Fra Johan de Mylius' H.C. Andersen-biografi H.C. Andersens liv. Dag for dag:

1870

Europarejsen fortsat
Bekendtskab med Henrik Ibsen
Lykke-Peer

1870: Europarejsen fortsat


1. januar

Læser op for hotelgæsterne i Nice, hvor han siden 30. november har boet på Pension Suisse, i sidehuset, stueetagen, efter den første nat at have fået et værelse på 5. etage.

9. januar

Læser igen op på hotellet.

18. januar

Ankommer Jonas Collin d. Y. fra Verona via Genua.

22. januar

Læser igen op for damerne i hotellet.

31. januar

Afrejse fra Nice. Over Cannes, Marseille, Arles, Lyon, Dijon til Paris.

8. - 24. februar

I Paris. Uroligheder i byen med dræbte og sårede. Jonas tror, at HCA går på bordel, hvad HCA forarget afviser.

24. februar

Til Bruxelles.

27. februar

Til Köln.

3. marts

Til Hannover, hvor HCA af en Kölner-Zeitung erfarer Henrik Hertz' død d. 25. februar. Videre d. 4. over Haarburg, Hamborg, fra Altona til Fredericia, hvor HCA hyldes af Den borgerlige Sangforening på hotel Kronprins Frederik.

8. marts

Ankomst til Odense, hvor de bor på Larsens Hotel og d. 9. viser HCA Jonas domkirken og sit barndomshjem. Er på den efterhånden traditionelle rundtur omkring Munke Mose med biskop Engelstoft.

10. marts

Til Nyborg, over Slipshavn-Korsør, Jonas tager direkte videre til København, mens HCA bliver i Korsør, da det er blevet ud på aftenen.

1870: Bekendtskab med Henrik Ibsen


11. marts

Ankomst til København, hvor han flytter ind på d'Angleterre (nr. 66).

13. marts

Flytter ind i Moritz Melchiors lejlighed på Højbro Plads. Ser samme aften Henrik Ibsens De Unges Forbund i teatret:

"var morsomt, men dog ikke en Komedie, jeg blev træt ved den megen Tale uden Handling"
(dagbogen).

Er dog mere positiv over for Ibsens dramatik, da han i januar 71 ser Kongsemnerne.
Har af de medbragte penge til rejsen 658 rdl. til overs, som sættes i sparekassen. Samværet med Jonas er denne gang forløbet særdeles fint.

23. marts

Til middag hos Chr. IX, dagen efter til taffel hos enkedronningen.

23. april

Er sammen med Karen Blixens far, Wilhelm Dinesen, ved en middag.

2. maj

Hører med større begejstring end i udlandet Wagner (er til de to første akter af Lohengrin, hører operaen flere gange i den følgende tid). Fru Heiberg, Carl Brosbøll (Carit Etlar) og skuespilleren Ludvig Phister er imod Wagners musik, mens Edvard og Jette Collin (som HCA et par dage efter giver billetter til Lohengrin) er interesserede.

10. maj

Er sammen med Grieg og hans unge kone ved en middag hos Henriques. Hun synger Grieg/HCA "Hjertets Melodier" og "Vandring i Skoven". "Det var som friske Fugletoner" (dagbogen dags dato).

21. maj - 26. juni

På Basnæs. Herfra udflugt til Borreby. Læser her d. 11. juni, at Charles Dickens er død d. 9: "altsaa sees vi aldrig mere paa Jorden, udtale os ikke for hinanden, jeg faaer ikke Forklaring af ham hvorfor han ikke besvarede mine senere Breve" (dagbogen dags dato).

28. maj

Ludvig Holstein-Holsteinborg bliver konseilspræsident (statsminister, 1870-74).

14. juni

Strid med damerne på Basnæs om Kristus og kristendom:

"sagde at Læren var af Gud og den var Velsignelse, men at Fødsels og Familie Forhold, var af stor Interesse men ikke for mig nødvendig". På indvendingen, at HCA ikke kan være kristen, hvis han ikke tror på både Faderen, Sønnen og Helligånden, svarer han, at han tror på dem "som Begreber ikke Personer, legemlige Skikkelser"
(dagbogen dags dato).

Finder i denne tid fru Scavenius irriterende påståelig om alle mulige småting. Daglige småskænderier, men holder hende til gode, at hun har et "varmt Hjerte" (dagbogen d. 20.).

26. juni - 3. juli

På Holsteinborg, hvor han modtages med flag. Begynder her på Lykke-Peer. Ved afrejsen undervejs til Sorø falder hestevognen med HCA i grøften. HCA slipper uskadt fra ulykken, som Dagens Nyheder allerede dagen efter kan berette om.

3. juli

I København, hvor han igen får de to små stuer, nr. 66, på d'Angleterre.

7. juli

Udflugt til Hellebæk med besøg hos Collins og hos Hauch i hans nye hus. Da han altid bliver forkølet på turen hertil, vil han - i et humoristisk brev til Henriette Collin af 11. juli - døbe Hellebæk om til

"Feberkysten, Dødsseilernes Reed, Vindeneshjørne, Doctornes Levevei, det sjællandske Grønland [...] jeg lyser min hele Vrede over Egnen og dens aabne Kjøretøi".

9. - 19. juli

Hos Henriques på Petershøj. Afslutter her Lykke-Peer.

15. juli

Krigen mellem Frankrig og Preussen bryder ud.

19. juli - 19. september

På Rolighed hos Melchiors. Besøg her af:

"en ung svensk Student Warburg fra Götheborg hvem jeg forærede mit Portrætkort"
(har læst op for ham og de andre af Lykke-Peer).

Det er den senere litteraturhistorieprofessor Karl Warburg. Besøget finder sted d. 26 juli, og Karl Warburg besøger igen HCA d. 31. august 1871 i Göteborg, da HCA er på vej til Norge og i øvrigt i Göteborg omgås Karl Warburgs bror, konsul Warburg og dennes familie selskabeligt.

1870: Lykke-Peer


24. juli

Signe Læssøe dør. HCA med til hendes begravelse d. 30.

9. - 10. august

Læser Lykke-Peer op for fru Heiberg og hendes tre plejedøtre. Fru Heiberg glæder sig over at genfinde eventyrtonen deri, men synes, han har talt for positivt om Wagners musik.

18. august

Første kontakt med Henrik Ibsen. HCA læser på forhånd Peer Gynt:

"det er som skrevet af en gal Digter, man bliver selv forstyrret ved at vilde leve i denne Bog; Versene ere heller ikke gode, der er noget sygeligt vildt i det Hele. Kjed over at jeg havde læst den da Ibsen kommer her første Gang i Aften, jeg har aldrig seet ham, han gjelder for ordknap og mørk. Efter Bordet kom han med Bloch han gjordte et godt Indtryk. Han talte venligt og godt, vi syntes Alle om ham"
(dagbogen dags dato).

HCA læser historier op efter middagen, d. 21. også af Lykke-Peer for Ibsen, der angiveligt finder den "saa poetisk"
(dagbogen).

I et brev til Henriette Collin d. 26. siger HCA om Ibsen:

"Digteren Ibsen var forleden til Middag her paa "Rolighed" og var meget elskværdig, beskeden og tiltalende. Jeg synes godt om ham, men aldeles ikke om "Peer Gynt", som jeg nu har læst; den synes mig at være saa vanvittig at det ikke er tilladeligt. Hvad er Meningen med det Hele? Versene ere dertil ikke gode og der er flere Steder noget altfor cynisk, fEx ved Gildet hos Bjergtrolden".

26. august

Læser Lykke-Peer for Rasmus Nielsen og "den unge Jacopsen [Carl Jacobsen, søn af Carlsbergs grundlægger og selv grundlægger af Ny Carlsberg] fra Carlsberg". Rasmus Nielsen finder, at HCA med dette værk har "brudt en ny Retning, mellem Eventyr og Roman" (dagbogen dags dato). Igen utilfreds med Jonas Collin, der taler hånligt om Rasmus Nielsens karakteristik og udbreder sig om HCAs hang til stærke drikke på rejsen.

1. september

Slaget ved Sedan. I de følgende dage efterretninger om franskmændenes nederlag og kejserdømmets ophør, mange blodige nyheder, som går HCA meget på. HCA kendte jo også det franske kejserpar personligt, men tog sig også krigslidelserne for det tyske og det franske folk frygteligt nær.
I et brev til Henriette Collin af 5. september skriver HCA:

"Min nye Bog [Lykke-Peer] er allerede i Trykkeriet, da kan jeg tidligere sende trykte Ark til New-York saa at de vist der kan faae den oversat og ud ved Nytaarstid; jeg fik vel Mere for den, dersom den udkom der tidligere end her hjemme, men det sidste morer mig mere, uagtet man vistnok ikke iaar bryder sig om at læse Digter-Værker, der ere anderledes store Livsværker at studere. Hvor det dog er en hæslig blodig Tid, Luften er opfyldt af Krudt-Damp og Suk af Ulykkelige! - "

13. september

Orla Lehmann dør.

19. september

Flytter ind i sit nye logi hos frøknerne Rossing i Tordenskjoldsgade 17, 1. sal (et Hotel garni med navnet Kronprindsesse Lovisa). Havde lejet værelser her fra 1. september. I brev til Henriette Collin siger han allerede 5. september om det:

"mit Tøi er allerede i min nye Leilighed, som ikke behager mig, den er altfor lille og jeg har fra min Stue en Dør ind til Naboer, jeg veed ikke hvilke".

15. oktober

Læser højt i Studenterforeningen.

11. november

Udkommer Lykke-Peer. Får i indtægt af den i alt 1.000 rdl. udbetalt i 1871.

19. november

Fejringen af Thorvaldsens 100-års dag:

"jeg følte saa Meget i mit Liv beslægtet med Thorvaldsen, vor fattige Fødsel, vor Kamp og vor store Verdens Erkjendelse"
(dagbogen dags dato).

4. december

Læser op af eventyr og historier for 130 damer på Nathalie Zahles institut.
I de følgende dage optaget af nyheden om, at Caroline David har forladt sine børn og er taget til Rom

"for at pleie Literaten Brandes som er meget syg og som hun har særdeles Hjertelag for"
(dagbogen d. 5.).

9. december

Læser op for de mindste i Zahles skole.

10. december

Udkommer H.C. Andersens nye Eventyr og Historier. Med Illustrationer efter Originaltegninger af Lorenz Frølich. Første Bind. De to næste bind udkommer 1871 og 1874. Denne samlede trebindsudgave med illustrationer af Frølich er en fortsættelse af to-bindsudgaven fra 1862-63 med illustrationer af Vilhelm Pedersen. De fem bind tilsammen er den komplette udgave i HCAs tid af hans eventyr og historier. Får af dette første bind en samlet indtægt på 1.200 rdl. udbetalt i 1871.

24. december

Juleaften alene efter middag hos Henriques.

31. december

Nytårsaften alene efter middag hos Collins.

Søg i tidstavlen    ?

Se evt. Tidstavle 1868 – 1870 Åbn dette link i vinduet 'ny' i bd. VIII af H.C. Andersens Dagbøger (DSL, Kbh. 1971–77)