DA | EN
The Hans Christian Andersen Center

December

"Hver sorgfuld Sjl, bliv karsk og glad,
Ryst af din tunge Smerte,
Et Barn er fdt i Davids Stad,
Til Trst for hvert et Hierte."

*

(Juleaften).

Ungersvenden.
Dybt i mit Hjerte, hvor hun boer,
Et mgtigt Juletr der groer,
Og det for hende ene.

Med Tankens Stjernelys det staaer,
Og Troskabs-Fuglen lifligt slaaer,
Bag Haabets grnne Grene.

Alt, hvad jeg har paa Jorden her,
Det finder hun paa Tret der,
Alt er for hende ene.

Jeg skal i Aften hende see,
Der leges Juul, hvo veed, maaskee
Hvad Himlen der mig bygger,

See hendes Sdskende, de Smaae,
Alt lyttende ved Dren staae,
Mens deres Tr hun smykker.

Brnene i Kammeret.
Waldemar
.
Saae Du det store Tr, der kom igaar?
Jeg veed, nu er det plantet op derinde.
Og veed Du hvad? Det midt i Salen staaer,
Saa meget Stads paa Grenene de binde.
Jeg troer jeg faaer en nydelig Husar,
Og saa et Buur til begge mine Skader.

Jonna.
Men Jesu-Barnet aldrig seet jeg har,
Han kommer jo deroppe fra Gud Fader,
Og bringer os den hele Stads hvert Aar,
Hvor kan han komme ned og det saa stille?
Mon ogsaa Broder Viggo noget faaer,
Mon Jesu-Barnet veed, vi har den Lille?

Louise.
Det kan Du sagtens troe, til lille Broer
Han ogsaa noget deiligt Stads vil sende,
Han kom jo ned fra Himlen, sagde Mo'er,
Og saa maa Jesu-Barnet ham jo kjende.

*

(Gjenboens Huus).
(En gammel Pebersvend sidder ved Vinduet og seer over til dem).

Nu tndes Lysene paa Juletret,
Ved Dren Brneflokken lytter til;
Tt ved hverandre halvt de bie Knet
Og gjennem Nglehullet titte vil.
De lykkelige Smaae! sdt Hjertet banker,
Ja, Fa'er og Mo'er er ogsaa glad' som de -
Og jeg - hvorfor de tunge, mrke Tanker,
Jeg kan jo gjennem Ruden Glden see. -
- Lidt maa jeg aande paa den! Glasset fryser;
Iisblomsterne saa strkt i iet skjr'. -
Hvor deiligt dog nu Juletret lyser,
Hvor salig er dog Barne-Glden der!
Hos mig - O, hvilken ganske anden Scene!
Som Fremmed selv hos Vennerne jeg staaer;
Med Sorgen, som med Glden er jeg ene,
Ei noget Hjerte ved mit Hjerte slaaer.
"En gammel Pebersvend", mig Verden kalder;
"O, han har aldrig kjendt til Kjrlighed!"
Nei, det var kun en Drm i Ungdoms Alder,
Og hvad veed Verden om min Drm Besked!
Jeg var ei smuk, jeg var ei blandt de Rige,
Og til den bedste Blomst dog iet saae;
"Vr min!" jeg drmte, voved' halvt at sige; -
Hvad kan man ei i Drmme falde paa!
I Rosens Rdmen Haab jeg vilde finde,
En anden kom - jeg saae endnu paa den.
Jeg saae, hvordan han Rosen monne vinde,
Og nu - er jeg en gammel Pebersvend.

*

De fattige Brn paa Gaden
(synge).

Barn Jesus i en Krybbe laae,
Skjndt Himlen var hans Eie;
Hans Pude her blev H og Straa,
Mrkt var det om hans Leie!
Men Stjernen over Huset stod,
Og Oxen kyssed' Barnets Fod,
Halleluja, Barn Jesus!

Hver sorgfuld Sjl, bliv karsk og glad,
Ryst af din tunge Smerte,
Et Barn er fdt i Davids Stad,
Til Trst for hvert et Hjerte,
Til Barnet vil vi stige ind,
Og blive Brn i Sjl og Sind.
Halleluja, Barn Jesus!

Digteren.
Nu til Enhver man Julegave skjnker,
Alt aander Glde, Kjrlighed og Sang,
Hvad tr jeg bringe Dig, som Hjertet tnker,
Hvad tr jeg bringe frste, sidste Gang?
Min Gldens Palme blev en bladls Tjrn,
Da den sig stolt til Solen vilde hve! -
Tag mine Digte, det er Hjertets Brn,
I Kjrlighed de blev, i den de leve;
De nvne Dig, - de flyve mod din Favn, -
Men tr ei sige deres [rettet fra: Deres] Moders Navn!
Som Pelikanen for dem hver jeg stod,
I Kjrlighed jeg flte Hjertet bve.
Jeg har dem diet med mit Hjerteblod,
Og jeg maa de! - hvo veed, om de skal leve?

*

(Julestuen).
Vrten.

Nu Presenter til Enhver
Jeg vil dem fremvise!
Men bemrk, med hver isr
Flger en Devise!

Ungersvenden.
Gid jeg dog et Haandtryk fik
Til Present fra Lise,
Og et mt, et kjrligt Blik
Fulgte som Devise.

Studenten.
Granske, fle, muntert lee,
Aand og Skjnhed prise,
Esse non, videri, see,
Det er min Devise!

En ung Herre.
Nys gik Hjertet med! O Gud,
Det var en Betise.
Alting har jeg feiet ud,
Det er min Devise!

Mo'erlille.
Barn, betnk Du hver en Stund,
De Din Skjnhed prise:
"Sukkermund har Gift i Grund",
Men ei til Devise. -

En Seofficeer.
Danske Smands Trofasthed
Aldrig kan forlise.
Hjertet paa det rette Sted,
Det er hans Devise!

En Enke.
Livets Held en Mand mig bd,
Slig Present vi prise.
Gud skee Lov, min Mander dd,
Det er min Devise!

Allesammen.
Man sig lidt fornie maa,
Drikke godt og spise.
Glden skal man holde paa,
Som en god Devise.

*

(Midnat. - en Kirkegaard).
Elskeren.

Kun Vint'rens Friskhed, ei dens Gys,
Har i mit unge Hjerte Sde,
Smukt Himlen staaer med Julelys,
Og i mit Bryst er Juleglde.

Hun elsker mig, hun kommer her,
Bag Kirken loved' hun at mde;
Hvo Kjrlighed i Hjertet br',
Ei frygte kan for Gravens Dde.

De stige i det hvide Lag'n,
Jeg hrer dem, saa dybt de sjunge;
Thi Julenat, det er et Sagn,
Faaer Alting Liv og Alting Tunge.

*

De Dde.
(medens de dandse rundt om Gravene).

Maanen skinner rund og klar,
Men, at her vi svve,
Det er kun en Drm, vi har,
Dde kan ei leve!

Tungt og haardt vort Tag er lagt,
Stuen er saa lille,
Fire Fjlle er vor Pragt,
Der er tyst og stille.

Dybt vi sove, Aar med Aar
Der i Tidens Strmme,
Kun ved Midnat Hjertet faaer
Sine strke Drmme.

Let som Taage, hvid som Liin,
I de Ddes Have
Dandse vi ved Maaneskin
Om de sorte Grave!

At ved Maanen rund og klar
Lysteligt vi svve,
Det er kun en Drm, vi har,
Dde kan ei leve!

Elskeren.
Nei, det er ei Drmmerie,
Jeg seer Eder svve!

De Dde.
Det er kun Din Phantasie,
Dde kan ei leve!

Elskeren.
Jo, som Aander her I gaae
I de dunkle Gange.

De Dde.
Det er flt at hre paa.
Ak! Du gjr os bange!
Gaae vi da igjen, o vee!
Siig det, Du, som lever.
Hu, er jeg et Spgelse?
Skrk mig gjennembver.
(de flygte ned i deres Grave):

Elskeren.
Kjrlighed forjager kjk
Fra sit Stevnemde
Hver en Frygt og hver en Skrk,
Ja, selv Gravens Dde.

Hun er ikke langt herfra,
Sees hun i det Fjerne,
I mit Hjerte tndes da
Gldens Jule-Stjerne!

Tiden.
Tys! tys!
Aarene brat henrinde;
Som et Suk, som et Kys,
De forsvinde.

Mit Gjenfrd.
(paa min Grav).

"Vr glad, mens Lampen ei er slukt;
At leve her er dog saa smukt.
Da skinner Solen lys og varm,
Da rkker Pigen Dig sin Arm,
Og om ei Hjertet flger med,
Du troer dog, det er Kjrlighed. -
- For hvad mit varme Hjerte gav,
Jeg fik - en kjlig, stille Grav;
Mens Solen skinner varm og stor,
Og Fuglen synger, Blomsten groer,
Jeg sover dybt, - min Gang er endt, -
Og Ingen har den Dde kjendt!"

Information about this poem (in Danish)

December. (Dybt i mit Hjerte, hvor hun boer) p. 115

(Saml. Skr. IX, 61: Fire Aarstider: Juleaften).
Published 18 December 1832
Source: Digterens danske Vrker 1822-1875, number in bibliography: 211