Marts
"Livets Frihed, Jordens Baand,
Kamp imellem Form og Aand."
Mægtigt Vaarens Pulse banke,
Dog er det saa kold en Tid;
See, imellem Form og Tanke
Viser sig den store Strid;
Aaret giver i det Mindre,
Hvad i Secler Verden gav,
Hvad du seer, hvor Stjerner tindre,
Og i Oldtids sjunkne Grav,
Livets Frihed, Jordens Baand,
Kamp imellem Form og Aand.
Jorden.
Ton høit i Tidens Kamp mit stolte Qvad!
En Verden være mig mit Nodeblad,
Urbjergene, som dybt grundfæsted' staae,
De er' de sorte Streger, sat' derpaa,
Og hver Forstening, hvert et Lag deri,
Er Noden til den stolte Melodie.
Hvert Mammuthsdyr, hver Blomst i Stenen bundet
Os synger om et Liv, som er forsvundet,
Om Tidens Stræben, Tidens snevre Baand,
Om Kampen mellem Formerne og Aand.
Hvo sprængte Himlen med sit Stjernetal,
Den vidtudstrakte Ymers Pandeskal,
Den høie Himmelhvælving i sin Skranke -
Hvo, uden Aanden med sin Flamme-Tanke?
Copernikus gav Jorden Liv og Gang,
Stolt alle Sphærerne i Rummet sang,
De gamle Former bort som Avner fløi,
Og Verden blev saa navnløs stor og høi.
Den vilde Søgang bryder stolt hver Skranke,
Og Klippen brister, som den skjøre Planke,
Sø bliver Land og Landet atter Sø,
Men dobbelt skjøn sig reiser Ø ved Ø,
Det indre Liv sig lader ei betvinge.
See! Skovene fra Jordens Muld fremspringe,
Fixstjernens Skjær naaer ned til Jordens Bugt,
Skjøndt Secler svinde i dens snare Flugt,
Men Rummet ei kan Kraftens Straale dæmpe,
Forgjæves Titans Børn mod Himlen kjæmpe.
Brænd Byer af, riv ned med Tiger-Kloe,
Strøe Salt i Gruset, at ei Græs skal groe! -
Dog reiser Aanden atter Steen ved Steen,
Erindringen med Fredens Palmegreen
Beskytte vil, hvad Tid ei kan henveire,
Kun Formerne kan døe, og Aanden seire!
Stolt er Du Hav, og dog saa svag en Skranke; -
Dig Mennesket betvinger ved sin Tanke;
Du, Kraftens stolte Kjæmpe, her maa stande,
En St. Christoffer mellem Verdens Lande,
Og os henbringe, hvor vi ønske vil,
Thi Formen er for Aanden kun et Spil.
Lavinen styrter ned fra Bjerg og Fjeld,
Snart sprudler der det stærke Kildevæld,
Og Hytterne med Bruunt det Hvide spætte,
Alt rører Livet sig paa Dødens Slette.
Om Laplands Bjerge snoer sig Sumpelandet,
Men frodigt groe de røde Bær paa Vandet;
Tilintetgjørelsen sit Banner svinger,
Men engang ogsaa Tiden her den tvinger.
Urskovens Dynd med Sumpene forgaae,
Og Byer der i Dalene skal staae,
Hvor Karavanen smægtede i Sandet,
Skal Mennesket fremtrylle: Kanaans-Landet!
Altid, naar Aandens Moses-Stav det vilde,
Fremsprang, trods Formens Klippe, Livets Kilde!
Menneskelivet.
For den vilde Syndflods Vande
Svinde Bjerge, Byer, Lande,
Men ei Snillet den betvinger -
Frelste Slægter Arken bringer;
Høit paa Ararat de dale;
Jorden snart er Blomster-Sale.
- Lænket fast til Døgnets Klipper
Ei Prometheus Faklen slipper.
Stjernens Rige, Bølgens Hjem
Vise maa sin Guddom frem;
Hvad er Formen uden Livet?
Derfor Alt en Gud blev givet.
Over Bølgen Vei de finde,
Aandens gyldne Skind at vinde,
Ingen Baand den Stærke skrække;
Cecrops lander paa sin Snekke.
Taagen synker, Lyset stiger,
Cyrus reiser sine Riger,
Gjennem Floder, over Fjelde
Viser Aanden kjækt sin Vælde;
Alexanders stolte Sind
Slutter Verdens Lande ind;
Kraften gaaer sin stolte Gang,
Roma synger Seierssang;
Medens Stormen over Sø
Bringer Aandens Blomster Frø.
Og det groer paa Land og Ø!
Dog maa Sværdets Flamme-Tunge
Tidt sit stolte Drapa sjunge,
Sprænge Formens Klippemuur
I den kjæmpende Natur.
Hør, et dybt Halleluja
Tonede fra Golgatha!
Høit i Nord hvert Billed falder,
Klokkens Aande-Tone kalder
Folket fra den dunkle Skov.
Aanden kun skee Priis og Lov!
Ei for Formen skal Du knæle,
Aand kan Aanden kun besjæle! -
Ridderen, i Kampens Færd,
Troer paa Gud og paa sit Sværd,
Men bestandigt Døgnets Haand
Slynger Formens faste Baand,
Virker dem i Heltens Pantser;
Pigen selv med dem sig krandser.
Adskilt staaer i hvert et Land
Adel-, Borger-, Trællestand,
Medens høit i Guddoms-Flammen
Straaler: vorder Eet tilsammen.
Det har Kraft, meer end Du tænker,
Derfor bort med Formens Lænker,
Kun Fornuften, stor og fri,
Danne Verdens Harmonie! -
- Nutid, Du Prometeus saae,
Han er kjendt selv af de Smaae!
Aanden sig mod Himlen svang,
Kjækt han Formerne betvang;
Døgnets Dværge sammen fore
Ved Napoleon den store!
Paa den nøgne Klippe-Ø,
I den dybe, salte Sø
Havde de ham lænket ned -
Niddets Grif hans Rygte sled,
Men det voxed' meer og meer,
Verden har, som ham, ei fleer! -
Mindes Du, hvad Skjalden sang
Om den Vilde, som engang
Landede ved Themsens Høie?
Skjalden vilde ham fornøie,
Nævned Navnet paa hans Gud;
Høit i Jubel hiin brød ud,
Taarer strømmed' fra hans Øie,
Gjerne vilde han fornøie
Atter ham, som Fryd ham bragde,
Og "Napoleon", han sagde;
Thi det Navn gik over Klipper,
Hvor den sidste Tange slipper.
Navnet selv paa Kraftens Aand,
Sprængte Sprogets snevre Baand!
Poesien.
En Guddoms Tanke er Du, Poesie,
Udsprungen fra det store Fader-Hjerte,
Din Sjæl er Kraft, din Tale Melodie,
Dit Smiil kan dulme selv et Jordlivs Smerte.
Dit Klædebon er hver en Skov, der groer,
Den røde Lava, Bjerget svøbt i Skyer,
Det dybe Hav, hvor Liviaten [senere rettet til: Leviaten] boer,
Selv Verdens-Vrimlen i de store Byer.
For Dig er ikke Livets Bibel lukt,
Dit Hjem er alle Jorderiges Lande,
Igjennem Universet gaaer din Flugt
Med Stjerne-Diademet om din Pande!
Saadan Du staaer for hvert begeistret Sind,
Og Sjæl og Tanke klart din Guddom fatte,
Du lukker Barnet i din Himmel ind,
Og viser Manden dine Guddoms-Skatte. -
Imellem skotter Verden til din Flugt,
Skjøndt Verden har saa meget at bestille,
Og mangen Lærd beskriver Dig ret smukt
Og lærer dem, som gjerne lære ville;
De faae, hvad Mester da har tænkt og meent,
Det store Kæmpelegem' man trancherer,
Og seer, at Poesie er noget pænt,
Og Digteren en flittig, god Polerer,
En velstuderet Mand, en dygtig En,
Der ærlig Døgnets Middags Suppe laver,
Der kunstig skjærer ud en Ferskensteen,
Og ride kan Spidsfindighedens Traver,
Der siger, "Poesie er Formelys,
Der støbes udenfra og smukt skal tindre,
Men ei en Væxt, der under Nattens Gys
Og Dagens Ild udvikles fra sit Indre."
Den voxer ikke kunstig til en Muur,
En Væxt, der under Saxen Form blev [rettet fra: bliv] givet,
Men griber ved sin stolte Kraft-Natur,
Og viser, fra det Indre strømmer Livet!
- Naar Solens Straale gjennem Ruden gaaer,
Dit Øie Millioner Støv-Gran finder,
Dog, det er ikke Blomsterstøv Du faaer,
Nei, Hverdags-Fnuget er det, som forsvinder,
Blæs kun derpaa, da hvirvler Støvet smukt,
Og der er Form og Runding, smukke Bølger,
Men Døgnets Sol gaaer ned, et dødt Produkt,
Er Alt, hvad af den hele Stræben følger.
Prometheus liig, staaer Skjalden paa vor Kyst,
Med Tidens store Uhr hans Hjerte banker,
En Verdens Taarer bølge i hans Bryst,
Cherubers Flugt blev skjænket til hans Tanker,
Han klipper ikke Stads og springer Buk,
Og skjælder ud paa skjønne Melodier,
Thi da vil Musen flygte med et Suk,
Og Guddoms-Stemmen dybt i Hjertet tier.
Løs Formens Baand, den ægte Poesie
I Prosa selv som Poesie vil straale,
Men Hverdags-Tanken i sin Form-Magie,
Er et Metal, der ikke Ild kan taale.
Lad Mængden glædes ved det Stads, han [senere rettet til:
den] seer,
Ved disse Spring og Viddets Pirouetter,
Det morer her at finde Poul og Peer,
Hvordan, som Solen, ogsaa de har Pletter. -
Nei, Musen flyver stolt mod Himlens Sol,
Hun seer til Havets Ørken som til Bækken,
Til Digterhjertet i en Martsviol,
Og til hver Fugl, der qviddrer mildt fra Hækken.
Hun tier ved sin kjære Digters Grav,
Han lever jo der, hvor hun selv har hjemme;
Men det, som han den hele Verden gav,
Det nævner ham, thi det ved ham fik Stemme.
Og Vaaren viser ved sin Kamp og Strid,
At Liv maa gjennem Dødens Iis fremspringe,
Saa var, saa bliver det til evig Tid,
Den stærke Aand skal Formerne betvinge.
Ei Solens Straale i den frie Luft
Formaaer at danne Blomstens fine Bæger,
Det er ei den, der fylder den med Duft,
Nei, fra det Indre Kraften sig bevæger!
Top