Dato: 19. maj 1831
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

27. Til E. Collin.

Hamborg. [19. Maj 1831]

Kjære Collin!

Her kommer altsaa min første Brevdue; – Det var da et mageløst deiligt Veir jeg fik paa Søen, tænk, det var Havblik den hele Tid, næsten ingen Bølger at see i Østersøen, det var en sand Lysttour; dog, sove kunde jeg ikke; jeg havde lagt mig paa den midterste Køie, og De veed, at paa hver Side i Skibet er der een meget lang, der gjælder for tree, saa at man sætter Benene mod den andens Hovede, da jeg lange Menneske nu var der i Midten, bad den ene mig, at jeg vilde tage Benene til mig, den anden at tage Hovedet, kort, de ønskede at jeg ikke var andet end bar Mave! – Hele den tydske Kyst laae indhyllet i Taage, men i det vi glede ind i Trave, rullede Taagen, som et Forhæng bort, og det deiligste Landskab udbredte sig, her var ganske varm Sommer, Alt var grønt.

Kl. 1½ kom vi til Lübeck, jeg saae mig strax om i Byen og var i Mariekirken, og da der just var Reiseselskab til Hamborg tog jeg med dette, som fjerde Mand, om Aftenen Kl. 6; dog var jeg naturligviis, som jeg lovede Deres Søster, hos Leithoffs, og talte med den lille Gottlieb, han seer meget vel ud, og ligner ganske sin Moder, jeg talte Dansk med ham, som han sagde, at han forstod; han er ellers ikke stor, vistnok det halve, om ikke det hele Hovede mindre end Theodor. Mamsellen bad mig hilse hans Forældre. – Man kunde ellers ikke see meget Spoer af hans Skade; hele Natten kjørte jeg til Hamborg, under den grueligste Tandpine, der endogsaa forbød mig at gaae paa Comedie den første Aften her. – I Hotel d'Baviere hvor jeg tog ind var saa mange Fremmede at jeg maatte dele Værelse med en Nordmand, Auditeur Aal, af Biskop Müllers Familie. – Naturligviis skrives dette Brev i Brudstykker, og bliver efter Aftale tilsendt Dem fra Braunsweig hvor jeg haaber at være Søndagaften. Jeg vil vist have særdeles godt af denne Reise, i hvor kort den er jeg trængte saa uhyre til Adspredelse, for ikke at blive en sygelig eens­formig Dichter, og jeg var og er endnu slemt paa Veie dertil. De har vist­nok følt hvorledes mit Humeur har været i denne Vinter, to Gange har jeg været paa Veie til at betro Dem Grunden til min Smerte, men, – ja jeg kan ikke gøre veed det – jeg blev dog skremmet derfra, jeg frygtede for at De maaskee ikke vilde optage det saaledes, som det er; troe ikke at Gjen­angerbrev[e]ne eller Recensenters Strænghed har nedkuet mig, vil Vor Herre at jeg skal blive, hvad jeg troer mig bestemt til, en sand Digter, saa maae selv disse bidrage der til, jeg frygter ikke; jeg har en fatalisk Tro paa Forsynet skjøndt jeg sjeldent yttrer det; hvad Gud har bestemt skeer. – Af alle Mennesker, er De den jeg [i] enhver Henseende betragter som min rette Ven, vær mig altid det kjære Collin, jeg trænger virkelig til et aabent Hjerte, men min Ven, den jeg kan elske, som saadan, maa ogsaa have Aand, jeg maa i denne Henseende kunde agte ham, og det mangler i Grun­den de faae andre jeg ret holder af, kun De, er den, jevnaldrende jeg ret kan føle mig bunden til.

Jeg har ogsaa en Bøn til, De vil maaskee lee, men vil De engang ret glæde mig, ret give mig et Beviis paa Deres Agtelse – naar jeg fortjener den – saa – ja De maa ikke blive vred! – Siig Du til mig! mundtligt vil jeg aldrig kunde bede Dem derom, det maa skee nu, nu medens jeg er borte; har De noget derimod, saa tal aldrig til mig derom, jeg vil, naturligviis aldrig yttre det mere! I Deres første Brev jeg nu faaer, vil jeg see om De har vilde glæde mig, og jeg drikker da Deres Skaal der og det ret af Hjertet. – Er De vred? – De kan ikke tro, med hvilket bankende Hjerte jeg skriver dette, skyndt De ikke er her. Men nu ikke mere herom. –

Braunsweig den 23 Mai

I Aftes kom jeg her til, efter at have kjørt i 33 Timer med »Postkutsche«. De kan troe, at jeg endnu i Dag er, som mørbanket i alle Lemmer. Jeg var 2 Aftener paa Comedie i Hamborg og saae Jægerbruden, og et nyt Spectakkel Stykke: »Cardillac« efter Hoffmanns Fortælling Frøken Skuderi, det var alt for gyseligt. – Jeg traf mange Danske i Hamborg og var een Middag indviteret til tre, i Stadt Pedersborg, Apotheker Hagen og Broder, samt Apotheker Bogøe, hvor de ret opvartede med Champagne og andre Vine. En Doctor der i Byen, Albers, viiste mig meget Opmærk­somhed, jeg var anbefalet til ham af Otto. – Han vilde føre mig til Maltits og Kruse, men da de ikke fandtes hjemme udsattes Besøget. – Hos Freund var jeg i Altona, der ret behagede mig ved sin Naturlighed, han var strax villig, efter Deres Faders Brev, at tilbyde mig Penge og Brev til sin Broder i Berliin. Da han hørte hvormange jeg havde til Reisen, meente han det vilde være umueligt i 6 Uger at komme ud af det med disse, og frygtede endog, at de ikke strakte til Berlin, dog er jeg meget rolig; han tilbød mig ellers 4 Luidorer ved Afreisen, for ikke at komme i Forlegenhed, og som jeg modtog, jeg kan jo alletider give ham dem tilbage naar jeg kommer til Hamborg. De veed, at 75 Species var min Beregning, aller nøiest, men gaaer der nu ogsaa en halvsnees til, saa maa jeg ikke tage det saa nøie; der manglede jo ellers henved 5 Rdlr i Sedler i de 75 Species, da jeg reiste; ikke sandt? Thi jeg fik ikke disse af Deres Fader; hernæst maa jeg gjøre Dem opmærksom paa at Dukaterne De har givet mig, ikke gjelde 2 Species, (mindre altsaa 2 Species og 14 a 16 B Cour: som De troede) – jeg kan altsaa ikke regne for at jeg har 75 Species med, vil De ogsaa forklare Deres Fader det! Nu jeg er her i Braunsweig, har jeg i dette Øieblik 4 Luidorer og 15 Ducater, samt nogle Sølvpenge; jeg troer, at De vil finde, jeg har holdt godt Huus! – Det smukkeste jeg endnu har seet er Vierlandene; det var en uhyre Have. Alle Kirsebærtræerne havde store Bær, som ret fraperede mig da vi have det saa langt tilbage i Dannemark. Det gaaer ellers meget godt med mit Tydsk, ja, man siger endog jeg taler »geleüfig«, men det er da Complimenter. – Hele Heden jeg igaar kjørte over, er meget smuk­kere, end den jydske, her ere dog skov Partier, men alt er fladt og eensformigt. Vi vare 6 i Vognen, deriblandt en Engelænder og en Saxer; vore dan­ske Veie vare mageløse slette, og man drillede mig med, om jeg kunde føle, jeg var i mit Fædreneland, men da de i Hanover kun bleve lidt bedre, gav jeg Engelænderen Gjengield; han holdt ellers meget af Danmark og sagde, at naar det bare var engelsk, vilde det være det første Land. – Vor Konge roste de alle. – Lyneborg saae jeg ved Maaneskin om Natten; den havde det ældste Udseende jeg endnu har fundet, jeg troede mig flyttet flere Aar­hundreder tilbage. – Det var en rædsom Hede og Støv herfra til Braunsweig - – Vi vare alle kogte! en tydsk, lystig Student, morede os meget, han var virkelig »drollig«; da han ikke vidste vore Navne gav han os alle nogle, efter berømte Mænd i det Land vi kom fra, og disse brugte vi saa siden ind­byrdes, jeg blev kaldt Thorvaldsen, sig selv kaldte han Müller (Historie­graphen), Engelænderen Schacspear, en braunschweiger Dame Fru Mumme o.s.v. – I Afstand har jeg allerede seet Harcen, den seer ikke far­lig stor ud! jeg har i Dag seet mig om her i Braunsweig, af Slottet staaer der kun, nogle faae Mure, alt ligger ituslagen, selv store Stene ere sprængte; Jeg fik fra Hamborg Anbefalings Breve til en Skuespiller og Regeseur Marr, der har tilbuden mig, at jeg skulde faae hvilket Stykke at see jeg øn­skede i denne Uge; men da jeg kun bliver her til Onsdagmorgen, og der Jo allene er Comedie i Aften og siden først Torsdag, maa jeg lade mig nøie med: »3 Dage af en Spillers Liv« ogsaa et Tydsk Spectakkelstykke. – Varmen er ellers her saa utaalelig, at jeg neppe kan udholde den, jeg maa drikke en Pokkers Mængde Viin og Vand. Vor Nielsen har ellers spillet her i Braunsweig: Corregio, og51 Ferdinand i Kabale und Liebe, men gan­ske falden igjennem, nu begriber jeg, at han havde saa meget mod Braun­sweig! man sagde om ham, at han havde ingen Ild, at han var en sand Hol­lænder! naa! det skulde han have hørt! – Øehlenschlæger og Ingemann kjende52 alle, Heiberg have ingen Idee om. Jeg har ellers anbefalet dem »Elverhøi«.

Braunsweig den 24 Mai.

I Aftes var jeg paa Comedie og saae atter et Spectakkelstykke, Drei Tage aus dem Leben eines Spielers, Melodrama, men det var saa oprørende mod al menneskelig Følelse, og jeg desuden saa udmattet af Reisen at jeg gik Hjem da de 2 Acter vare forbi. Jeg saae ellers Dands, der blev meget aplauderet men det var Daarlighed imod Bournonvilles. Varmen her er utaale­lig, i Dag brænder Solen igjen, som Ild, hvorledes er det i Kjøbenhavn? Men nu Lev vel! Papiret siger stop! imorgen tidlig (den 25) reiser jeg til Goslar, hvor jeg har Anbefalings Brev med fra Houdewalkers i Hamborg, deri kalder man mig »en udmærket Lærd«. Herre Gud! de skulde bare kjende mig ret. Hils Deres Fader og Moder, Sødskende og Drevsens saavel som Wulffs ret meget fra mig, og lad mig i Deres Brev see, om De er bleven vred paa mig for min barnagtige Bøn, tro mig, der er vist ingen der inder­ligere holder af Dem, af Fremmede, end jeg. – Lev nu vel kjære, kjære Col­lin og glem mig ikke!

Deres af Hjertet hengivne

Andersen.

NB. Hils Bredall og Hartmann! Hvordan gaaer det med La Quaran­taine?

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin