Fra Johan de Mylius' H.C. Andersen-biografi H.C. Andersens liv. Dag for dag:

1855

Grímur Thomsens anmeldelse

1855: Grímur Thomsens anmeldelse


17. januar

I Casino opføres En Landsbyhistorie. Folke-Skuespil i fem Acter efter S.H. Mosenthals 'Der Sonnenwendhof'. Med tildigtede kor og sange af HCA. Opføres i alt 31 gange i HCAs levetid.

24. januar

Bogudgave af En Landsbyhistorie.

26. januar

Premiere på Casino på Den Usynlige paa Sprogø, der var blevet førsteopført på Det kgl. Teater 1839.

31. marts

Læser HCA i Mathias Steenstrups Dansk Maanedsskrift, bd. I, en næsten 20 sider lang anmeldelse ved Grímur Thomsen af HCAs Samlede Skrifter. I et brev af 3. april til Henriette Wulff omtaler han den "meget store Glæde", han fik ved læsningen. Han kalder artiklen

"den første ubetinget [an]erkjendende Dom her i Danmark over mig som Digter [...] smukt skrevet, dertil dygtigt, med Kjendskab og Kjærlighed. Alle som have læst den synes særdeles om den".

Ingemann lykønsker ham med artiklen i et brev af 30. april:

"Det har ogsaa glædet mig, at De i Grímur Thomsen har fundet en kærlig og begavet Beskuer og Fremstiller af Aanden og Charakteren i Deres Digtereiendommelighed. Det er en Lykke, som sjælden falder i nogen Digters Lod, medens han er i Live [Ingemanns egne bøger blev gennem mange år så at sige aldrig anmeldt, selv om hans romaner var utroligt populære i bredere kredse af folket], og det opvejer for en stor Deel den Fortrædigelse og Forstemmelse, skeløiet og hjerteløs Kritik tidligere har forvoldet Dem".
Søg i tidstavlen    ?

Se evt. Tidstavle 1851 – 1860 Åbn dette link i vinduet 'ny' i bd. IV af H.C. Andersens Dagbøger (DSL, Kbh. 1971–77)