Fra Johan de Mylius' H.C. Andersen-biografi H.C. Andersens liv. Dag for dag:

1842


8. oktober

Komponisten C.E.F. Weyse dør. I den anledning kalder HCA ham i Mit Livs Eventyr "min første ædle Beskytter, vi mødtes vel i tidlig Tid ofte hos Wulffs, arbeidede sammen paa Kenilworth, men vi bleve dog ikke ret fortrolige Omgangsvenner; hans Liv var eensomt som mit, og dog saae man ham gjerne, som jeg tør troe, Mange see mig; men jeg har Trækfuglenes Natur og flyver ud over Europa, hans længste Udflugt var til Roeskilde, hvor han i en bestemt Familiekreds følte sig hjemme, hvor han paa Domkirkens Orgel kunde phantasere, ved Roeskilde er endnu hans Grav. Det at tage længere bort kunde han slet ikke gaae ind paa, jeg husker hans Humor, da jeg efter min Hjemkomst fra Grækenland og Constantinopel besøgte ham. "See nu er De dog ikke længer end jeg!" sagde han. "De er kommen til Kronprindsessegaden og seer ud over Kongenshave, det gjør jeg ogsaa, og De har kastet de mange. mange Penge ud. Vil De reise, saa reis til Roeskilde, det er nok, vent til der reises til Maaner og Planeter!"

25. oktober

Tidligste almanakvidnesbyrd om forbindelse med kritikeren P.L. Møller (de må dog have kendt hinanden nogen tid forinden). P.L. Møller er tidens mest progressive danske litteraturkritiker, modstander af Heiberg, hemmelig medarbejder ved Goldschmidts Corsaren og en god litterær støtte for outsiderne HCA og Blicher.

22. december 1842

Julerejse til Bregentved. I et brev herfra juledag til Edvard Collin gør han sine finanser op, deriblandt hvad han kan få ud af at pantsætte sin ring (180 rdl.) samt et forventet honorar på 200 rdl. fra Reitzel (antagelig efterbetaling på En Digters Bazar ).

28. december

Videre til Gisselfeldt.

Søg i tidstavlen    ?

Se evt. Tidstavle 1836 – 1844 Åbn dette link i vinduet 'ny' i bd. II af H.C. Andersens Dagbøger (DSL, Kbh. 1971–77)