der belønner de gode og sørger for at alle får det, de fortjener.11

Romanen O.T. blev oversat af Anna Maria Clausen og udkom på forlaget Bulzoni i 1975.12 Den fik nogle fine anmeldelser, blandt andet af Gianni Rodari,13 men da forlaget er specialiseret i universitetspublikationer og kun udgiver få andre ting, er dets publikum numerisk set ret begrænset, og man kan ikke uden videre finde dets bøger hos en almindelig boghandler. Dette havde som resultat, at der, efter hvad forlaget har oplyst, ikke blev solgt mere end et par hundrede eksemplarer af O.T., og resten af oplaget på 1000 måtte efter nogle år lide den sørgelige skæbne at blive sendt til makulatur. Bøger, der udkommer i Italien, forbliver som regel i forlagenes kataloger og kan købes i 5-6 år efter udgivelsen. Derefter går de, hvis de ikke er udsolgt, til makulatur eller, i bedste fald, til Remainders, en speciel boghandlerkæde, som sælger bøger til halv pris. I tilknytning til hundredåret tog Det Danske Akademi i Rom initiativ til at fåLevnedsbogen oversat til italiensk, det første sprog for øvrigt, den blev oversat til. Oversættelsen blev foretaget af den anden af de to H. C. Andersen-specialister, der var ansvarlig for 1954-udgaven af eventyrene, Marcella Rinaldi, som også har skrevet indledning og noter.14 Den italienske version af Levnedsbogen udkom i 1977, og man har kunnet købe den helt indtil forrige år, da forlaget De Luca skiftede ejer og blev opkøbt af et andet forlag. Det Danske Akademi måtte overtage restoplaget for at redde bøgerne fra at blive makuleret. Der var dog kun 160 eksemplarer tilbage af de 2000, bogen i sin tid blev trykt i.

Jeg vil også lige nævne, at man i Rom i november 1975, i forbindelse med hundredåret, åbnede en stor H. C. Andersen-udstilling med tegninger og papirklip. Udstillingen vakte megen opmærksomhed og fik en fin kritik.

I 1984 udkom Christines Billedbog på forlaget Mondadori.15 Den udkom på forlagets afdeling for børnebøger, men det lader til, at den hovedsagelig er blevet købt af og til et voksent publikum. Den blev trykt i 5000 eksemplarer, er ikke blevet genoptrykt og kan ikke købes længere. For øvrigt vil jeg nævne, at man fra forlagets side havde insisteret på og opnået tilladelse til at trykke bogen med indledning og efterskrift af en på forlaget ansat italiensk forfatter, i stedet for Erik Dals indledning, som alle de øvrige udenlandske udgaver er udstyret med.

Samme år, 1984, blev første del af Improvisatoren i Cau Elmqvists oversættelse fra 1931 optrykt for forlaget Guida i en kostbar pragtudgave.16 Oplaget var på 3000 eksemplarer, og forlaget har oplyst, at det ikke er udelukket, at bogen skal genoptrykkes. I 1987 udgav forlaget Lubrina Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager oversat af Anna Cambieri.17 Lubrina er et helt nyt og ikke særlig stort forlag, og man startede forsigtigt med et oplag på 1000 eksemplarer, men måtte året efter komme med et nyt oplag af samme størrelse. De lød for øvrigt noget skuffede på forlaget, da jeg fortalte om det, der tidligere var udkommet på italiensk af H. C. Andersen. Jeg fik nærmest indtryk af, at de selv troede, de var de første, der kom med noget andet end eventyrene i Italien, en opfattelse, de i parentes bemærket havde til fælles med en del recensenter, der omtalte udgivelsen af romanen som et scoop fra forlagets side.

Last but not least - Marcella Rinaldi har oplyst, at hun lige er blevet færdig med at oversætte En Digters Bazar.18

I 1981 blev Italo Calvino bedt om at udvælge en række fantastiake fortællinger fra 1800-tallet til en filmserie, der skulle optages for det italienske fjernsyn. Udvalget, som består af 12 + 14 fortællinger, udkom i to bind på forlaget Mondadori i 1983.19 Første bind indeholder det, Calvino betegner som fantastisk-visionære fortællinger, som oftest karakteriseret af gotisk-groteske træk, fra Hoffmann til Mérimée og Gogol, mens andet bind indeholder fortællinger af den mere psykologiske eller såkaldt fantastisk-virkelighedsnære type med færre overnaturlige træk, fra Poe til James og Kipling. Fortælling nummer to i andet bind er H. C. Andersens "Skyggen", og selv om den ikke bliver behandlet særskilt i Calvinos ikke særlig lange indledning, anser jeg det for betydningsfuldt, at H. C. Andersen er kommet med i denne sammenhæng. Der kom nu ikke nogen fjernsynsfilm ud af "Skyggen", da man kun anvendte fem af de 26 fortællinger, alle fra den fantastisk-visionære afdeling.

Jeg vil endelig nævne nogle teaterforestillinger, der er blevet sat op over tekster af H. C. Andersen. I løbet af tyverne og trediverne blev såvel "Den lille Havfrue" som "Den lille Pige med Svovlstikkerne" dramatiseret og sat i musik flere gange. Herudover bliver mange af eventyrene til stadighed opført i dramatiseret form, men det drejer sig næsten altid om børne- eller skoleforestillinger; de falder således uden for konferencens temaramme. Jeg vil dog lige nævne en dramatisering af "Keiserens nye Klæder", som Gianni Rodari udarbejdede i begyndelsen af tresserne, og som udkom i bogform sammen med andre teaterstykker i 1974,20 og dernæst kort berette om et par forestillinger, jeg mener har særlig interesse i et voksenperspektiv.

Så langt tilbage som i 1959 besluttede man, inden for rammerne af Venezia-Biennalens festival for kontemporær musik, at stable en pantomime-balletforestilling på benene med musik skrevet specielt hertil af otte komponister, der selv måtte vælge teksterne. Blandt disse tekster finder vi både "Nattergalen" med musik af Hans Werner Henze og "Keiserens nye Klæder" med musik af Alexandre Tansmann. Efter de talrige anmeldelser at dømme har H. C. Andersen været den bedste inspirationskilde for komponisterne, da bogstavelig talt alle kritikerne var enige om, at de eneste virkelig vellykkede resultater var blevet opnået i forbindelse med hans tekster. En af anmeldelserne har sågar overskriften "Endnu en triumf for Andersen". Forestillingen var egentlig blevet til med henblik på et børnepublikum, men det viste sig, som det ofte sker, at den i virkeligheden var mere egnet til og blev mere værdsat af et voksent publikum.

Dette gælder også for en teaterforestiling, der blev iscenesat i Milano på Piccolo Teatro i sæsonen 1980-81 med titlen "Andersen. Lidt prinser og lidt kludedukker". Teksten, der var en fri bearbejdelse og dramatisering af fem af H. C. Andersens mest kendte eventyr, nemlig "Prindsessen paa Ærten", "Den lille Pige med Svovlstikkerne", "Keiserens nye Klæder", "Den standhaftige Tinsoldat" og "Den grimme Ælling", var skrevet, på vers for øvrigt, af skuespilleren Tino Schirinzi, som også var iscenesætter og reciterede i forestillingen sammen med en balletdanserinde, en række marionetdukker i menneskestørrelse, en enkelt anden skuespiller, der spillede kejseren, eller kongen, som han som regel bliver lavet om til i Italien, og et orkester. Schirinzi er normalt kendt i Italien for en helt anden slags teater. Han har blandt andet spillet hovedrollen i stykker af Ibsen og Pirandello sammen med instruktører som Massimo Castri og Mario Missiroli. Andersen-forestillingen blev meget fint anmeldt og deltog i en række vigtige teaterfestivaler, hvoriblandt Estate Fiesolana ved Firenze. Den blev tillige optaget af fjernsynet, som har udsendt den adskillige gange. Også i dette tilfælde havde hensigten oprindelig været den at lave en forestilling for børn, men Schirinzi oplyser, at han selv hurtigt blev klar over, at den snarere, eller i hvert fald lige så meget, var egnet til et voksent publikum, og det viste sig da også, at den rent faktisk hovedsagelig blev set af voksne.

Inden jeg slutter, vil jeg blot lige nævne, at da Per Olov Enquists Fra regnormenes liv for nylig blev oversat og opført med stor succes på Genova Teater, var det helt klart H. C. Andersens navn, som fik førstepladsen i overskrifterne på teateranmeldelserne.

Der er med andre ord ikke tvivl om, at der er interesse for H. C. Andersen i Italien. Alle kender ham, men praktisk taget udelukkende som eventyrforfatter. Jeg kan berette, at jeg for nylig har foretaget en slags rundspørge blandt venner og bekendte i Italien. De fleste af dem, jeg spurgte, har embedseksamen, selvom ikke nødvendigvis i humaniora, og blandt dem var der også kolleger, der underviser i engelsk litteratur. Resultatet har naturligvis ikke nogen som helst statistisk værdi, men det slog mig alligevel, at ingen af dem anede, at H. C. Andersen havde skrevet andet end eventyr, og det til trods for, at i virkeligheden slet ikke så lidt af det øvrige forfatterskab ikke blot er udkommet på italiensk, men også har vakt opmærksomhed og har fået mange, ofte meget fine anmeldelser. F.eks. fik Fodreise, der udkom i 1987, blandt andet den dobbelte midterkulturside i La Republica, som kappes med Corriere della Sera om pladsen som Italiens førende dagblad, og i en anden anmeldelse blev den betegnet som en meget vigtig meta-roman fra 1800-tallet. Det lader til, at H. C. Andersens navn er så kendt og så uløseligt forbundet med eventyrene i de italienske læseres bevidsthed, at det ligesom ikke rigtig bliver opfattet, når der udkommer andre ting af ham. Jeg kan i denne forbindelse berette, at flere anmeldelser af Fodreise startede med noget i retning af: "Der kan man bare se! Andersen har skrevet andet end eventyr? Det ville man da aldrig have troet!"

Jeg vil til slut nævne, at man kan finde reminiscenser fra H. C. Andersen i Italien i sammenhæng, hvor man ikke umiddelbart ville have ventet det. Jeg tænker her specielt på et af de mest udbredte tidsskrifter for alternativ kultur og information, der udkom i årene efter 1968 med titlen Re nudo (Nøgen konge). Udtrykket il re nudo (den nøgne konge) er siden blevet en fast vending på italiensk for at betegne afsløring af ethvert tomt magtsystem og stammer fra Andersen via den sovjetiske forfatter Schwarz' satiriske eventyrfarce, Den nøgne konge, som udkom på italiensk i begyndelsen af tresserne, og som udtrykkelig var blevet inspireret af "Keiserens nye Klæder". "Keiserens nye Klæder" var for øvrigt også med i et udvalg af eventyr om temaet magt, der udkom i en serie om politisk kultur i 1978,21 til trods for at magttemaet og i det hele taget det ideologiske og politiske aspekt, man mener at kunne spore i eventyret, sandsynligvis lå fjernt fra digterens egne intentioner.

Noter

1. Corriere della Sera, 23.12.1954. tilbage

2. Rivista di Letterature Moderne e Comparate, luglio/dicembre 1955, s. 302-03. tilbage

3. Erik Dal, "Andersen en quatrevingts langues", i H. Chr. Andersen. Sa vie e son oeuvre, København 1955. tilbage

4. Il violinista. Romanzo di H. C. Andersen, Treves, Milano 1879. tilbage

5. Andersen, Il libro di immagini senza immagini, Artigianelli, Reggio Emilia 1888. tilbage

6. H. C. Andersen, L'improvvisatore,1-2, Vallecchi, Firenze 1931. tilbage

7. Hans Christian Andersen, La favola della mia vita, Paoline, Milano 1959. tilbage

8. V. Clemente, "La Roma di Andersen", i Capitolium, settembre/ottobre 1941, s. 303-12. tilbage

9. Hans Christian Andersen, L'improvvisatore. Romanzo, Bompiani, Milano 1974. tilbage

10. Corriere della Sera, 6.8.1975. tilbage

11. Corriere della Sera, 3.10.1975. tilbage

12. O.T. Romanzo originale in due parti, Bulzoni, Roma 1975. tilbage

13. Paese Sera, 5.1.1976. tilbage

14. Hans Christian Andersen, Ricordi, De Luca, Roma 1977. tilbage

15. Il libro di Christine, Mondadori, Milano 1984. tilbage

16. Hans Christian Andersen, Un racconto romano: L'improvvisatore, Guida, Napoli 1984. tilbage

17. Hans Christian Andersen, Passeggiata nella notte di Capodanno, Lubrina, Bergamo 1987. tilbage

18. Bogen er i mellemtiden udkommet med titlen Il bazar di un poeta, Edizioni Biblioteca del Vascello, Roma 1991. tilbage

19. Racconti fantastici dell'Ottocento, ved Italo Calvino, Mondadori, Milano 1983. tilbage

20. G. Rodari, Marionette in libertà, Einaudi, Torino 1974. tilbage

21. Fiabe sul "potere", ved P. Angelini & C. Codignola, Savelli, Roma 1978. tilbage


Bibliografisk information om teksten:

Kjøller, Merete: "Et italiensk Andersen-potpourri", pp. 353-61 i Johan de Mylius, Aage Jørgensen & Viggo Hjørnager Pedersen (red.): Andersen og Verden. Indlæg fra den første internationale H. C. Andersen-konference, 25.-31. august 1991. Udgivet af H. C. Andersen-Centret, Odense Universitet. Odense Universitetsforlag, Odense 1993.