Fra Johan de Mylius' H.C. Andersen-biografi H.C. Andersens liv. Dag for dag:

1863

Gælden til Collinerne

Til 14. januar

I Bordeaux, hvor den derboende danskfødte vinhandler N.J. Jurgensen tager sig af dem. Hører her to gange Gounods opera Faust, men foretrækker Goethes skuespil. Det var "Duften af Blomsten men ikke Blomsten selv", (dagbogen d. 7.). Det afholder ham dog ikke fra at høre operaen flere gange senere, bl.a. i København.

14. januar

Afrejse fra Bordeaux. Over Angoulême, Poitiers, Tours, Blois og Orléans til Paris.

21. januar - 20. marts

I Paris. Her skaffer den danske attaché Harald Moltke-Huitfeldt ham en måneds fri adgang til operaen (man undrer sig fra fransk side over, at det er operaen og ikke teatret, han vil have fri adgang til).
Træffer Marmier, men søger at undgå hans selskab. Møder også P.L. Møller hos generalkonsul Albert Delong. Møller undrer sig over, at HCA ser så ung og uforandret ud, mens HCA selv føler sig meget besværet af alder og sygdomme.
Omgås meget Bjørnstjerne Bjørnson og læser hans stykke Sigurd Slembe, hører desuden af Bjørnson om planen for hans næste stykke, Maria Stuart. Møder digteren Henrik Scharling og læser hans Nøddebo Præstegaard. Er på La Morgue og ser på lig, der er trukket op af Seinen.
Får friplads på Théatre Francais og på Opéra comique. Træffer sammen med Kertbeny igen og overvinder sin tidligere modvilje mod ham. Får (6. marts) brev om major Serres død.
Træffer sammen med Clara Schumann og hendes datter, kommer i strid med Clara Schumann om Gade og Hartmann (hun kalder Gade mesteren og Hartmann en dilettant). Indbydes af hende til hendes koncert. Opsøger forlagsboghandler E. Dentu og beklager sig over den dårlige franske oversættelse af hans eventyr.

9. februar

Udkommer første hæfte af H.C. Andersens Eventyr og Historier. Med Illustrationer efter Originaltegninger af V. Pedersen. Andet Bind. Med 121 Illustrationer. De to sidste hæfter udkom 10. ma. og 30. marts. Denne udgave i to bind er sammen med de tre bind Nye Eventyr og Historier 1870-1874, ill. af Lorenz Frølich, den fuldstændige udgave af HCAs eventyr og historier inden for hans egen levetid.

11. marts 1863

Skandinavernes fest i Palais Royal for HCA. Bjørnson holder talen for ham og priser hans folkelige vittighed og satire. Den svenske maler J.A. Malmström laver som festdekoration til ophængning for enden af festsalen en stor akvarel, hvor man ser HCA omgivet af figurer fra sine eventyr (hans udkast til dekorationen er bevaret).

1863: Gælden til Collinerne


20. marts

Afrejse fra Paris. Over Aachen til Düsseldorf (her d. 21.-25.). Videre over Hannover, Hamborg (undervejs herfra, i Neumünster, skilles HCAs og Jonas Collins veje, idet Jonas tager over Kiel direkte til København), Flensborg, Haderslev-Assens, Odense.
I Odense går HCA i teatret: "jeg sad fremmet mellem Fremmede i min Fødeby", (dagbogen d. 29.); går efter 3. akt og hører bagefter, at der skulle have været råbt et hurra for ham ved stykkets slutning. Går næste dag - d. 30. - med biskop Engelstoft hen og ser sine forældres hus, opsøger sin fars grav og kigger ind i domkirken: "Alt var uforandret fra min Barndom", (dagbogen dags dato). Videre over Korsør til København.

31. marts

Ankomst til København. Rejsen med Jonas Collin d. Y. (som var HCAs gæst) kan anslås at have kostet HCA ca. 2.774 rdl. (HCA selv antager det samlede beløb til at være ca. 3.400 rdl., mens Edvard Collin kun sætter det til 2.374 rdl. Omregnet til 1993-penge er de 2.774 rdl. minimum 280.000 kr., hvoraf hen mod halvdelen må være betaling for Jonas). Trods udgifterne er HCAs formue under rejsen vokset med 1.269 rdl.
Den stigende modsætning mellem rejsefællerne førte til, at HCA efter hjemkomsten (25. marts) noterer i sin dagbog om de penge, han har givet ud på rejsefællen:

"det er afbetalt Gjeld, modtaget under trykkende Behandling, afbetalt under en overmodig selvfølende Caserer".

De meget bitre, undertiden ligefrem hadefulde følelser mod Jonas under rejsens sidste del og efter hjemkomsten dæmpedes dog efterhånden, men tog til igen senere.

Søg i tidstavlen    ?

Se evt. Tidstavle 1861 – 1863 Åbn dette link i vinduet 'ny' i bd. V af H.C. Andersens Dagbøger (DSL, Kbh. 1971–77)