DA | EN
The Hans Christian Andersen Center

October

"- Du har ei Ro, ei Smerte
Tomt er der i dit Hjerte;
Saa dsigt Taagen ligger
Rundt om det visne Krat! -."

*

Storken er reist til fremmed' Land, Spurven boer i dens Rede;
Lvet falder, men Brret staaer rdt paa den sorte Hede.
Taagen ligger saa kold og klam, Vedet fldes i Skoven,
Bonden gaaer paa den vaade Mark, vlter Jorden med Ploven.
Over de sorte Muldvarpskud flyver en vildsom Svale,
Skjuler sig mellem Mosens Rr, kan ei synge, ei tale.
Draaben falder saa kold og tung ned fra Trernes Grene;
Minderne leve, uden dem flte sig Hjertet ene.
Som Oceaners dybe Ro frend Stormene stige,
Ja, som et Havblik er der i hele Naturens Rige,
Havblik, Forbudet paa en Storm, snart den stiger med Vlde,
Da skal Skoven staae som et Vrag, alt de Masterne flde.
Tomhed breder sig meer og meer, her er ei Fryd, ei Smerte;
Livstomt staaer den stolte Naturs svulmende Digterhjerte.

I Vaar Din Sol sig tndte,
Dit unge Hjerte brndte,
Alt blev til Blomst og Blade,
Og Fuglene sang glade -
Din Sjl var Kjrlighed.
Med Liv Du Alt omsno'ede.
Selv paa Ruinen gro'ede
Den grnne Vedbend'-Ranke;
Og Troskab var Din Tanke,
Lyksalighed Dit Meed.
Alt aanded' Liv og Varme,
Du holdt i Dine Arme
Din skjnne Blomsterpige;
Din Drm var uden Lige.
Nu har hun Dig forladt!
Og Blomsterne er' dde,
Dybt i Dit Bryst er de,
Du har ei Ro, ei Smerte,
Tomt er der i Dit Hjerte;
Saa dsigt Taagen ligger
Rundt om det visne Krat.
Du kan ei mere drmme.
O svulm, I vilde Strmme!
Ryst Storm din strke Vinge,
En anden Qval Du bringe,
Ei denne slve Hvile!
Send Ddens skarpe Pile,
Dig Straa-Dd er forhadt!

Stille! see, hvor Taagen lfter sig hit fra den vaade Vang;
Hist bag Kirken synker Solen, Straalen falder bleg og lang.
Sit "Lev vel" den stille hvidsker til sit Hjertes Troubadour;
Med det gule Lv, som falder, svarer sorgfuldt Guds Natur.
Endnu een Gang, men den sidste, Solen Afskeds-Kysset sender,
Underligt, see hist i Byen, paa en Rude Straalen brnder.
Ogsaa der October bygger bag den ngne hvidgraae Muur,
Men det eier her et Hjerte, ddt det er i Guds Natur.
See, det lille lave Kammer er saa hyggeligt, saa reent,
Alt for kort er Gulveteppet, men det pynter dog saa peent.
Ambra-Tret staaer i Vinduet i det blege Aftenskjr,
Hvor en halv afbladet Rose Efteraarets Billed br.
Rokken snurrer, der hun sidder; - "Er, som Himlen, iet blaat?"
Det er kun en gammel Jomfru! bleg er Kinden, Haaret graat.
Her hun lever eensomt stille ved sin Rok og sine Minder.
Dagen gaaer, og Dagen kommer. Saadant afmaalt Aaret svinder.
Ogsaa her var Vaar og Sommer, friske Blomster, Rosenrdt.
Kjrlighed fik dette Hjerte, og end er ei Hjertet ddt!
Haab og Lngsel, Ungdoms Drmme, er nu Veemods Melodie; -
Det er kun en gammel Jomfru - hende Verden gaaer forbi.
- Stille! hr fra Kirketaarnet Klokken dybe Toner gav.
Tause Mnd i sorte Klder staae rundt om den aabne Grav;
Kisten snkes ned med Snore, Prsten kaster Jorden paa;
"Fred" det toner. - - Gid mit Hjerte bag de fire Brder laae!
Uden om mig, selv i Haabet, Livet som October staaer!
Digterdrmme, Livets Lykke, Alt jo til sit Lvfald gaaer!
Eventyret vel jeg mindes om den stolte Fiskerviv,
Som bestandigt nsked' Mere, og det stod ved nskets Bliv.
"Konge, Keiser, selv Gud Fader" - da tilsidst, som ved Magie,
Atter i den dybe Leergrav sad hun - Drmmen var forbi!
Flamme-nsker, Haab og Lngsel stige, medens Hjerter slaae,
Men tilsidst den dybe Leergrav bliver Alt, hvad her de faae!

Spillemand, spil paa Strnge,
Barmen er mig trang,
Hvo kan savne lnge
Barnets simple Sang?
Ride, ride Ranke!
Flyv afsted min Tanke,
Flyv hen over Bjerg og Elv,
Hjertet bliver frst sig selv
I sin Barneverden!

Spillemand, spil paa Strnge,
Grib med strke Slag!
Haabet gaaer i Enge
Den lange Livets Dag,
Finder, selv i Moser,
Krusemynt og Roser,
Synger: "Ro til Fiskeskjr,
Mange Fiske faae vi der,
Aldrig Haabet slipper!

Spillemand, spil paa Strnge,
Livet er saa smukt,
Ei det varer lnge,
Snart er Lampen slukt.
Klappe, klappe Kage!
Graven er tilbage -
Giv hver Grille kort Besked,
Qvist den op, og qvist den ned,
Saa falder den i Asken!

Spillemand, spil paa Strnge,
En October-Sang;
Taagen staaer paa Enge,
Barmen er saa trang.
Visselul mit Hjerte!
Vug' i Svn din Smerte!
Bedst i Graven Vuggen staaer,
Om end ikke Gngen gaaer,
Der ei Barnet grder!