November

"Tredje Reeb ind! - - Op at beslaae Mersseilet! -
Ha, alle Djvle, hvilken Nat! -"

*

Ngent, de Sted paa Jyllands Vestkyst.
(Det er Nat og Maaneskin; Skyerne jage hen over det oprrte Hav).

En Skare onde Natur-Aander mdes, de leire sig i Sandet.

Den Frste.
Her November har sin Throne,
Hvilken deilig Dandseplads!
Storm og Hav er vort Orchester.
Hr dog, hvilket lystigt Stykke!
Mine Been er Hvirvel-Vinde;
Kom, imens de Andre sladdre
Om de natlige Bedrifter.

Den Anden.
Dette Sted isr jeg ynder.
Om en herlig Spas det minder!
See I [rettet fra: i] der det lse Qviksand?
Det er flere Aar nu siden,
Men som nu, just i November,
Kom en lystig Brudeskare;
Klarinet og Violiner
Klang heel lysteligt fra Vognen,
Hvor med Silkebaand om [rettet fra: um] Haaret,
Bruden sad, saa ung og deilig.
Med en Taage jeg dem blnded',
I et Nu de svandt i Sandet.

Den Tredie.
Det er kun i forgaars siden,
Jeg mit Eventyr har prvet.
Nyligt havde Stormen lagt sig,
Havet hvilte som et Klde.
Stille laae et Vrag derude,
Alt dets Mandskab lngst var borte,
Kun en Mand og tvende Qvinder
Endnu stode der forladte,
Men der laae en Baad paa Dkket,
Stor og bred; de der dem satte.
Manden bortskar [rettet fra: bortskjar] alle Touge,
Undersgte Alting nie,
Haabede, naar Vraget sank,
Baaden, frelst fra Dybets Hvirvler,
Let dem bar paa Havets Flade.*
Men eet Toug sig for ham skjulte,
Livet hang ved dette ene.
Tause sad de, Alt var stille;
Ingen Luftning krused' Havet.
Dybt jeg dykkede, dernede
Jog jeg Hvalerne af Svnen;
Deres sorte Ryg de reiste
Over Fladen, sprited' Vandet
Hit i Luften rundt om Vraget,
Hvor de tause Ddsindviede
Dybt og langsomt droge Aande,
Men endnu om Livet drmte; -
Mere Vandet steg i Rummet,
Lystigt hylte det derinde.
- Vraget sank, rev Baaden med sig -
Blgen steg i vilde Hvirvler,
Sydede i store Kredse.
Saa blev atter alting stille,
- Ingen seer hvad Dybet gjemmer.
Ingen veed om Skibets Skjbne;
Bange vente de der hjemme,
Uger, Maaneder og Aar,
Medens Hvalens sorte Finner
Slaae de hvide Ddningben.

Den Fjerde.
Intet stort Du der udretted',
Nei, hr kun, hvad jeg har gjort. -
Nr ved Genfersens Bredder,
Hvor lavinen laa paa fjeldet,
Purpurfarvet smukt af solen,
Svang jeg mig i Aftenskumring.
Dybt i Dalen alt var Stilhed;
Ingen Luftning rrte Tret.
- ved den lille, lave Hytte
Sad en tre Aars Dreng og leged'.
Hslig var han som en Engel!
Brune jne, smil paa Kinden -
Se, nu kom en mgtig Rovfugl,
Der paa sine sorte Vinger
Rask slog ned og greb den Lille.
Hjt den skreg; han flj med Byttet.
Moderen kom ud fra Huset.
Uden Ord og uden Stemme
Stirred' hun med Ddens Blikke.
Frst den satte sig paa Taget,
Flj saa op ad Fjeldets Side;
Hvilte der, til hun var ved ham,
Atter flj han da - ha, glde!
Lnger kunne hun ej flge -
Mellem Graner, Sne og Skyer,
Sad han i sin stolte Rede;
Slukked iets Stjerne-flamme,
Leged' med de gule Lokker,
Drak de varme, friske Draaber,
Og istemte hjt sin Sang. -
- under Reden laa et Snelag.
Ved min Aande blev det lsnet,
Thi jeg bvede af Lyst,
Og den lette Snebold trilled',
Svulmede til en Lavine,
Skjulte Hytten dybt i Dalen,
Hvor den bange Moder drmte,
Hendes mindste Barn laa trygt.

Den femte.
Dorske vagabonder er i.
Ikkun t - t eventyr?
Nej, som snogehammen broget,
Maa det med Bedrifter veksle.
Med den blege Maanestraale
Leged' jeg i Midnatsstunden
Om hver strk og saftfuld Urt,
Suged' Krfter op af Jorden,
Lagde Gift i Rod og Blade,
Krydret med mit Flammekys! -
Hjt imellem Norges Fjelde
Traf jeg paa en Trup af Ulve;
Jeg med Vinterkulden slog dem,
Drev dem bort med Storm og Hagl,
Fra hvert Rov, de kunde finde,
Og de kom til Bondens Hytte;
Let blev Pinden brudt fra Dren,
Der var ingen Folk i Stuen,
Kun en Unge laae i Vuggen,
Ret en deilig Ulvebrad.
- Ene, i den dybe Granskov
Sad en Pige, hun var deilig!
Alle kaldte hende dydig.
Med en nyfdt Lille sad hun,
Vded' ham med Kys og Taarer,
Men fortvivled' over Skammen;
Selv jeg fandt, det kldte ilde;
Derfor, som en Hvirvelvind,
Greb jeg en af Skovens Graner,
Knuste den i mine Arme,
Snoede Barken til en Strikke,
Kasted' den for hendes Fdder, -
Og den gjorde herlig Nytte. -
Barnet grov' vi ned i Mosen -
Nu er Pigen atter dydig.
Derpaa gik min Vei til Havet,
Jeg blev Blge mellem Blger.
Stormen Steg, der kom en Snekke,
Fire Mand, en niaars Gut,
Var Bestningen derinde,
Gutten gik just i Kahytten,
Men de fire Mnd var' oppe.
Som en Braa-S jeg mig reiste,
Gjorde ryddeligt paa Dkket.
- Nu er Drengen ene Herre,
Skibet gaaer for Storm og Vinde.
See, nu kommer da det Sidste,
Skade, det er ei det Bedste! -
Nr ved Edinburg jeg landed';
Useet, sneg jeg mig i Hytten,
Hvor den syge Moder blunded'.
Hendes Sn, en ni-aars Dreng
Sad med Bibelen og lste;
Men da Svnen qvged' hende,
Taug han stille, folded' Haanden,
Saae paa hende fromt og barnligt.
Som en Luftning greb jeg hurtig
I det lette Senge-Omhng,
Lod det kysse Lampe-Flammen.
Snart det blussede. Jeg brndte
I den rde, vilde Lue!
Drengen styrted' ud af Huset,
For at sge Hjelp for hende. -
Udenfor - et lystigt Mde!
See, der stod' to vilde Kngte,
Muskelstrke, kldt, i Pjalter,
Efter Bytte kun de lured';
Og de greb og qvalte Drengen,
Bragte Liget hen til Lgen,
Der betalte med Guineer,
Thi han fik et smukt Kadaver.
Men igjennem Hyttens Rude
Lfted' jeg min Flamme-Vinge,
Hvirvled' Rgen hit mod Skyen
I den maaneklare Nat.

Den Frste.
Ha, jeg hrer gjennem Stormen,
Hrer gjennem Havets Brnding
Hist fra Hytten Fredens Toner.
Hr, den gamle Qvinde synger!
Gid jeg kunde blse Psalmen
Ud af hendes fromme Hjerte.
Dorske Blge, reis dig mere!
Ryst November-Storm din Vinge,
At jeg hendes Sang ei hrer.

Psalmetoner fra Fiskerhytten.
"Vor Gud lod en Rose opskyde,
Alverden burde sig fryde;
Men mangen har aldrig fornummen,
At Rosen til Verden er kommen.

Ak, sger de ydmyge Steder,
I Stvet, hvor [skulle vre: for] Frelseren grder,
Saa faae I vor Jesum i Tale,
Thi Roserne voxe i Dale.

Lad Verden mig Alting betage,
Lad Tornene rive og nage.
Lad Hjertet daane og briste,
Min Rose jeg aldrig vil miste!" **

De onde Aander.
Fle, frygtelige Toner!
Kom, vi vil' som Hvirvelvinde
Stige i Novembernatten.
Men frst her en Daad vi ve;
Vi vil lgge os paa Blgen,
Suge Taage op af Havet,
Sprede denne rundt om Kysten.
Da den stolte Semand gruer,
Mens paa nye Eventyr
Hver gaaer hen, hvor bedst ham synes.

Den Frste.
Jeg vil rase vildt i Skoven,
Rykke Trer op med Roden;
Hvirvle Bladene mod Skyen;
Hvidske Mennesket i Hjertet:
"Efter Lvfald kommer Vaaren,
Bringer atter grnne Blade;
Derfor Du, naar Hjertet isner,
Troer, en nyfdt Vaar Dig venter.
Slgter fdes, Skoven grnnes,
Men husk paa det Lv, som falder,
Aldrig dette grnnes mere.
Det er kun i nye Slgter
Livet groer for Evigheden".

Den Anden.
Jeg vil flyve ned til Sjlland,
Jage Fuglene fra Skoven,
Skrmme dem, at hst de skrige;
Da vil Bonden i sin Hytte,
Grue for den vilde Jger,
Det er Waldemar som jager!

Den Tredie.
Ja, ved Vordingborg i Taarnet
Hyler jeg med Natte-Blsten
Gjennem Murens dybe Revner.
"Kongen har ei Ro i Graven!"
Hvisker da den bange Fisker,
Og med Eet han bli'er gudfrygtug,
Mens han seiler over Bugten.

Den Fjerde og Femte.
Kom, vi flyve op paa Heden,
Der en lystig Fest vi feire!
Nu i Finnerup de sove.
- Luftens Taage vil vi forme
Til en gammel gothisk Kirke,
Ret som den, der fordum stod der.
Dren aabne vi til Laden.
Jeg vil vre Dannerkongen,
Erik Glipping. Du er Ranild.
Luftig' lette, skabt' af Taage,
Stige vi som deres Aander.
Tingen kjende vi til Grunden,
Selv vi vare med ved Legen,
Og har siden tidt af Bonden
Hrt det i hans gamle Vise.

"Lukked' Du Ranild den Dr med Stang,
Som jeg Dig dertil troer?
Undsagt mig har Marsk Stig engang,
Mindes Du vel hans Ord.

Jeg stter for Dren Pind og Stang,
Og dertil Bjelke hiin tykke,
Ikke fdtes af Qvinde den Mand,
Der skal den med Hnder oprykke.

Viben vil vrge for hver den Sted,
Som udi Marken mon staae,
Hun kan ei vrge den lille Tue,
Som hun skal bygge paa.

Det var ei anden Pind eller Stang,
Som monne for Dren staae,
Det vil jeg Eder sige for sandt,
Det var kun to Halmstraae.

Det var ei anden Bjelke tyk,
Som han for Dren opreiste,
Det var et Halmneeg let og bldt,
Som Veiret strax frablste".

Ja saaledes klinger Visen!
Saadan var det, maae vi sande,
Kaade Trolde lystigt spgte;
Een var Straaet, Een var Neget,
Det var Pinden, det var Bjelken. -
Men afsted! - Nu er jeg Kongen!
Bedst Du forestiller Ranild.
Og I Andre, som vil flge,
Vorder Taage! kom som Munke,
Mens bag Kappen Svrdet blinker.
Saadan vi den glade Blodnat,
Vor November-Farce spille,***
Mens en Natmand med Familie
Gaaer i Storm og Blst paa Heden,
Og forfrdes, naar han seer os
Kogle i den vilde Midnat.

(Det oprrte Hav. - Et Skib flyver frem i Stormen).

Kapitainen (giver Befalinger).
Tredie Reeb ind! - - Op at beslaae Mersseilet! - ha alle Djvle, hvilken Nat!
(Skrig af Passagererne).

Kapitainen.
Ryddelig Dk! - For Satan, hvilken Taage! - holla! ikke legere [fejl for: lngere?]! - - heis Storm-Aben!

Blgerne.
Menneskeaand, som byder os Skranke,
Ha skjlv bag den skjre Planke,
Frygt den sorte, skummende S,
"Du skal de!"

Kapitainen.
Kap luv Mesans Vanter! - ha, rr jer Gutter! - - Vi drive ind! - op med Roret!

Skrig af Matroser.
Vi sidde fast - Sen gaaer ind i Rummet! Herre Jesus! vi forgaae.

Don Juan.
Mephistopheles! jeg synker!

Mephistopheles.
Grib min Haand! Paa denne Planke
Vi paa Blgen ride Ranke.
Gjennem Brndingen Du stiger,
Frelst, til Kystens smukke Piger,
Og paa Skrkken Dig fornier.
Alt er kun November-Lier.
Den ei Aarets Dd forkynder.
Ballet er det, som begynder.
Stormen her er Musikanten;
See, hvor lystigt Dandsen gaaer!
Seent frst Vintergubben staaer
Kold og hvid, som Kommandanten.

(De drive i Land)..

* Efter en lignende Situation hos Cooper.
** Brorson.
*** Den 21de Novbr. 1286 myrdedes Erik Glipping i Finnerup.

Information about this poem (in Danish)

November. (Her November har sin Throne) p. 99

(Saml. Skr. IX, 51: Fire Aarstider: November-Phantasier).
Published 18 December 1832
Source: Digterens danske Vrker 1822-1875, number in bibliography: 210