Fra Johan de Mylius' H.C. Andersen-biografi H.C. Andersens liv. Dag for dag:

1864

Psalme

1. april

Bogudgave af Paa Langebro.

8. april 1864

Underskriver for første gang en "politisk Udtalelse" (dagbogen), idet HCA på opfordring sammen med andre i offentligheden kendte personer sætter sit navn på en henvendelse til det schweiziske folk.

9. april

Trykkes HCAs digt "Danmark" i Dagbladet. Møder næste dag på gaden flere "høje Officerer", som takker ham for digtet. Selv er han "betaget og overvældet af Ulykken" og føler sig samtidig "betynget og forældet, Døden var mig bedst" (dagbogen d. 10.).
Til en middag (14. april) hos den engelske attaché, som taler godt tysk, insisterer HCA på at tale engelsk med begrundelsen:

"der er for Øieblikket i dette Sprog for mig Lyd af Kanoner og Skriig af Fjender, jeg vil hellere tale daarligt Engelsk"
(dagbogen dags dato).

15. april

Læser op i Studenterforeningen til indtægt for de brandlidte i Sønderborg.

1864: Psalme


18. april

Stormen på Dybbøl. HCA går i stor uro for Viggo Drewsens skæbne under kampene, men beroliges d. 24. af en melding om, at han kun er blevet såret i benet.

27. april

Førsteopførelse på Det kgl. Teater af Han er ikke født, originalt Lystspil i to Acter. HCA føler selv det grelle i dagens begivenheder: tidligere på dagen, inden premieren på lystspillet, har han i Garnisons kirke deltaget i begravelsen af faldne fra krigen. - Stykket opføres i alt 6 gange.

28. april

Læser op i Arbejderforeningen til fordel for en krigsenke og hendes spædbarn. Indtægt herved 66 rdl., hvoraf Arbejderforeningen tager det halve, så enken får 33 rdl.

3. maj

Besøger inden spisetid fru Heiberg, der samme aften vil hen at se HCAs nye stykke.

"Vi talte om Tiden; jeg sagde hvor bitterlig jeg følte den i det jeg var saa ene. Og hun udtalte det samme om sin Ensomhed siden Heibergs død"
(dagbogen).

10. maj

Udkommer Han er ikke født i bogform.

11. maj

Klipper papirklip til velgørende basarer,

"eet forleden betaltes med 1 Species [2 rdl.] af Hofbager Bruun; jeg hører senere at han lader det indhefte i mine samlede Eventyr"
(dagbogen).

21. maj

Læser op ved et velgørenhedsarrangement på Hotel Phønix til fordel for de sårede og faldnes enker:

"Der var overfyldt til Consert og en trykkende Varme, jeg var ved at falde om under første Læsning, den lille Pige med Svovlstikkerne, derpaa Sommerfuglen og tilsidst Det er ganske vist; neppe vilde mine Kræfter slaae til, mine Been vaklede, Vandet gik mig ud af alle Porer; Publicum var meget glad og aplauderede. Afdelingen endte med mit "Danmark", componeret af en ung Nordmand. I anden Afdeling læste jeg "Sneemanden" og "Hvad Fatter gjør".

Kan samme dag hæve sidste del af sit honorar for Paa Langebro. Honoraret er i alt på 330 rdl.

Ultimo maj

Om sin stemning i denne tid noterer HCA i dagbogen d. 22.: "gudløs, bitter paa Menneskene og uden Fortrøstning til Gud", men føler straks efter, at han derved synder mod Gud i sin tanke.
Igen d. 27. i dagbogen:

"Det er næsten sørgeligt hvorledes jeg driver og dovner; Intet bliver bestilt. Veiret er meget koldt, de Fleste have i Kakkelovnen. Jeg seer Dagen gaae, ønsker at det var Aften og jeg kom iseng, Intet glæder jeg mig til, Intet fylder mig hvad skal det føre til".

3. juni

Til Basnæs. Her kommer soldater fra lazarettet i København på rekreation, og HCA underholder dem og læser op for både dem og folkene på gården.
Under opholdet på gården skriver HCA sin "Psalme": "Hartmann har faaet den at componere" (brev til Henriette Collin d. 22.)

27. juni

Tilbage i København.

Søg i tidstavlen    ?

Se evt. Tidstavle 1864 – 1865 Åbn dette link i vinduet 'ny' i bd. VI af H.C. Andersens Dagbøger (DSL, Kbh. 1971–77)