Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver
Se også Begravelse, Kirkegård
Nøgleord:
Død, kirkegård, kors
Storken gav hende Tag over sig til hendes Død! jeg sang ved hendes Grav! sagde Vinden, jeg sang ved hendes Faders Grav, jeg veed, hvor den er og hvor hendes Grav er, det veed ellers Ingen!
Nye Tider, andre Tider! gammel Alfarvei gaaer op i lukket Mark, fredede Grave blive færdet Landevei, - og snart kommer Dampen med sin Vognrække og bruser hen over Gravene, glemte som Navnene, hu- u- ud! fare hen!
Eksempel 1:
Det var en iisnende Frostnat, Sneen lyste, Stjernerne blinkede; den tunge Rustvogn kom med Liget fra Staden til Herregaards-Kirken, hvor det skulde sættes i Slægtens Familie-Begravelse. Forvalteren og Sognefogeden holdt ridende med Fakler foran Kirkegaards-Laagen. Kirken var oplyst og Præsten stod i den aabne Kirkedør og tog mod Liget. Kisten blev baaren op i Choret, hele Menigheden fulgte. Præsten talte, en Psalme blev sungen; Fruen var med i Kirke, hun var kjørt derhen i den sortbetrukne Stadskarreet, den var sort indeni og sort udenpaa, en saadan var aldrig før seet der i Sognet.
Om al den Sorgens Stads blev der talt hele Vinteren, ja det var »Herremands-Begravelse.«
»Der saae man, hvad den Mand betød!« sagde Sognets Folk. »Han var høibaaren født og han blev høibaaren begravet!«
»Hvad kan det hjelpe!« sagde Skrædderen. »Nu har han hverken Liv eller Gods. Vi have dog den ene Deel!«
»Tal dog ikke saadanne Ord!« sagde Maren, »han har det evige Liv i Himmeriges Rige!«
»Hvem har sagt Dig det? Maren!« sagde Skrædderen. »Død Mand er god Gjødning! men den Mand her, var vist for fornem selv til at gjøre Gavn i Jorden, han skal ligge i Gravcapel!«
»Tal dog ikke saa ugudeligt!« sagde Maren. »Jeg siger Dig igjen: han har det evige Liv!«
Eksempel 2:
Doctoren skrev op til ham fra Apotheket; han vilde ikke tage Medicamenterne. »Hvad kan det hjelpe!« sagde han.
»Jo saa kommer Du Dig!« sagde Moderen. »Hold fast paa Dig selv og Vor Herre! kunde jeg dog igjen see Dig faae Kjød paa Kroppen, høre Dig fløite og synge, saa vilde jeg gjerne lade mit Liv!«
Og Rasmus løstes af Sygdommen, men hans Moder fik den, Vor Herre kaldte hende og ikke ham.
(...)
En Efteraarsaften kom han, i Regn og Blæst, besværligt den sølede Vei fra Kroen til sit Huus; hans Moder var for længe siden borte, lagt i sin Grav.
(...)
»Hvad kan det hjelpe!« sagde han.
»Det er et ilde Mundheld, Du har!« sagde hun. »Husk paa din Moders Ord: hold paa Dig selv og Vor Herre!
Top