138. Til E. Collin.
Bregentved den 28 December 1843.
Min inderlig, kjære Eduard!
Gud glæde Dem ret for det Brev De sendte mig, det kom saa aldeles uventet, at jeg ordentlig havde lidt Hjertebanken ved at aabne det! Tak for hvad De meddelede mig angaaende mig, selv, det er moersomt, og dobbelt, da jeg virkelig ikke har beskjeftiget min Tanke der med, siden det blev givet hen. Vi skulle tale derom naar vi mødes, nu maa jeg tale med Dem om Dem selv om Deres Brev, der er mig det kjæreste af Alle De har skrevet mig til, thi'ndash;det er det fortroligste! det er egentligt første Gang, synes jeg, De i Deres Skrivelse har ladet mig ret føle vort Venskab, det jeg aldrig har tvivlet om; De har her udtalt Deres Sorg for mig, om kun flygtig, saa dog'ndash;jeg har forstaaet Dem!–De har altid været min første Ven, hvad der har saaret mig, var at De aldrig ret betroede Dem til mig; o kjære, kjære Ven! De begriber vist ikke hvor nær Deres Lykke ligger mit Hjerte, hvor stille jeg har følt ved Deres Sorg, bedet til Gud i min Eensomhed, at mildne, hvad der ikke kunde være anderledes .–Dette sidste Aar, siger De, har modnet Dem mere end 10 tidligere. Jeg har følt det, dog just ved Sorgen er De blevet langt elskeligere, jeg har følt mig langt mere draget til Dem! De siger, De har tabt Deres frie Blik paa Livet men vundet et friere paa Døden! Kjære Ven, skulde det egentligt være et Tab? Jeg har i denne Verden mistet Alt hvad der i Livet kunde gjøre mig jublende glad, jeg har intet mere jeg ret længes efter, jeg tager glad den Lykke der kommer, men drømmer ikke, som før, om at finde den, men i Grunden er dette vel dog en Vinding!–De var i min Tanke Juleaften, De og Deres Jette; herude var rigt og levende, jeg var dog ikke i Humeur, mine Kjære opfyldte mig saa forunderligt, som om det var den sidste Juul jeg her paa Jorden skulde opleve og være endnu længer fra Dem den Juul, som kommer! der gik saamange Tanker gjennem mit Hoved; et Par af mine Allerkjæreste tænkte jeg paa, da jeg sad ene paa mit Kammer medens de derovre tændte Lysene paa Juletræet; jeg kom til at græde! men min Tanke fæstede sig paa Gud, saa levende; saa velsignet, som De veed vi kunne have Øieblikke, hvori vi kunne det, og jeg følte Trøst og Mod! O slut Dem altid, som nu fast til mig, dog det vil De, vi blive Venner, gjennem de Verdner Gud fører os! Gid De læse disse Ord i en Stemning, noget beslægtet med min, dog misforstaae mig kan De ikke! tryk Deres Jette i Haanden fra mig!–Det er underligt med mig; i en tidligere Tid opfyldte mit eget jeg og min Virken mig saa ganske, i det sidste Aar, beskjæftige mine Kjære mig langt anderledes! mon det kommer af, at jeg har bittert prøvet hvor tomme alle mine bedste Drømme var for mig selv, eller er jeg blevet rimeligere og mindre Egoist. Jeg veed det ikke! Siig ret kjærlig Deres Fader, hvor glad jeg er for Udfaldet, det første Udfald, af hvad De veed, glad, ikke for de Ord der er sagt, men at han har sagt det, ubevidst og til Deres Fader, thi'ndash;men det skal De ikke sige'ndash;jeg troer hiin Mands Dom over mig, dog maa virke lidt ondt for mig!–forstaaer De!–Jeg vil roses der, ikke for selv at glædes, men for at Deres Fader skal det!–Har jeg her udtrykt254 mig galt! Ved Gud i Himlen der er ikke Gift eller Braad i min Tanke derved!–Jeg vil først i Verden være ret lyksalig, som Digter, naar Deres Fader kunde sige: jeg er stolt af ham!–Men mon det skeer? kan det skee? Dog vor Herre raader! ret jevnt er det jo gaaet fremad, altid fremad! mon jeg tager Feil!–Dette Aar har igrunden bragt mig mange velsignede Timer! jeg tør ikke haabe saameget af det nye! jeg vil heller ikke bede Gud derom! lad Søer komme! Fartøiet seiler vel! Tal med Faderen om den Smule Musik-Composition der er! De veed nok i hvad!–Jeg ønsker helst Rung.–Jeg tænker ogsaa paa Musikforeningen, til ham! De kan være rolig desangaaende. Imorgen reiser Excellensen ind, Tuxen tager dette Brev med! jeg kjører samme Aften med Grevinden til Wallø, hvor Diakonessen har indviteret mig til Bal! jeg var helst fri, thi det, indseer De nok, morer mig ikke at staae op til en Væg fra om Aftenen til 4 a 5 om Morgenen, dog lad gaae, jeg lader mine Tanker dandse rundt i Hovedet.–Lev nu vel! Gud glæde og vel signe Dem og Deres! vi sees paa Søndag, vil Gud, og da tak for det gamle Aar, min kjære, kjære Ven! Deres trofaste
H. C. Andersen.
