Dato: 10. januar 1845
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 10 Decemb [:Januar] 1845.

Kjære, kjære Ingemann!

Husker De i eet af mine Eventyr, Engelen, en syg Dreng der aldrig kom udenfor en Dør men kun kjendte Skoven af den friske, grønne Green, som Naboens Søn hvert Foraar bragte ham, uagtet jeg ikke er syg, og man mindst kan sige at jeg aldrig kommer udenfor Døren, har jeg dog altid, naar jeg faaer Brev fra Dem, een Følelse beslægtet med den syge Drengs naar han fik den friske, grønne Green fra Skoven! der er noget saa friskt, saa hjerte-duftende i Deres kjære Breve, at jeg tidt længes efter disse. Men hvorfor kommer jeg da ikke ud i Skov-Eensomheden, hvor man gjerne seer mig? Spørger De; ja i Sommer har jeg flaggret om paa andre Kyster, det har været, som en smuk Sommer-Natsdrøm, i hvilken jeg dog stundom, har tænkt inderligt paa Vennerne i Sorø; og hvorfor har jeg ikke skrevet? Ja, det ligger i at den faste Villie ikke har stillet mig Pennen i Haanden, mens jeg i Tankerne har været saa ofte bestemt med, "nu skriver jeg"! ogsaa Hauch har jeg ret meget tænkt paa, ja jeg har endog et halvfærdigt Brev, som jeg skrev da han havde mistet sin Datter, jeg følte en Aften ret veemodigt hvorledes han maatte være bedrøvet og jeg skrev, men Dagen efter, da jeg læste det igjennem syntes jeg - det gjør ikke godt - og jeg udsatte det med et nyt Brev. Nu ved Julen vilde jeg med Eventyrene baade have skrevet Dem og ham til, men saa blev de ikke færdige fra Bogbinderen til jeg reiste til Bregentved, saa at jeg ikke engang kunde skrive Deres og hans Navn foran i Exemplarerne, men maatte overdrage det til Reitzel. Mit sidste Eventyr, Sneedronningen har det været mig en Lyst at nedskrive, det trængte sig saaledes i min Tanke at det dandsede hen over Papiret, jeg har troet at De og Deres Kone vilde synes om denne Ge[my]ttets Seier over den kolde Forstand; af Deres Brev, seer jeg / ogsaa at det har interesseret Dem, men een Yttring forstaaer jeg ikke ret, De siger: "hvorvidt det barokke Gevandt convenerer dens (Grundtankens) Alvor, kunde vel være et Spørgsmaal". - Man fortæller i Kjøbenhavn at De og Deres Kone i Sommer reiser til Italien! det er jo deiligt! næste Sommer igjen 1846 venter jeg, for 3die Gang, at flyve der hen, men jeg gjør [overstr: vist] en lille Svip over Spanien og den afrikanske Kyst først; i Sommer bliver jeg hjemme, det vil sige jeg gaaer nok lidt til Augustenborg; i September er det der Sølvbryllup og Hertugen har indbudt mig. Hauchs Roman glæder jeg mig uendelig meget til! han er en stor, ægte Digter-Natur! hils ham og hans Kone kjærligt fra mig, ogsaa Øehlenschlægers. Er ikke den unge Kone meget elskværdig? - Men De skulde høre lidt om min Sommerdags Drøm: i Mai fløi jeg til Breitenburg, hvor der er saa hyggeligt og godt paa den gamle Gaard, saa gik Farten over Hamborg, Bremen, Braunschweig & til Weimar; overalt har jeg Venner, der gjør mig Opholdet til en LivsSøndag; i Weimar troede jeg at blive meget fremmed, men just her dykkede Erkjendelsens og de gode Dages Sol op; jeg blev af een af min Musas Venner, Kammerherre Beaulieu indbudt at boe hos ham; Göthes Ven, den gamle Minister Møller førte mig til Hoffet og jeg fandt der en hjertelig Modtagelse, var et Par Gange til Taffels og nød megen Opmærksomhed, men kjærest blev mig den unge Hertug, han er 23 Aar, gift med en Datter af Kongen af Holland, og lever paa et gammelt Slot Ettersburg, her var jeg en Deel og fandt Venskab, Hengivenhed hos den unge Første, selv førte han mig om i [overstr: Haugen] Haven, inderligt sluttede han sig til mig og her hjemme har jeg alt faaet to meget lange Breve fra ham, der aander det hjerteligste Sind; han beder mig betragte sig som en trofast Ve[n, og] Weimar, som mit andet Hjem og har indbudt mig, n[æste] Sommer, at tilbringe nogen Tid hos ham paa Wartburg. / I Dresden fik jeg strax Indbydelse til hver Aften at tage Plads i Directions Logen og hos et Par Familier tilbragte jeg næsten 14 Dage ude i Bjergene. I Berlin gjorte jeg Bekjendtskab hos Ministeren Savigny med den geniale aparte Kone: Bettina Arnim, om hvem jeg engang skal fortælle Dem mere; saasnart jeg over Stettin var kommet til Kjøbenhavn, gik jeg tre Dage efter til Fyen og overraskedes ved en Indbydelse fra Dronningen om at komme til Føhr, jeg tog strax der hen og tilbragte 12 høist interessante Dage paa disse for mig ganske fremmede Øer i Nordhavet; i min nye Roman skal De faae et Par Naturskildringer derfra. Den 5 September 1819 var det jeg som en fattig Dreng første Gang kom til Kjøbenhavn, uden Venner eller Penge, den 5 September 1844, 25 Aar derefter sad jeg, som en Slags Gjæst ved Kongens Taffel, jeg følte en underlig glad Veemod; Grev Rantzau-Breitenburg fortalte Dronningen om denne Dags Vigtighed for mig, hun sagde det igjen til Kongen og jeg modtog deres Lykønskning; der gik i Byen den næste Dag mange Rygter om Naadesbeviisninger, at jeg var blevet Professor, at jeg havde faaet mere at leve af &, det var imidlertid ikke Tilfældet, men jeg mødte den største Naade og Elskelighed hos Kongeparret; om Aftenen den 5 September, under Concerten, kom Kongen endnu engang hen til mig ved Vinduet og underholdt sig længe med mig om min første Optræden, han gik saa deeltagende ind i Alt, at han selv spurgte mig om mine pecuniære Sager, om jeg ikke havde noget bestemt at leve af, jeg sagde at Frederik VI havde givet mig aarlig 200 Species og at Chr VIII havde ladet mig beholde disse; "men det er meget lidet!" sagde Kongen, "det kan De ikke komme ud af det med!" - "Jeg fortjener jo ogsaa noget selv!" svarede jeg. "Men De skulde have det lidt beqvemt!" sagde Kongen; denne Penge Samtale generede mig, thi Folk stod rundt om i Salen og udenfor op til de aabne Vinduer. "Det gaaer nok!" sagde jeg og afbrød. - Nu / sagde Hoffolkene mig siden at jeg havde stødt min Lykke fra mig, at Kongen vilde jeg skulde have bedet om noget. Hvor kunde jeg det? Hvor kunde jeg plage, i det Øieblik jeg behandles, som Gjæst; vilde Kongen jeg skulde have mere at leve af og fandt han jeg havde det for usselt, da kunde han jo selv af kongeligt Sind gjøre det! Ikke sandt; Jeg taug og troer jeg har handlet rigtigt, om ikke klogt; jeg elsker Kongens og Dronningens Personlighed, de ere begge velsignede Mennesker! - De Tydske ved Badet udbragte der den sidste Dag min Skaal og jeg veed de have takket Dronningen fordi jeg kom derover. Hertuginden af Augustenborg indbød mig at komme til Augustenborg, hun gjentog det og - uagtet jeg troede at Opholdet der vilde være geneert - maatte jeg tage derhen. Jeg fortrød det imidlertid ikke; jeg følte mig saa fri, saa vel hos Hertugens, var der i 3 Uger, levede ganske i og med Familien, altid, næsten, taltes der dansk og de vare saa elskelige Allesammen at jeg er ret glad ved at jeg kom der. Ved Taffelet, Veddeløbsdagen, udbragte Hertugen min Skaal! Næste Aar er jeg indbudt, som sagt, til Sølvbrylluppet og til at besøge Statholderen paa Nøer.

See der har De en meget flygtig Notits om Sommeren, saa broget den har været. Nu faaer jeg snart to Stykker paa Theatret, en Eventyr-Comedie, som vist ikke gjør Lykke, den er for egen, troer jeg der til! Digteren Evald træder op i dette Stykke; det andet er en lille Opera i een Act hvortil Hartmann har componeret Musikken. Endelig har jeg nu sat mig i Besiddelse af Deres samlede Værker og glæder mig meget til at faae Fortællingerne med. Hils Deres elskelige, kjære Kone; glem ikke Hauchs og Øehlens[chlægers] og vil De snart unde mig "en grøn Green" saa gjør [De] mig lykkeligere, end De maaskee troer.

Deres inderlig H.C.An[dersen]

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 195-98)