Fra Johan de Mylius' H.C. Andersen-biografi H.C. Andersens liv. Dag for dag:

1857

Mødet med Clara Heinke

5. juli

Første dagbogsomtale af Anna Bjerring, en på dette tidspunkt 25-årig lærerinde fra Ålborg. Under denne dato noterer HCA, at han har modtaget brev fra "Anna i Aalborg", en formulering, der forudsætter en allerede etableret bekendthed eller ligefrem fortrolighed med hende, hvad der også fremgår af det faktum, at hun skriver til ham under hans ophold i England [første almanakindførsel af hendes navn er fra 1858, en fødselsdagshilsen til ham fra "Anna i Aalborg"]. Der består fra denne tid en livslang korrespondance mellem disse to, og de har flere personlige møder. Der er ingen tvivl om, at hun har været forelsket i HCA og har gjort, hvad hun kunne for at få ham. Ved sin død (1902), tager hun HCA.s breve til hende med sig i graven!

15. juli

Kører til Maidstone, hvor han tager afsked med Dickens. Med skib til Frankrig fra Folkestone. Over Boulogne og Amiens til Paris. Er d. 17.-21. i Paris, hvor opholdet forbitres for ham ved læsning af dårlige kritikker af romanen. Videre over Strassbourg (ser her domkirken:

"en Eenhed, som den der er i ethvert Naturens Værk, man troer det er skabt af Naturen selv",
(dagbogen af 22. juli),

over Mannheim, Frankfurt, Guntershausen til Leipzig (ankomst d. 25.). Besøger forlæggerne Lorck og Wiedemann og tager næste dag videre til Dresden, hvor han modtages af Serres.

27. juli

Med Serres fra Dresden til pianisten og komponisten Adolf Henselts gods Gersdorff i Schlesien. Fru Henselt har HCAs portræt hængende i soveværelset. Under opholdet tegner pastor Robert Matthäi (29. juli) HCA læsende "Den lille Havfrue" på Gersdorf.

1857: Mødet med Clara Heinke


30. juli

Med Serres tilbage til Dresden. Bor frem til 31. august det meste af tiden på Maxen, men med korte ophold indimellem i Serres hus i Dresden.

11. august 1857

Første møde med malerinden Clara Heinke, som HCA havde korresponderet med gennem 4 år. Hun har pr. brev opfordret ham til et møde i Dresden (hun har sin tante med som anstandsdame). HCA synes, hun ser noget jødisk ud. Er sammen med hende de følgende to dage og noterer d. 13.:

"Blev drillet af alle Damerne [...] at jeg havde i Dag viist mig saa særdeles elskværdig for den unge Dame. Clara Heinke synes en klog Pige, hun var meget hjertelig mod mig".

1. - 6. september

I Weimar, hvor han sammen med storhertugen deltager i festlighederne ved afsløringen af statuerne af Goethe og Schiller (synes, Schiller ligner ham selv). Træffer Liszt og er til en koncert med orkestermusik af Liszt

"det var vildt, melodiøst og uklart. Nogle Gange slog man med Bekner, da jeg først hørte det, troede jeg at en Tallerken faldt ned, jeg gik træt hjem; det var en Satans Musik",
(dagbogen d. 5.).

6. september

Rejser hjem over Kassel, Hannover, Hamborg, med dampskibet Eideren fra Kiel til Korsør, og på grund af sygdom ikke til Sorø, men direkte til København.

14. september

På grund af kolera i byen forlader HCA igen København og tager til Roskilde, hvor han bor hos domprovst Ortwed. Videre til Ingemanns i Sorø d. 17. Besøg her af digteren Fr. Paludan-Müller og hans kone (Paludan-Müller er HCAs gamle studenterkammerat). D. 26. videre over Slagelse, hvor han afhentes af fru Scavenius og hendes børn, og til Basnæs. Syg her det meste af tiden. Heftig diskussion om religion med fru Scavenius.

Søg i tidstavlen    ?

Se evt. Tidstavle 1851 – 1860 Åbn dette link i vinduet 'ny' i bd. IV af H.C. Andersens Dagbøger (DSL, Kbh. 1971–77)