Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver
Nøgleord:
Kærlighed, udødelighed, hjerte, sjæl
Kærlighed kan forløse sjælen til liv og skænke den udødelighed - for eksempel den lille havfrue eller "Alferne paa Heden", der kan vinde evigt liv af et menneskes kærlighed eller, i alfernes tilfælde, af "en Angerens eller Medlidenheds Taare fra det menneskelige Hjerte", englens kærlighed til Inger i "Pigen, som traadte paa Brødet", Gerdas tårer, der tør Kays frosne hjerte op i "Sneedronningen" eller Sorgens tåre i "Den sidste Perle", der løfter sjælen op mod evigheden.
Ifølge Flemming Hovmanns kommentar s. 95 i bd. 7 af H.C. Andersens eventyr, Dansk Sprog- og Litteraturselskab / Borgen 1990, er det et kendt motiv fra folketroen, at tårer har forløsende kraft.
Eksempel 1:
»Hvad!« sagde Gerda, »er her ingen Roser!« og sprang ind imellem Bedene, søgte og søgte, men der var ingen at finde; da satte hun sig ned og græd, men hendes hede Taarer faldt netop der, hvor et Rosentræ var sjunket, og da de varme Taarer vandede Jorden, skjød Træet med eet op, saa blomstrende, som da det sank, og Gerda omfavnede det, kyssede Roserne og tænkte paa de deilige Roser hjemme og med dem paa den lille Kay.
Eksempel 2:
Da var det, at den lille Gerda traadte ind i Slottet gjennem den store Port, der var skjærende Vinde; men hun læste en Aftenbøn, og da lagde Vindene sig, som de vilde sove, og hun traadte ind i de store, tomme kolde Sale – da saae hun Kay, hun kjendte ham, hun fløi ham om Halsen, holdt ham saa fast og raabte: »Kay! søde lille Kay! saa har jeg da fundet Dig!« Men han sad ganske stille, stiv og kold, – da græd den lille Gerda hede Taarer, de faldt paa hans Bryst, de trængte ind i hans Hjerte, de optøede Iisklumpen og fortærede den lille Speilstump derinde; han saae paa hende og hun sang Psalmen:
»Roserne voxe i Dale,
Der faae vi Barn-Jesus i Tale!«
Da brast Kay i Graad; han græd, saa Speilkornet trillede ud af Øinene, han kjendte hende og jublede: »Gerda! søde lille Gerda! – hvor har Du dog været saa længe? Og hvor har jeg været?« Og han saae rundt om sig. »Hvor her er koldt! hvor her er tomt og stort!« og han holdt sig fast til Gerda, og hun lo og græd af Glæde; det var saa velsignet, at selv Iisstykkerne dandsede af Glæde rundtom og da de vare trætte og lagde sig, laae de netop i de Bogstaver, som Sneedronningen havde sagt, han skulde udfinde, saa var han sin egen Herre, og hun vilde give ham hele Verden og et Par nye Skøiter.
Og Gerda kyssede hans Kinder, og de bleve blomstrende; hun kyssede hans Øine, og de lyste som hendes, hun kyssede hans Hænder og Fødder, og han var sund og rask. Sneedronningen maatte gjerne komme hjem: hans Fribrev stod skrevet der med skinnende Iisstykker.
Top