Ved Mad. A. K. Spendrups Grav.

"Hustrue! Moder! Du har os forladt!!"
Saa klage Dine i den mørke Nat.
Armod græder ved Dit kolde Leer,
"Moder! ak! vor Moder er ei meer!"

Venskab planter Blomster paa Din Grav;
Om os alle trøstende du svæver;
Aanden ei forgaaer i Tidens Hav,
Støvet døer kun, evig Aanden lever.

Livet svinder, som en Drøm saa brat,
– Stjerneskud i Evighedens Nat –
Men vi gaae til Livets Morgenrøde
Christ og alle Gode der at møde.

C.