Fra Johan de Mylius' H.C. Andersen-biografi H.C. Andersens liv. Dag for dag:

1825


20. oktober

I et brev til velgøreren Jonas Collin afskriver HCA en dansk stil (om hvad der adskiller os fra dyrene), og i den siger han hen mod slutningen noget, som egentlig kan gå for at være en rød tråd ned gennem hele hans egen digten og tragten:

"I Tidens Strøm styrter alt iddelmaadigt, kun det særdeles Store kan bestaae".

27. oktober

Flytter HCA efter Meislings forslag ind hos denne. Det groteske leben i det meislingske hjem bliver stof til bl.a. skildringer af Peers skoleliv i Lykke-Peer.

19. december 1825

Til København for efter indbydelse at tilbringe julen hos Wulffs (Wulff var nu blevet chef for søkadetakademiet og flytter ind (i den senere som Fr. VIIIs palæ benævnte fløj) på Amalienborg.
I Levnedsbogen citerer HCA fra sine tidligste dagbogsblade indtryk fra dette besøg, hvor han har fået tre bind Shakespeare, "nydeligt indbundne". Her dukker i hans tanker slutscenen fra Oehlenschlägers Aladdin op, som model for hans opfattelse af sig selv og hele sin situation, ligesom Aladdin blev model for hans selvbiografier og dele af hans digtning:

"Der ude paa den store Plads (HCA har hos Wulffs fået et soveværelse, der vender ud mod slotspladsen) gik jeg for 5 a 6 Aar siden; ingen kjendte mig i den hele By, og nu kan jeg hos en kjær, agtet Familie ret gotte mig med min Schackspear, - O gud, det er jo ligesom Aladdin , jeg sidder ogsaa paa Slottet og seer ned. Du gode Gud! nei Du vil ikke forlade mig. Jeg kunde kysse Dig!"
Søg i tidstavlen    ?

Se evt. Tidstavle 1825 – 1834 Åbn dette link i vinduet 'ny' i bd. I af H.C. Andersens Dagbøger (DSL, Kbh. 1971–77)