H. C. Andersen i det 19. århundredes danske sangbøger

For nogle år siden gennemgik jeg 125 danske sangbøger og almindelige digtantologier fra fyrreårsperioden 1830-1870 for at samle materiale til en bog om danske fædrelandssange fra en kritisk periode i den danske identitets historie. I den forbindelse blev jeg opmærksom på den rolle sangbøgerne fik ved at sprede kendskab til guldalderdigte i befolkningen, og hvor mange af disse digte der primært var kendt som sange. Man kan debattere, om litterære tekster vinder eller taber ved at synges. Musikken bærer, og man behøver ikke at tænke så meget på indholdet, når man synger. På den anden side er der større chance for, at brugeren lærer teksten udenad, at han eller hun gentager den oftere end ved læsning, og at netop forbindelsen med en melodi kan give teksten en emotionel styrke, den ellers ikke ville få. Og så skal man også huske, hvor mange guldaldertekster der blev skrevet med musik i forfatternes tanker, enten til en eksisterende melodi eller i forventning om, at der skulle skabes musik til dem, det kunne så være operaer, syngestykker eller simpelthen tekster med visekarakter. Når man blader næsten hvilken som helst guldalderdigters samlede digte igennem, støder man tit og ofte på melodihenvisninger eller på titler som forudsætter en sangsituation.

På IASS-konferencen i Zürich 1988 holdt jeg foredrag om guldalderdigterne i sangbøgerne, men på grund af tidsbegrænsningen blev det ikke til stort mere end en ganske tør statistik. I dag vil jeg gerne se lidt nærmere på én digter, H. C. Andersen, og på, hvilke af hans digte der på denne måde kom ud blandt folk. Og i hans tilfælde er dette særlig nærliggende, for jeg tror ikke, at det er en overdrivelse at påstå, at det mest er sangene blandt hans digte, som lever videre i dag.

Årsagen til, at jeg også regner almindelige digtantologier med, er, at det ofte kun var titlen, som skilte sangbøgerne fra antologierne. Nodetryk var dyrt, og de fleste visebøger var rene tekstsamlinger; af og til blev der udgivet separate melodihæfter. I indholdet var der store overensstemmelser mellem de to genrer, og man må antage, at særlig skoleantologierne ofte blev brugt som sangbøger.

Hvad fandtes der nu for visebøger og antologier i perioden 1830-1870? Den ene skillelinie, man kan trække, løber mellem samlinger for børn og samlinger for voksne. I de første var indholdet begrænset af, hvad man fandt egnet for unge mennesker. Der havde man for eksempel ingen drikkesange, som ellers var den vigtigste gruppe i visebøgerne lige fra klubbernes tid i den sidste tredjedel af det 18. århundrede. Der savnedes også, på få undtagelser nær, kærlighedssange, som ellers også var et vigtigt islæt i den traditionelle sangskat. På den anden side er der mere sandsynlighed for, at man i disse bøger finder sange af religiøs eller på anden måde moralsk opbyggelig karakter, eller fortællende digte eller sange.

En langt mere markant skillelinie løber dog mellem ideologiske og hvad man kan kalde kommercielle sangbøger. Kommercielle sangbøger blev for det meste udgivet af boghandlere eller bogtrykkere, sjældnere af en forfatter, og hovedkilden for de nye sange i dem er teatret. I begyndelsen af vor periode, i 1830'erne, var de næsten enerådende. Ideologiseringen kommer med liberalismens kamp for de borgerlige rettigheder, for en fri forfatning og et parlament, med skandinavismen og med grundtvigianismen. Den første politiske sangbog, hvor det aktuelle stof dominerer, udkom 1837, den første grundtvigianske sangbog 1840, og den første sangbog med et stærkt skandinavisk islæt 1842. Udgiverne og for en stor dels vedkommende også forfatterne af viserne i de politiske visebøger var for det meste journalister, mens udgiverne af de grundtvigianske sangbøger var skolelærere eller præster. Den store patriotiske bølge i forbindelse med treårskrigens udbrud skyllede over alle visebøger, og nu vrimlede det med krigssange og patriotiske sange, enten de var muntre, som Heibergs, Fabers og Reckes, eller manende og patetiske indtil det religiøse, som Grundtvigs. I 1850'erne finder man en gradvis tibagevenden til normaliteten. De nationalliberale er ved magten, og der er derfor mindre brug for politiske viser, og den skandinaviske begejstring er også på retur. Teatertraditionen og de blandede kommercielle sangbøger kommer tilbage i en vis udstrækning, men grundtvigianismen vinder stadig terræn. I den anden slesvigske krig flammer nationalismen op på ny, og i fortsættelse heraf dominerer grundtvigianere blandt udgiverne af nye visebøger. Karakteristisk for dem er opdragelse til "danskhed" som det altbeherskende mål, med en religiøs intensitet i nationalfølelsen, en forkærlighed for historiske emner og en ambition om at genoplive kæmpeviserne, både stilen og melodistoffet. Grundtvig og Ingemann er de store navne i disse samlinger; drikkevisen, klubvisen, teatervisen, dvs. de genrer som udgjorde størstedelen af de kommercielle sangbøger, mangler så godt som fuldstændigt. Den ældre sangtradition levede længst på Fyn; de sidste rendyrkede sangbøger af denne slags udkom i Odense 1856 og 1860, begge med titlen Nyeste Sangbog for alle Stænder.

I min gennemgang af periodens sangbøger behandlede jeg ikke visebøger, som kun henvendte sig til medlemmerne af en vis profession, med to undtagelser: studentersangbøger og Skydeselskabets og skyttebevægelsens sangbøger, fordi de rekrutterede deres publikum blandt mennesker af forskellig baggrund. Det er i studenternes visebøger klubvisen og drikkevisen overlever i en tid, hvor grundtvigianismen ellers dominerer.

H. C. Andersen var, som vi ved, let at begejstre; ham skylder vi en af de tidligste skandinaviske sange ("Jeg er en Skandinav!", 1839), han skrev, hvad jeg anser for den smukkeste danske fædrelandssang, "I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme", og i 1848 leverede han sit bidrag til beredskabsdigtningen bl.a. med den populære sang "Den Frivillige" ("Jeg kan ikke blive, jeg har ingen Ro"). Men han var helt upolitisk og uideologisk af natur, og med al sin barnlige religiøsitet, og skønt han under treårskrigen delte Boisens grundtvigiansk-patriotiske sangbog Nye og gamle Viser ud blandt soldaterne, var han på ingen måde nogen grundtvigianer. Desuden nærede han en grænseløs og stort set ugengældt kærlighed til teatret, gik selv flittigt i Det Kongelige, kendte mange sange fra syngespil og operaer og forsøgte sig atter og atter som teaterdigter. Det er således ikke mærkværdigt, at han er bedst repræsenteret i de kommercielle, i almindelighed upolitiske sangbøger, som blomstrede før midten af det 19. århundrede.

Andersen blev tidligt optaget i antologier og visebøger. Hans Digte udkom 1830. Allerede året før var der et Andersen-digt, "Det døende Barn", i Nikolaj Krossings Poetisk Læsebog til Brug for Skoler, en antologi som fik stor udbredelse (seks oplag mellem 1829 og 1858). Digtet var først blevet publiceret anonymt i Tyskland, i Ludolph Schleys oversættelse; så kom det i Kjøbenhavnsposten i september 1827 og, sammen med den tyske oversættelse, i Heibergs Kjøbenhavns flyvende Post i december 1828 - et første eksempel på, hvordan det var lettere for Andersen at nå et publikum i det fremmede end hjemme. Krossing var dansklærer ved Borgerdydskolen på Christianshavn, og man kan godt se, hvad det var, som gjorde digtet tiltalende i en antologi "for begyndelses- og mellem-klasserne", som det hedder i titlen: det er et rolledigt for et barn (den romantiske litteratur er fuld af dem); barnet i det spiller en ønskerolle (det trøster moderen, i stedet for den almindelige modsatte rollefordeling); det fejrer familiesammenholdet i dens stærkeste og intimeste form, i moder-barn-forholdet; og det skildrer en hjertegribende situation, hvor dog barnets romantisk-kristelige drøm (engle, musik) sejrer over den triste virkelighed (det kolde værelse, moderens brændende tårer).

Krossing kendte vel kun "Det døende Barn" som digt, da han optog det i sin samling, og det samme gjaldt måske Frederik Barfod, som trykte det i sin Poetisk Læsebog for Børn og barnlige Sjæle fra 1836. Men snart kom det ind i sangbøgerne, til Rudolph Bays passende sentimentale melodi, 1837 i andet bind af Richters Miniatyr-Ariebog for Damer og Herrer og 1839 i tredje udgave af Kjeldsens Digterminder (som også bærer undertitlen Ariebog). I denne samling forekommer der også en svensk oversættelse af digtet ("Jag er trött, min mor, nu vill jag sova"), et tegn på, at det var blevet eksportartikel. I den politiske periode forsvinder det fra sangbøgerne; undtagelsen er den fynske Nyeste Sangbog for alle Stænder, som tidligere nævnt den sidste sangbog af den gamle, upolitiske type. Sangen var dog ikke glemt; den kom med Bays melodi i andet bind af Danmarks Melodibog og med Fini Henriques' nye melodi i tredje bind. Jeg nævner det kun, fordi Danmarks Melodibog, fra tiden omkring århundredskiftet, ved siden af Folkehøjskolesangbogen, nok var den mest indflydelsesrige visesamling i første halvdel af det 20. århundrede.

Unge digtere taler gerne om døden, og romantiske unge digtere allerhelst. I september 1829 bragte Kjøbenhavnsposten endnu en monolog af en døende, skrevet af Andersen, med titlen "Døds-Øieblikket" ("Hvad er det dog som lyser? Det luttres for min Sands"). Også dette digt blev en læsebogssucces; det kom 1830 i anden del af Krossings Læsebog (bindet "for de høiere Classer"), og ligeså i Barfods Læsebog, som også oplevede flere oplag. Derimod mangler det i sangbøgerne, for ingen komponist synes at have sat det i musik, hvilket næppe er forbavsende, for det er slet ikke nogen sangbar tekst.

Jeg vil dog endnu ikke diskutere individuelle sange, men først sige noget om, hvor stærkt Andersen var repræsenteret i sangbøgerne. I de 24 rene visebøger (nye visebøger, ikke senere oplag af bestående) fra 1830'erne, som jeg har kigget på, forekommer han i halvdelen, hvilket er en ganske høj proportion. Allerede i Euterpe. Visebog for Damer og Herrer fra 1833 finder man syv af hans digte, men det er en meget omfattende samling med 451 tekster. Mere påfaldende er det, at af de 48 sange i Nyeste Visebog fra 1836 er seks af Andersen. Forklaringen er, at der nu kommer sange fra hans syngespil og vaudeviller med. Tre er fra vaudevillen Skilles og Mødes, to fra Festen paa Kenilworth, hans frie bearbejdning af Walter Scotts roman, med musik af Weyse, og én fra hans første værk for teatret, Kjærlighed paa Nicolai Taarn. Sangbogen Nye Harmonia fra 1835 har to sange fra Ravnen, Andersens bearbejdning af Gozzis skuespil, med musik af Hartmann. I Ny Euterpe fra 1837, hvor sangenes antal er steget til 627 - et godt vidnesbyrd om guldalderens Sangesfreude, er der 17 Andersen-tekster, og i den nævnte Miniatyr-Ariebog (fire dele og fire supplementsbind mellem 1837 og 1841) er der ialt 55 Andersen-tekster. Her møder vi næsten hele Andersens teaterproduktion fra 1830'erne (dog ikke Agnete og Havmanden, med Gades musik), foruden de nævnte stykker, altså Bruden fra Lammermoor fra 1832 (med musik af Bredahl) og vaudevillerne Den Usynlige paa Sprogø (en af Andersens største succeser på teatret) og En Comedie i det Grønne.

I 1840'erne tager politikken overhånd. Andersen er stadigvæk repræsenteret i halvdelen af sangbøgerne, men i de fleste tilfælde kun med én eller to sange. Undtagelserne er sangbøger af den gamle type. I Jacob Davidsens Ny Sangbog fra 1844 har Andersen 17 tekster, lige så mange som teaterdigteren N. T. Bruun og flere end Oehlenschläger, skønt langt færre end Heiberg og Overskou, de virkelige løver i Det Kongeliges repertoire på den tid. Derimod er Andersen den numeriske leder i boghandler Kjeldsens fjerde samling Digter-Minder fra 1845. Næsten alle Andersens 15 tekster er fra teatret, særlig vaudevillen Fuglen i Pæretræet fra 1842. Den sidste af årtiets temmelig uideologiske samlinger er Anton Caens Folke-Visebog, som oprindelig kom i form af små hæfter hveranden uge mellem 1846 og 1850 og derefter blev sammenfattet i fire bind. Andersen-teksterne i disse beløber sig til 23, 8, 16 og 8, ialt 55. Den Usynlige paa Sprogø og Fuglen i Pæretræet er vel repræsenteret, desuden vaudevillemonologen Mikkels Kjærligheds Historier i Paris fra 1840.

1850'erne viser stort set samme billede, skønt Andersens nærvær i de mere eller mindre ideologiske sangbøger nu er en smule stærkere: i stedet for én eller to tekster kan der være tre, fire, tilmed fem. I de traditionelle Odense-sangbøger fra 1856 og 1860, som jeg nævnte tidligere, har han 10 respektive 11 tekster. En enestående triumf fejrer han i forlæggeren Kaisers Den lille Sanger, som kom i to dele, 1850 og 1852. I det første bind er han den hyppigste tekstforfatter efter Hostrup (denne fører med 31 sange, hvoraf de 20 stammer fra Eventyr paa Fodreisen). Ni af Andersens 13 tekster er fra En Comedie i det Grønne, hans bearbejdelse af N. T. Bruuns oversættelse af et Kotzebue-stykke. I det andet bind har han ikke mindre end 62 sange; dvs. at næsten en tredjedel af sangbogen optages af Andersens tekster, takket være vaudevillerne Meer end Perler og Guld og En Nat i Roeskilde fra 1849 og Ole Lukøie fra 1850.

Dette forekommer ikke længere i 1860'erne, ikke bare fordi Andersen efterhånden hørte op med at skrive for teatret, men fordi der ikke blev publiceret flere sangbøger, som hentede hovedparten af deres materiale fra teatret. Mange af de grundtvigianske højskole- eller seminarielærere, som nu stod for udgivelsen af visebøger, havde vel næppe nogensinde været i Det Kongelige. Andersen forekommer i mere end halvdelen af de nye sangbøger, men kun med en to, tre, højst fire sange. En undtagelse er Toftes Sangbog for smaa og store Børn, Flensborg 1861. Her er det selvfølgelig ikke teatersangene, som kommer til ære, men børnesangene. Nu har billedet af Andersen som børnenes ven og underholder fæstnet sig, og det sker ikke sjældent, at andres børnesange tilskrives ham. Denne skæbne rammer i 1860'erne særlig Krossings "Ride, ride Ranke/Greven er saa høit paa Straa", sandsynligvis fordi den blev sammenblandet med Andersens "Lille Viggo, vil du ride Ranke?" Andersen får somme tider også æren for Ingemanns "Stork, Stork Langebeen!", måske på grund af verset "Storke, Storke Steie" i Andersens eventyr "Storkene".

På baggrund af, hvad jeg sagde om de forskellige kategorier af visebøger, er det næppe overraskende, at hans tre mest kendte sange, dvs. de tre, som kom hyppigst ind i nye sangbøger i perioden 1830-70, var patriotiske. På førstepladsen, med 19 forekomster, ligger "I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme", først trykt i det nationalliberale dagblad Fædrelandet den 5. marts 1850, omtrent to år efter Treårskrigens begyndelse. Jeg har skrevet om sangen i min bog Defining a Nation in Song, og De må undskylde, at jeg i al korthed gentager nogle punkter, jeg gik nærmere ind på dér. I den uhyre produktion af nationalistiske sange, som krigen medførte, er denne vise bemærkelsesværdig af to grunde: For det første er det ikke noget kollektivt "vi", som taler, men et ganske personligt "jeg". Den anden store patriotiske sang fra Treårskrigen, nemlig Fabers "Dengang jeg drog afsted", som med rette har beholdt sin plads i sangskatten, er også et "jeg"-digt, skønt det er et rolle-"jeg" snarere end Andersens personlige "jeg". For det andet er det ikke noget krigs-, kamp- eller opråbsdigt, men et ganske stilfærdigt udtryk for fædrelandskærlighed. De eneste hentydninger til krigssituationen er "Gud giv den bedste Seir" i anden strofe og "Gud giv Dig Fremtid" i tredje strofe. "Fædrelandskærlighed" er heller ikke helt nøjagtigt; det er ikke kærlighed til en historisk eller politisk enhed det gælder, men til hjemlandet, steder til hvilke lykkelige minder knytter sig, barndomsminder eller minder fra somrene på de danske herregårde. Skønt det i grunden som så mange andre fædrelandssange er en opregning af typiske træk, forsøger Andersen ikke at beskrive hele landet, som man ofte havde gjort tidligere, men øerne. "I grønne Øer, mit Hjertes Hjem hernede" hedder det i fjerde strofe, og "Æblegaard og Humlehave" i første strofe passer vel egentlig kun på Fyn. Historien spiller ellers en betydelig rolle i det 19. århundredes fædrelandssange - det gjorde den allerede i Ewalds "Kong Christian" og i Rahbeks "Vort Fødeland var altid rigt", det gør den f.eks. i "Danmark deiligst Vang og Vænge", i Ingemanns "Vift stolt paa Codans Bølge" og i Grundtvigs "Om Dannemarks Kvide der lød en Sang". Her forekommer den kun som en del af landskabet, i første strofe "Oldtids Kjæmpegrave", som tidens malere også så gerne brugte i deres billeder, eller hvor det i anden strofe siges om Dannebrog, at "Gud gav os den", en hentydning til Lyndanisse-legenden. Den eneste åbent historiske refleksion kommer i begyndelsen af tredje strofe: "Engang Du Herre var i hele Norden, / bød over England" - men dette billede af triumferende krigerisk styrke tjener kun som kontrast til guldalderens kulturelle præstationer, som Andersen sætter mere pris på, "Danskens Sang og Meiselslag", den auditive og den visuelle kunst, for samtiden personificeret i Oehlenschläger og Thorvaldsen. Straks derefter nævner han Gallehushornene, et tegn på, at kulturelle værdier af højeste rang fandtes allerede i de ældste tider, og ikke kun som noget der forekom i konge- eller adelspaladser, bag ved døre og låse, men noget en pløjende bonde kunne støde på. Hans to linier om sproget i fjerde strofe ("Hvor Sproget er min Moders bløde Stemme/ og som en sød Musik mit Hjerte naaer") minder om Grundtvigs modersmålsmystik, bedst kendt fra "Moders Navn er en himmelsk Lyd". "Vilde Svaners Rede" i samme strofe skyldes vel Andersens romantiske anlæg snarere end svanernes nationaltypiske karakter, skønt han to år senere, i en allegorisk fantasi, beskrev Danmark som en svanerede, hvorfra i forskellige tider hele flokke eller store individer fløj ud.

Henrik Rung komponerede melodien snart efter digtets publikation og fremførte sangen i Skandinavisk Selskab, hvis korleder han var, den 8. maj 1850. Dette medvirkede sikkert til, at den snart kom ind i sangbøgerne. Melodien passer godt til teksten; den er vuggende og intim snarere end marchagtig, som fædrelandssange i almindelighed er, og med sine harmoniske forandringer i anden halvdel rammer den godt det roligt-romantiske og let elegiske i digtets stemning - det er jo et tilbageblik, ikke et handlingsprogram. Det romantiske kommer også vel til sin ret i appoggiaturerne, i melodien i "I Danmark ...", "du danske Sprog", i tenoren, så at sige, i "du danske, friske Strand".

I april 1848, ved Treårskrigens begyndelse, var der et stort behov for og en endnu større produktion af sange, som skulle motivere soldaterne og styrke kampmoralen. Adolph Recke skrev dem for flåden, Peter Faber skrev den mest berømte og vellykkede for landsoldaten, de værnepligtige bondesønner der blev indkaldt, og Andersen skrev "Den Frivillige", som forekommer 16 gange i mine sangbøger. De frivillige var mest unge mennesker fra hovedstaden og fra købstæderne, særlig studenter, men også mange ældre som ville kæmpe for konge og fædreland. Som alle disse sange er Andersens et rolledigt, sproget er bevidst enkelt, med træk af det folkelige ("Aarhundreder Danmark var mægtigt og stort, men saa blev det plukket og plukket", str. 2). Det politiske spørgsmål bliver forenklet til et simpelt valg mellem ret og uret, men skønt Andersen siger, at "vor Sag er retfærdig" og "vort Skjold er saa reent som en Lilie", så siger han ikke noget om fjendens forræderi eller nedrighed eller usselhed, som det sker i mange lignende digte. Her taler Andersen et par steder i første person pluralis ("Gud ... er med os, han giver os Seiren", str. 1; "vort lille Land", "thi nu slaae vi alle", "vort Skjold", str. 3), og han taler om "de Andre" i sidste strofe, men man får ikke indtryk af et stærkt bærende fællesskab, som f.eks. i Reckes sange for flåden. Andersens frivillige er en ganske isoleret, enlig figur - han trænger nok til sin moders gode tanker og Guds støtte (str. 4). Er det kun min fantasi, når jeg kommer til at tænke på én, som fløjter i mørket for at holde angsten væk? Men måske var det netop sådan mange frivillige oplevede det, og som kunne genfinde sig selv i sangen.

Melodien er ikke nogen originalmelodi, men én, som blev brugt mange gange i det 19. århundrede. Med sin graciøse trefjerdedelsrytme og den løbende passage i "har ingen Ro" virker den slet ikke militaristisk, men røber sin herkomst fra et syngestykke fra Mozarts og Haydns tid, skrevet til en kongelig fødselsdag i 1796, med musik af Kunzen. Men for danskerne havde den heroiske associationer, fordi den blev brugt i en meget populær sang om slaget på Rheden, "Saa kæmped' de Helte af Anden April". 1836 fik den fornyet popularitet gennem Overskou og Arnesens syngestykke Capriciosa, hvor den blev brugt til sangen "Jeg priser ei Stormænd". Andersen brugte det igen samme år i sin teaterprolog Kunstens Dannevirke, og flere andre aktuelle sange blev i 1848 skrevet til samme melodi, f.eks. Grundtvigs "Kong Vermund den Gamle, af Alderdom blind" og Kaalunds "Opmand dig, du Danske! lad Verden nu se". Den gentagne sidste linie (med identiske ord og melodi) er typisk for gruppens tilslutning i form af unison korsang.

Fædrelandshistoriske digte og sange som myteleverandør var noget, der lå det 19. århundrede, med dets umættelige appetit på populær historie, stærkt på sinde. I det 18. århundrede blev der skrevet mange digte om store mænd, der kunne tjene som forbillede for samtiden; Oehlenschläger og Ingemann hentede gerne stof fra Danmarkshistorien, og Grundtvig gjorde sig kolossale anstrengelser for at åbne både den oldnordiske og den specifikt danske historie for den almindelige læser i digtform. Det var jo også hans tanke, at børn skulle blive fortrolige både med den bibelske og den danske historie gennem sange, og hans forsøg på at popularisere kæmpeviserne udsprang af samme bestræbelse. 1836 udgav Frederik Fabricius, viceprovst på Regensen og bibliotekar ved Det kgl. Bibliotek, en Samling af fædrelandshistoriske Digte. Som titlen siger, var det en digtsamling, men fire år senere publicerede A. P. Berggreen en melodisamling til bogen. Ligeledes i 1836 kom Barfods Poetiske Læsebog, og som en nyhed havde han en afdeling med 46 fædrelandshistoriske digte ordnet efter kronologien i de behandlede emner. Denne del blev helt selvstændig i senere oplag og kom til at omfatte 137 digte i 1850-udgaven. Barfod var grundtvigianer, og det samme var Carl Joachim Brandt, udgiveren af Rim og Sange til Fædrelandets Historie, som kom i to dele 1848-49.

Andersen skrev meget få historiske digte. Et af disse er "De Danske og deres Konge", som findes i hans første digtsamling fra 1830 og handler om stormen på København den 11. februar 1659, da Karl X Gustafs forsøg på at likvidere det danske monarki mislykkedes, og forbundet mellem borgere og kongen førte til Enevældens indførelse. Digtet kom ind i Fabricius' samling, fik i 1840 en melodi af Berggreen og blev i 1844 optaget i femte hæfte af Berggreens Sange til Skolebrug. Mærkeligt nok mangler den i de grundtvigianske sangbøger; den eneste af de 12 samlinger, hvor den forekommer, som kan kaldes grundtvigiansk i sit indhold, er Schreiners Fædrelandshistoriske Digte fra 1865. Teksten viser, at den unge Andersen også kunne skrive folkevise- eller romancepastiche, når han ville. Dertil bidrager frem for alt den omkvædslignende tredje linie "Men Danmark stoler paa Herren", som kun forandres i små detaljer og giver indtryk af skæbnetung alvor og urokkelig modstandsvilje. Den korte parataktiske syntaks har samme virkning; næsten hver linie rummer et kort, fuldstændigt udsagn. Parallelisme og variation udnyttes med god effekt, f.eks. begyndelseslinierne i tredjesidste og næstsidste strofe: "De levende Sneemænd storme paa Stand" / "De Svenske storme med Larm og Skrig". Knapheden indbyder til aforistisk fortætning i "Hver Mand er en Helt, hver Qvinde en Mand" - selv om dagens feminister nok ville forkaste et sådant udtryk for sexisme. Digtet udvikler sig effektivt fra beskrivelse af et ligesom frossent, urørligt landskab til den handling, stormen indebærer. Billedet af det fælles Te Deum efter kampen er en passende afslutning i overensstemmelse med omkvædet. Hvad der fremhæves er dog ikke det dramatiske i handlingsforløbet, men de moralske kvaliteter: folkets sammenhold og dets tillid til Gud. Det var ikke underligt, at stoffet var populært blandt digtere og malere i det 19. århundrede, da Danmarks eksistens igen syntes truet; først i Napoleonskrigene og derefter i konflikten om Slesvig, skønt ingen fremmed magt, hverken i det ene eller det andet tilfælde, havde så vidtgående planer som svenskerne i 1659. Den 11. februar var en af det 19. århundredes nationale mindedage, og blandt andre skrev Grundtvig, Ploug og Richardt digte eller sange til den.

En strofe bestående af tre korte linier giver ikke komponisten større lejlighed til udfoldelse. Berggreen imødegik det ved at gentage den første linie, så han fik et lige antal linier, som det er sædvanligt i folkelige sange. Daktylerne "Vintren sit", "Iis ligger", "lille og", "stoler paa" var nok anledning til, at han valgte den 6/8-delstakt, som Weyses eksempel havde gjort til den typiske romancerytme. Melodien er meget enkel, og harmonien byder heller ikke på nogle overraskelser: i første halvdel modulerer den til dominanten, i anden halvdel til subdominanten. En enkel, vuggende, melodi, helt i dur: den er afgjort alt for fredelig og uskyldig til at passe til en tekst, som taler om frysende kulde og danskernes beslutsomhed i en farlig krigssituation. At denne melodi ikke overlevede i det 20. århundredes sangbøger, er næppe forbavsende.

Nr. 4 og 5 på hitlisten er upolitiske sange. "Brødre, meget langt herfra", en værtshussang fra begyndelsen af syngestykket Festen paa Kenilworth, først opført med Weyses musik i januar 1836, forekommer i 11 kilder fra en tyveårsperiode, 1836-56, senest i den nævnte Odense-sangbog Nyeste Sangbog for alle Stænder. I betragtning af, at sangen, af forståelige grunde, mangler både i skolesangbøger og i grundtvigianske sangbøger, må man sige, at den har været usædvanlig populær i den førideologiske tid. Det er en beskrivelse af Amerika som et slags slaraffenland, hvor guld og sølv gror på marken, og stegte duer bygger i skovens skygge, og det hagler dukater og "der er alting Kjærlighed, / Kilderne Champagne". Det er et tema, hvor Andersens fantasi, humør og sind for barnlig grådighed kommer til sin ret, og det hele er oplagt som en konvivial situation, hvor en af byboerne efter hver utrolig beskrivelse udbryder: "Hvor frydeligt! / Gud, hvor det er nydeligt!", og koret af værtshusgæster gentager: "Skade, at Amerika / ligge skal saa langt herfra!" Lembourne, eventyreren som foredrager sangen, er forresten uden funktion i stykkets handling. Efter denne optakt venter man større ting af ham end den ganske ubetydelige rolle, han spiller i intrigen. Men sammenhængen er jo ofte en svaghed i Andersens mere ambitiøse stykker for teatret.

Til denne tekst skrev Weyse en munter og hyggelig klubsangsmelodi, som fint indfanger det behagelige i værtshusgæsternes samvær - de véd jo godt, at alt er en fantasiens leg. Meget Weysesk er overgangen til subdominanten ved "Fugl Føniks" og de subtile rytmiske forskydninger i den forbløffende Goldthreds reaktion: "Gud, hvor det er nydeligt!" Det er nok Weyses genius, som har hjulpet denne barnligt-hedonistiske ønskedrøm til at dukke op i visebøgerne igen; den kom allerede 1895 i første bind af Danmarks Melodibog, og den kom i Wilhelm Hansens H. C. Andersen i Tekst og Musik.

Nr. 5 er en sang, som vi vel ville forvente skulle blive storfavorit blandt Andersen-tekster, "Moderen med Barnet", med Gebauers børnesangsmelodi. I sangbøgerne sætter den ind, når "Brødre, meget langt herfra" har hørt op. Digtet stod allerede i digtsamlingen fra 1830, men blev ikke antologiseret før ti år senere, da Vajsenhuslæreren H. K. Tryde indlemmede det i sin lille samling Digte og Riim for Børn til Udenadlæsning, som blev uhyre populær. Den første sangbog som det udkom i er Christian Hansens 30 Skolesange fra 1858; året efter fulgte Christian Winther med læsebogen Digte for Børn til Skolebrug, og i 1860'erne udkom det i syv sangbøger, dog ikke i de strengt grundtvigianske. Det er en rigtig Andersen-tekst, anskuelig, sentimental og humoristisk på samme gang. Vi har det lillebitte hus med de skæve vægge og de små ruder, som man stadigvæk kan se dem i danske købstæder landet rundt - skønt nu omhyggeligt restaureret, mens "Døren synker halvt i Knæ" i Andersens digt. Vi har dyrene, som barnet genkender fra det huslige liv: hunden, katten, svalerne, myggene. Vi har det intime, fortrolige vokabular - det lille kræ, de søde pusselanker -, og vi har ubekymretheden just hvor der er fare for, at det hele bliver alt for sødt og nydeligt, i sidste linie af første strofe: "Solen synker - og så vid're".

Johan Christian Gebauers melodi holder sig til børnesangens enkelhed, med et indgangsmotiv, som gentages med en subtil rytmisk variation i slutningen, og en mellemdel i dominantens toneart, som også gentages. Så her har vi, efter teaterdigteren, børnedigteren Andersen, - begge to mere repræsentative end patrioten Andersen, skønt det må regnes ham til stor fortjeneste, at han nåede at humanisere nationalismen.

Pladsen tillader ikke, at jeg fortsætter med flere tekster, men jeg vil i det mindste nævne dem, som kommer umiddelbart efter på min hyppighedsliste.

Digtet "Gurre", som begynder "Hvor Nilen vander Ægypterens Jord", forekommer ni gange i sangbøger - kun i kommercielle - mellem 1845 og 1856. Det har sin oprindelse som sang; den opførtes med Rungs musik ved en velgørenhedsforestilling på Det Kongelige 1842 og blev først trykt med titlen "Et Aftenlandskab". Det handler om det sted, hvor Kong Valdemar og Tove nød deres lykke, og bedst kendt er vel omkvædet "Jeg troer der er skjønnest i Danmark!".

Otte forekomster har en teatersang, "Ned til Rhinen", fra vaudevillen Skilles og Mødes fra 1836. Den spanske gesandt spørger pigen Louise, som aldrig har været uden for Danmark, hvor hun helst ville rejse hen. Hun svarer: Rhinen, Paris, Schweiz og Valencia, i denne rækkefølge, og gesandten revancherer sig med en strofe til Danmarks pris. Sangen er modelleret efter en tysk sang om udlængsel, Brentanos "Nach Sevilla!", som blev meget populær i Louise Reichhardts komposition. "Ned til Rhinen" figurerer i kommercielle sangbøger mellem 1836 og 1856. Man kan godt forstå, at den slags sange havde en funktion på en tid, da udenlandsrejser kun var for de lykkelige få; nu sørger Spies og Tjæreborg for, at disse længsler hurtigt går i opfyldelse.

Syv gange har jeg fundet en sang fra Andersens første teaterstykke Kjærlighed paa Nicolai Taarn, som begynder "Sex Aar det var ved Fastelavn". Skræddersvenden Søren, hjemkommen fra sin tur til udlandet, fortæller om sine oplevelser i de forskellige lande og byer, her Kiel, Amsterdam, Paris, Rom, Wien og "Uglspils Grav". Sådanne sange om en håndværkers eller farende svends mere eller mindre fantastiske oplevelser var meget populære i ældre tid; Claudius' sang om Herr Urian var længe meget kendt; endvidere på tysk "Ich bin der Doktor Eisenbart" og Andersens kilde for melodien, "Ich bin der Schneider Kakadu", fra Weigels syngespil Die zwei Schwestern aus Prag, 1794. Sangen forekommer i kommercielle sangbøger mellem 1833 og 1849.

Seks forekomster har jeg noteret for to teatersanges vedkommende: "Penge, Penge! troe mit Ord" fra Bruden fra Lammermoor, og "Hyrden græsser sine Faar", en typisk Weysesk romance fra anden akt af Festen paa Kenilworth. Den første findes kun i 1830'ernes sangbøger, den anden finder vi fem gange i 1830'erne og en enkelt gang i Kaisers Den lille Sanger fra 1850. Og så er der syv sange med fem forekomster, som jeg ikke alle vil regne op. Fire er teatersange; af dem er "Moerlille sidder med Briller paa" fra Ravnen vel den mest kendte. De tre andre er: "Det døende Barn", nævnt tidligere; et andet tidligt digt, "Studenten" ("Højt under Taget, hvor Svalen boer"); og et af Andersens frustrationsdigte "Rosenknop saa fast og rund", med melodi af Gebauer, mindre kendt end sangen "Jeg savner Noget! - skal jeg Navnet sige?" over samme tema, som dog kun dukker op to gange i mine sangbøger.

I sidste kapitel af Gustav Hetsch's bog H. C. Andersen og Musiken (1930) finder man en oversigt over kompositioner til H. C. Andersen-tekster. Min hensigt har ikke været at uddybe dette aspekt, men at minde om

1) hvor meget Andersen selv skrev med musik i tankerne, enten til bestående melodier eller i forventning om, at ordene ville blive sat i musik;

2) hvor meget Andersen nåede sit publikum ikke bare gennem læsning, men også gennem sang.

Kronologien af hans forekomst i sangbøgerne gør det klart, at han havde en meget lovende start i 1830'erne, da hans teatersange og komponerede digte hurtigt kom ind i sangbøger og lignende antologier, men at han trådte i baggrunden under de nationalistiske og folkepædagogiske årtier, som fulgte efter guldalderen, fra midten af 1840'erne. Han tjente i Kongens Livjægerkorps i fem og et halvt år, men han lod sig ikke indrullere i de nationalliberale eller grundtvigianske hærskarer. Som forfatter af børnesange kom han først til sin ret, da hans ry som eventyrdigter var grundfæstet.

1848-49 var ikke kun en politisk revolution, det var også en kulturrevolution, og de nye ideologier havde egentlig ikke meget brug for H. C. Andersen. Man må have den største respekt for de nye kræfter som frigjordes, men man må også være taknemmelig for, at det ikke lykkedes dem helt at udrense guldalderkulturens gamle, på mange måder mindst lige så folkelige, - og for eftertiden afgjort mere velsmagende - surdej.

Litteraturhenvisninger

Hetsch, Gustav, H. C. Andersen og Musiken. København 1930. 192 s.

Kuhn, Hans, Defining a Nation in Song. Danish Patriotic Songs in Songbooks of the Period 1832-1870. København 1990. 287 s.

Kuhn, Hans, "Wie volkstümlich wurde die Guldalder-Dichtung? Das Zeugnis der dänischen Liederbücher 1832-1856". I: Nordische Romantik. Akten der XVII Studienkonferenz der International Association for Scandinavian Studies. 7.-12. August 1988 in Zürich und Basel. Basel / Frankfurt a.M., 1991. S. 269-75.


Bibliografisk information om teksten:

Kuhn, Hans: "H. C. Andersen i det 19. århundredes danske sangbøger", pp. 101-14 i Johan de Mylius, Aage Jørgensen & Viggo Hjørnager Pedersen (red.): Andersen og Verden. Indlæg fra den første internationale H. C. Andersen-konference, 25.-31. august 1991. Udgivet af H. C. Andersen-Centret, Odense Universitet. Odense Universitetsforlag, Odense 1993.