Fra Johan de Mylius' H.C. Andersen-biografi H.C. Andersens liv. Dag for dag:
1846
Selvbiografien færdigskrevetForåret: (antagelig)
Udkommer en samling Gedichte von Andersen, oversat af Heinrich Zeise og med P.L. Møllers biografi over HCA fra Dansk Pantheon som indledning og et 8-strofet dedikationsdigt af signaturen H.B. til HCA (J.G. Naecks forlag, Kiel).
Maj
Udkommer Caroline Peacheys oversættelse af HCA-eventyr på William Pickerings forlag i London: Danish Fairy Legends and Tales.
1. maj
Fra Rom til Neapel sammen med grev Paar. Skriver her videre på sin biografi til Lorck. Udflugter til Sorrento, Capri, Herkulanum, Baiae og Portici. Indtrykkene fra Neapel under den overvældende varme inspirerer HCA til at påbegynde historien "Skyggen".
12. maj
Førsteopførelse (Det kgl. Teater) og udgivelse af Liden Kirsten, originalt, romantisk Syngestykke i een Act (musik af J.P.E. Hartmann, dansenes koreografi oprindeligt ved P. Larcher, senere ved August Bournonville). Opføres i alt 65 gange i HCAs tid.
Allerede i februar 1835 havde HCA indleveret stykket - der bygger på folkevisen "Herr Sverkel" - til teaterdirektionen, dengang med musik af Bredahl.
Juni
Udkommer en ny samling eventyr ved Charles Boner og med illustrationer af grev Pocci: The Nightingale, and other Tales på Joseph Cundall's forlag i London
19. juni
HCAs veninde fra ungdomsårene, Henriette (Jette) Hanck, dør.
1846: Selvbiografien færdigskrevet
23. juni
Afrejse fra Neapel med dampskibet Castor til Marseille, hvor HCA møder violinisten Ole Bull. Videre fra Marseille (d. 30.) over Arles til Nîmes, hvor han gør ophold (1. juli) for at besøge digteren og bageren Jean Reboul ("Jeg syntes hele Bager-Haandteringen her var en Maskerade", hedder det i dagbogen), ser på hans væg to billeder til Rebouls digt "Det døende Barn", en mulig inspiration (blandt flere) til HCAs "Historien om en Moder".
Se evt. Tidstavle 1845 – 1850 i bd. III af H.C. Andersens Dagbøger (DSL, Kbh. 1971–77)