Fra Johan de Mylius' H.C. Andersen-biografi H.C. Andersens liv. Dag for dag:

1847

Videre til Skotland

6. april

Udkommer Nye Eventyr. Andet Bind. Første Samling ("Den gamle Gadeløgte", "Nabofamilierne", "Stoppenaalen", "Lille Tuk", "Skyggen").

Foråret 1847

Udkommer Improvisatoren på fransk: L'improvisatore ou La vie en Italie oversat af Camille Lebrun [Mlle Pauline Guyot]. Allerede i 1837 fik HCA at vide af sin tyske oversætter, von Jenssen, at en fransk oversættelse af Improvisatoren var under forberedelse, og at den ville udkomme i begyndelsen af 1838. Disse udsigter optog ham meget, og han omtalte det i adskillige breve. Der findes imidlertid ikke nogen sådan oversættelse registreret fra 1838.

Maj

Udkommer A Picture-Book without Pictures oversat af Meta Taylor efter Fouqués tyske oversættelse (forlaget David Bogue i London).

8. maj

Står model for maleren J.V. Gertner.

13. maj

Af sted på Englandsrejsen med ophold på Glorup 14. maj til 1. juni. Skriver her det verdenshistoriske læsedrama Ahasverus. Om dette skriver Edvard i brev af 31. maj 1847 til HCA:

"enten er det det Bedste De har skrevet eller ogsaa er det noget Galskab; mellem begge er det s'gu ikke. Der er dog meest Rimelighed for det Første, thi da jeg læste Forgrunden for Jette, maatte jeg standse for Graad, og det pleier ikke at være et daarligt Tegn. Hvad jeg har læst [1. del], staaer i afrundet Form høit over Deres tidligere Arbeider og det er for mig især en yderst behagelig Følelse".

Udgifterne til rejsen anslår HCA på forhånd til ca. 800 rdl., men dette beløb forudsætter, at han også skal til Paris. HCA forudser, at han må dække en del af udgifterne ved at pantsætte en ring, der har en værdi af 400 rdl. og som han kan få 200 rdl. for. Edvard Collin arrangerer imidlertid efter betaling fra Lorck et kreditiv til vekselererfirmaet Hambro i London på 999 pund, dvs. 661 rdl.

1. juni

Videre over Odense, Assens/Årøsund, Hamborg, Bremen, Oldenburg ned gennem Holland (over Utrecht) til Amsterdam (ankomst 13. juni). Ser sit portræt hos en boghandler i Amsterdam og finder i det hele taget, at han er velbekendt i Holland. Videre d. 15. over Leyden til Haag (herfra udflugt til badebyen Scheweningen).

19. juni

Fest på Hotel d'Europe i Haag for HCA.

21. juni

Med tog til Rotterdam og med dampskibet Batavier (fyldt med udvandrere, kvæg og kirsebær) herfra d. 22. til London.

1847: Videre til Skotland


23. juni

Ankommer HCA til London. Møder her arvestorhertugen af Weimar samt Jenny Lind, omgås også balletdanserinden Lucile Grahn og den tyske komponist Ludwig Spohr. Ser også her i London sit portræt (Carl Hartmanns akvarel) i en boghandlers vindue.
Hører, at højadel og kongelige her ikke omgås kunstnere, men inviteres selv som feteret gæst blandt højadelen. Det skyldes især, at den danske gesandt i London, grev Frederik (Fritz) Reventlow, tager sig meget af HCA og indfører ham i de højere selskabskredse. Reventlow indbyder også HCA flere gange til sit eget hjem. Ved en af disse aftener hos Reventlow (d. 27. juni) er Carl Hartmann til stede og tegner HCA læsende op for selskabet. På billedet ses (ud over gesandten) Christian Reventlow, grevinde Jutta Reventlow, døtrene Malvina og Hilda samt børnenes lærerinde.
Møder sin oversætter Mary Howitt. Besøger hende og hendes mand to gange i Clapton. Er en del sammen med sin anden oversætter Charles Boner. Sidder for maleren J.F. Møller (28. juni-13. juli). Møller laver dog kun en tegning af HCA, der anvendes som forlæg for et litografi.

Søg i tidstavlen    ?

Se evt. Tidstavle 1845 – 1850 Åbn dette link i vinduet 'ny' i bd. III af H.C. Andersens Dagbøger (DSL, Kbh. 1971–77)