DA | EN
The Hans Christian Andersen Center

I alt har Andersen skrevet 3 selvbiografier.

Den første (ufuldendte), kaldet Levnedsbogen, skrev han allerede i 1832, kort før han skulle ud på sin store dannelsesrejse (1833-34). Den blev først genfundet og udgivet 1926.

Den anden, Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung, blev skrevet på bestilling som bd. I-II af hans samlede skrifter i den tyske udgave, der begyndte at komme 1847 i Leipzig.

Den dannede så grundlaget for hans danske selvbiografi, Mit Livs Eventyr (1855), der indgik i hans danske Samlede Skrifter, som var begyndt at udkomme 1853. Da et 10-binds udvalg af hans skrifter, en 'Author's Edition', skulle udkomme i Amerika (1869-71), førte han til denne udgave Mit Livs Eventyr ajour med en række optegnelser år for år frem til og med 1867.